Pædagoger i en række kommuner bliver nu mødt med krav om coronapas, når de skal på arbejde. I Halsnæs vil reglerne gælde alle kommunalt ansatte. Vi er glade for, at pædagogerne også er omfattet, det giver en ekstra sikkerhed, siger fællestillidsrepræsentant Hanne Byskov.

Opdateret d. 30. november 2021

Af: Steffen Hagemann, journalist

Et gyldigt coronapas bliver adgangskravet, hvis du som pædagog vil have mulighed for at komme på arbejde – i hvert fald i en række kommuner. De har nemlig besluttet sig for at kræve, at medarbejderne skal have gyldigt coronapas. Folketinget har givet mulighed for, at arbejdsgiveren kan kræve coronapas som et af de tiltag, der skal dæmme op for den stigende coronasmitte i samfundet.

Kommunerne Horsens, Randers, Skanderborg, Varde, Egedal, Halsnæs og Ballerup har således allerede meldt ud, at de vil kræve coronapas af deres medarbejdere, men præcis hvordan det skal effektueres i praksis, er i flere af kommunerne stadig uklart, lyder meldingen fra BUPL’s fællestillidsrepræsentanter i nogle af de berørte kommuner.

I Randers Kommune bliver det for eksempel den enkelte kommunale arbejdsplads, der skal beslutte, hvordan kravet om coronapas skal imødekommes.

FTR: Endelig gælder coronapas alle

Anderledes griber det de an i Halsnæs Kommune. Her vedtog kommunalbestyrelsens økonomiudvalg allerede i forrige uge, at kommunen ville kræve coronapas af alle medarbejdere, når lovgrundlaget var på plads. Kommunalpolitikerne tog beslutningen med medarbejderrepræsentanternes fulde opbakning, fortæller BUPL’s fællestillidsrepræsentant Hanne Byskov. Hun kontaktede nemlig kommunens kommunaldirektør inden udvalgsmødet for at sikre, at medarbejderne også fik indflydelse på, hvordan et krav om coronapas skulle realiseres. Blandt andet ønskede medarbejderne, at kravet om coronapas skulle gælde alle medarbejdere.

Hanne Byskov er glad for de nye regler.

”Endelig er det ikke kun i botilbuddene og plejecentrene, man skal vise coronapas. Nu gælder det for alle medarbejdere. Som medarbejderrepræsentanter ville vi have alle behandlet ens,” siger hun.

Coronapas er en ekstra sikkerhed

Hun har heller ikke fået andet end positive tilbagemeldinger fra pædagoger på det nye krav, fortæller hun.

”Vi har relativt mange smittede i skoler og dagtilbud, og så er coronapas en ekstra sikkerhed. De tilbagemeldinger, jeg har fået fra pædagoger, er, at de er glade for, at alle er omfattet af kravet om coronapas, at vi pædagoger for en gangs skyld også er omfattet, mere end at de synes, det er irriterende at skulle have coronapas,” siger Hanne Byskov.

Vi har en tillidsbaseret tilgang

Kravet om coronapas vil blive effektueret pragmatisk, fortæller Hanne Byskov.

”Ledelsen kommer ikke til at stå i døren og tjekke coronapas. Vi har en tillidsbaseret tilgang, men vi vil også kontrollere det. Så lige nu arbejder vi med at få tillid og kontrol skrevet ind i den samme sætning i retningslinjerne, for det er sådan, det er,” siger hun.

Det nye krav vil selvfølgelig få nogle konsekvenser, erkender hun.

”Vi ved godt, at medarbejderne skal testes i deres arbejdstid, også dem, der ikke har et testcenter lige i nærheden.”

Hvad så med de kollegaer, der er tilbage på arbejdspladsen, mens andre er til test, kommer de ikke til at løbe stærkere?

”Lige nu er det bare sådan, det er. Vi kan ikke tvinge folk til at blive vaccineret.”

Man bliver ikke trukket i løn

I første omgang vil der heller ikke komme økonomiske konsekvenser for uvaccinerede ansatte i Halsnæs Kommune.

”Man bliver ikke trukket i løn, hvis man er sendt hjem som uvaccineret. Sådan nogle unoder har vi ikke. Medarbejdere skal bare vise et gyldigt coronapas, når de kommer på arbejde. Man kan i starten få en høflig henstilling om at få en test, så man kan vise et gyldigt coronapas, men efter flere henstillinger kan det få konsekvenser. Men der tror jeg ikke på, vi kommer til. Jeg tror på, at fornuften sejrer, og tilliden til hinanden sejrer,” siger Hanne Byskov.