Pædagogerne vender tilbage til en arbejdsdag med faldende coronasmitte blandt SFO-børnene og stigende smitte blandt de yngste. Til gengæld er samtlige kommuner omfattet af skærpede retningslinjer, og det får indflydelse på pædagogernes hverdag.

Opdateret d. 3. januar 2022

Af: Jesper Nørby, journalist

I december blev skolebørnene sendt hjem til onlineundervisning godt en uge før juleaften, blandt andet på grund af høj smitte blandt de 6-11-årige.

Ser man på de nyeste tal fra Statens Serum Institut (SSI), har børnene haft godt af hjemsendelsen, for antallet af nye tilfælde af coronasmitte er faldet væsentligt siden dagene op til juleaften. Og smitten kan nå at falde endnu mere, inden skoler og SFO’er igen slår dørene op 5. januar.

Til gengæld er smitten blandt de 0-5-årige i øjeblikket højere end før jul, viser de seneste tal fra SSI.

Sygdom presser hverdagen: BUPL vil have nødbremse

Derfor advarer BUPL kommunerne om, at pædagoger flere steder risikerer at vende tilbage til en hverdag, der – ligesom i dagene op til jul – er presset af sygdom blandt personalet, mangel på vikarer og af sløje halvsyge børn.

Læs også: Syge børn presser daginstitutioner: Det skal stoppe nu

BUPL mener på den baggrund, at der er behov for en nødbremse i de hårdest ramte institutioner. Derfor opfordrer pædagogernes fagforening til at genindføre dimensionering – altså muligheden for lokalt at begrænse antallet af børn i en institution.

”Vi skal som pædagoger kunne tage godt vare på børnene. Men det kan vi ikke, hvis vores kolleger bliver smittede og syge, og vi så til gengæld må stå med store børnegrupper alene,” siger BUPL-formand formand Elisa Rimpler til BT.

Mundbind til forældre og opfordring til selvisolation

Pædagoger i både daginstitutioner og skoler vender tilbage til en hverdag, hvor de seneste retningslinjer fra Børne- og Undervisningsministeriet kræver, at forældre skal bære mundbind indendørs.

Desuden anbefaler Børne- og Undervisningsministeriet på baggrund af vejledning fra Sundhedsstyrelsen, at børn og ansatte i både daginstitutioner og skoler, der har coronasmitte i husstanden, går i selvisolation. I så fald bør man blive PCR-testet på fjerdedagen og testet igen på sjettedagen efter kontakt til den smittede person.

Skoler og daginstitutioner kan dog ikke afvise børn, der møder frem og ikke følger opfordringen til isolation. Kun børn, som har sygdomssymptomer eller tester positivt, kan sendes hjem.

Læs også: Nye corona-restriktioner: Forældre skal bære mundbind

Pædagoger i både daginstitutioner og grundskoler har ret til at bære visir, men ikke til at bære mundbind.

Daginstitutioner: Mulighed for selvtest

Pædagoger og andre ansatte i samtlige dagtilbud opfordres – ligesom det før jul var tilfældet i kommuner med høj lokal smitte – til at lade sig coronateste to gange om ugen.

Fra 5. januar får pædagoger i landets daginstitutioner mulighed for selvtest på arbejdspladsen. Tiltaget kommer efter pres fra BUPL, som har set selvtest som et vigtigt værktøj til at øge tryghed og modvirke smittespredning i daginstitutionerne.

Læs også: Grønt lys til at bruge ekstra penge og farvel til testkøen

Resultaterne fra selvtest er dog ikke gyldige i coronapas. Hvorvidt man som ansat i en skole eller daginstitution skal kunne fremvise gyldigt coronapas, fastsættes stadig af de enkelte kommuner.

Fortsat faste børnegrupper indendørs

De aktuelle retningslinjer i dagtilbud opfordrer til skærpet fokus på at efterleve Sundhedsstyrelsens generelle vejledninger om forebyggelse og håndtering af smittespredning af COVID-19.

Derudover bør hverdagen tilrettelægges, så børnene indendørs holder sig inden for egen stue eller tilsvarende gruppeinddeling så vidt muligt. Endelig bør aflevering og afhentning af børn foregå udendørs, hvis det kan lade sig gøre.

Læs også: 10 corona-spørgsmål, pædagoger søger svar på netop nu

Skoler og SFO’er: To ugentlige test og faste børnegrupper

Pædagoger i skoler og SFO’er vender tilbage til en hverdag med retningslinjer, der ligesom i dagene op til jul anbefaler, at undervisning og frikvarterer afholdes klassevist.

Desuden anbefales SFO’er og fritidstilbud at organiserer deres aktiviteter, så børnene så vidt muligt er i faste grupper og har fast personale.

Retningslinjerne opfordrer også til, at man overvejer, om afhentning og aflevering af børn kan foregå, så forældre ikke kommer indenfor.

Ligesom det før jul var tilfældet i kommuner med høj lokal smitte, opfordres samtlige ansatte og børn fra og med 1. klasse til at blive coronatestet to gange om ugen. Test skal stilles til rådighed på de enkelte skoler.

Læs de seneste retningslinjer på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside.

Læs BUPL’s svar på de oftest stillede corona-spørgsmål.

Pædagoger, som mener, de er blevet smittet med COVID-19 på jobbet, bør kontakte BUPL’s arbejdsskadeteam. Læs mere her.