Der var ikke nogen positive overraskelser på det pædagogiske områder i finanslovsudspillet. Det bliver ved 1 milliard til de udsatte børn i 0-2 års alderen. Der er behov for en langsigtet plan, mener BUPL.

Opdateret d. 30. august 2018

Af: Cæcilie Kallehave Jensen, journalist

Regeringen udsender i dag et finanslovsudspil for 2019, hvor der bliver afsat penge til alt fra de ældre til de helt unge. Særligt de helt unge får glæde af udspillet, hvor der er afsat en milliard til de mest udsatte og sårbare børn i 0-2 års alderen. Det udspil har regeringen allerede præsenteret.

Læs mere om det her.

»Når statsminister Lars Løkke Rasmussen siger, at de første 1.000 dage i et barns liv er afgørende vigtige, og børnene er vores fremtid, så bør han invitere partierne på Christiansborg og lave en langsigtet national strategi for børnene, som peger flere år frem,« fortæller Elisa Bergmann, formand for BUPL.

Det er ærgerligt, mener BUPL, at det kun er de mindste børn, der bliver tilgodeset i denne omgang.

»Der er mange udsatte børn og unge, som vores pædagoger i fritidsinstitutionerne ikke når i dag. Derfor er det ærgerligt, at der ikke bliver afsat midler til de sårbare børn i skolealderen, som man ser det i vuggestuerne,« siger Elisa Bergmann.

 

Tiltag falder til jorden

Det seneste tiltag i finanslovsudspillet bliver heller ikke udelukkende modtaget positivt hos Forældrenes Landsforening, FOLA. Ifølge formanden for FOLA, Louise Gjervig Lehn, indeholder finanslovsudspillet dog også gode initiativer:

»Vi synes selvfølgelig, at der burde være kommet flere penge på det her område efter 10 år med besparelser, så der skal meget mere til end blot det her tiltag. Det er alt for lidt og falder lidt til jorden. Det er ærgerligt, for der har været gode ambitioner og takter i det, vi har hørt,« siger Louise, formand for FOLA.

Hos FOLA ser man altså gerne, at der blev afsat flere penge på området, men de er heller ikke helt enige i, hvordan pengene på det pædagogiske område er blevet prioriteret.

»Vi kan jo kun være enig i, at en tidlig indsats er et godt sted at starte, men der skal sættes noget mere af, hvis man virkelig vil den indsats. Man skal turde at investere i den her indsats – og ikke kun i de første 1.000 dage, i ydertimerne eller for udsatte børn. Ingen børn skal tabes på gulvet,« siger Louise Gjervig Lehn.

Uddannelser bliver nedprioriteret

Der kommer fortsat til at være besparelser på pædagoguddannelsen i det kommende finanslovsudspil. Der bliver lagt op til, at pædagoguddannelsen fortsat skal spare to procent per år i de næste 4 år – det såkaldte omprioriteringsbidrag.
Formand for Danske Professionshøjskoler, Stefan Hermann, er ikke begejstret for besparelserne:

’Regeringen vil styrke folkeskolen, dagtilbud og sundhed, men svækker med systematisk, klinisk præcision de uddannelser, som er nøglen til bedre velfærd, sparede skattekroner og vækst. Samtidigt med at styringen stammes og bureaukratiet vokset,’ skriver Stefan Hermann på sin Twitter-konto.

I det nye finanslovsudspil bliver fribeløbet hævet således, at de studerende fremover må tjene 1.000 kroner mere ved siden af deres SU. Derved må de nu tjene 13.222 kroner før skat, hvis forslaget bliver vedtaget.