En aften i klubben mister pædagog Charlie Kongsø besindelsen og må bagefter vælge, hvor langt han vil gå for at genoprette relationen til en 13-årig dreng, som virkelig har brug for ham.

Opdateret d. 18. maj 2021

Af: Mikkel Prytz (journalist), Foto: Jeppe Carlsen

Jeg mærkede det, da drengen kom tilbage efter sommerferien. Der var sket noget. Vi plejede at have en fin relation. Han spillede musik, og jeg havde lært ham ’Smoke on the Water’ på guitar. Men nu var han blevet meget udadreagerende og voksensky.

Det kulminerer en aften i klubben. Jeg har været til syv møder i løbet af dagen, så jeg er træt. Drengen er 13 år på det tidspunkt. Han kommer i en konflikt med en af de andre drenge. I dag husker jeg ikke, hvad det handler om, og det er også lige meget. De puster sig op og kommer op at slås. Det sker indimellem. Som regel stopper det også hurtigt igen, men ikke denne gang.

Konflikten eskalerer, og jeg må gå imellem dem. Undervejs får jeg vist også et par slag. Det lægger jeg ikke mærke til i situationen, for kampen skal bare stoppes, men det er nok medvirkende til, at jeg også selv er oppe at køre.

Drengen bliver aggressiv og skubber til mig. Han kalder mig alle mulige grimme ord, og der står et slæng af unge ved siden af og griner. Den dreng, jeg kendte før ferien, er blevet meget voldsom overfor mig. Men det er ikke det eneste, der er sket de seneste måneder. Han er også blevet større. Faktisk er han nu højere end mig, og jeg kan mærke, at jeg er ved at miste grebet.

Det næste, jeg gør, er ikke særligt fagligt. Jeg går helt op i hovedet på ham og råber: ’Du stopper lige nu, for det gider jeg kraftedeme ikke at finde mig i!’ Og vi bliver rigtigt uvenner. Drengen har fået mig ud et sted, hvor han har vundet vores kamp. Det kan han godt se, og jeg er også klar over det hele vejen, men jeg kan ikke gøre noget for at forhindre det, for jeg bliver så provokeret af ham. Som fagperson bør jeg måske kunne affinde mig med, at han kalder mig alt muligt, men som menneske vil jeg ikke finde mig i det.

 

Jeg er en dårlig pædagog

Det ender med, at en af de større drenge tager fat i knægten og får ham smidt ud. Det er jeg glad for, for så skal jeg ikke selv lægge hånd på ham. Men selvom han er sendt udenfor, nægter han at forlade området. Jeg er stadig rasende, da jeg går ud for at smide ham hjem. Det tager et stykke tid, før han smutter. Først da går det op for mig, hvordan jeg har handlet.

Jeg tænker: ’Fuck. Jeg har været helt oppe at køre. Jeg eskalerede en konflikt i stedet for at få den stoppet. Jeg mister mit arbejde nu. Jeg er en dårlig pædagog. Hvordan skal jeg håndtere det overfor hans forældre? Hvordan skal jeg håndtere ham?’

Jeg beslutter mig for at ringe til hans forældre og være ærlig. Jeg indrømmer, at jeg har begået fejl, og at det ikke kun er drengens skyld, at det ender, som det gør. Jeg siger også, at jeg er ked af det, og at jeg vil gøre, hvad jeg kan for at få et godt forhold til ham igen. Det sætter forældrene pris på.

 

Det her er mit arbejde

Jeg får fat på knægten dagen efter. Jeg giver et par sodavander i klubben, mens vi taler. Jeg erkender mine fejl og fortæller ham, at jeg er ked af vores skænderi. Jeg siger også til ham, at jeg ikke er en robot, som man kan gøre alt med. Først vil han ikke lytte, men så åbner han sig også. Han fortæller, hvordan det pisser ham af, når jeg opfører mig som en autoritet overfor ham.

’Det forstår jeg godt,’ siger jeg. ’Sådan ville jeg også selv have det. Men sådan er det bare. Det her er mit arbejde. Jeg skal passe på det her hus. Og på jer unge.’

Efter den dag vokser tilliden mellem os, og vi får en enormt god relation. Jeg bliver hans kontaktperson, og jeg er med til at vise ham en vej ud af de problemer, han er endt i. Jeg opførte mig ikke korrekt den dag i klubben, men jeg var bare én ud af adskillige voksne, som drengen gik i flæsket på. Og nok den eneste, som bagefter kontaktede ham og sagde: Jeg er ked af min andel i vores skænderi. Det har jeg taget med mig i mit arbejde med unge. Jeg er ærlig og indrømmer gerne, når jeg begår fejl. For jeg er ikke en robot. Jeg er et menneske. Og jeg er ikke bange for at vise det.


 

Om Charlie Kongsø (31)

Uddannet i 2015

Arbejder i ungdomsklubben Poplen i Jyllinge

Modtog Politikens Pædagogpris 2020