Aktion OK18 fællesstrik vil klæde offentligt ansatte på med hjemmestrikkede røde huer. Det skal symbolisere fællesskab på tværs af organisationerne, siger pædagog Susanne Kær Jensen, Aalborg.

Udgivet d. 20. marts 2018

Af: Af Kurt Balle Jensen, journalist

Susanne Kær Jensen er skolepædagog på Frejlev Skole ved Aalborg, hvor hun er tillidsrepræsentant og har været det af flere omgange. Hun er blandt de i skrivende stund op mod 100, der er gået i gang med at strikke røde huer som led i aktion OK18 Fællesstrik.

»Det er min tidligere kollega fra Buskelundskolen i Silkeborg, Erika Brandt, der har fået ideen, og jeg synes, den er god. Den henvender sig til alle offentligt ansatte, og dermed kan den være med til at symbolisere, at vi står sammen, uanset hvilken organisation, vi tilhører,« siger Susanne Kær Jensen.

Sådan ser resultatet af Susanne Kær Jensens OK-fællesstrik ud. De røde huer skal i en eventuel kommende konflikt være med til at vise fællesskabet mellem de offentligt ansatte.
Foto: Lars Horn

Vi vil anerkendes for vores arbejde

Hun blev uddannet pædagog i 1998 og har været skolepædagog siden 2000. Hun synes, det er ærgerligt, at parterne ikke selv har kunnet finde en løsning i overenskomstforhandlingerne, men hun er helt klar til at konflikte:

»Når det nu ikke lykkedes, har jeg det godt med, at vi gør klar til at kæmpe. Det er vigtigt, at vi siger ’nok er nok’. Det handler ikke kun om mere i løn. Det handler også at forsvare rettigheder og at blive anerkendt for vort arbejde. Og kræver det en konflikt, må vi tage den. Det er også den holdning, jeg møder hos kolleger. Nok er nok.«

For Susanne Kær Jensen er det vigtigt at vise den solidaritet og det fællesskab, der kan være med til sikre et godt resultat. Og at strikke røde huer kan være en af flere aktioner:

»Vi er i Aalborg Kommune udtaget til at strejke, og så skal huerne jo helst luftes. Det samme skal de den 1. maj. Nu er jeg snart færdig med den første, men så må jeg jo strikke én til,” siger Susanne Kær Jensen.

Strik dig til varmen

Da hun var kollega med initiativtager Erika Brandt, var de i BUPL sammen, men nu underviser Erika på pædagoguddannelsen og er dermed medlem af Magisterforeningen. Om baggrunden for initiativet skriver Erika Brandt på sin facebook-side:

‘Ideen er at strikke sig til varmen, strikke i fællesskab, strikke for at dele kærlighed, varme og sympati. Alle kan være med, og alle er velkomne. Temaet er ’den røde tråd’ – sammenhængskraften – i vores samfund, i vores arbejdsmiljø og i forholdet mellem staten som arbejdsgiver og os, som er både ansatte og borgere. Derfor strikker vi rødt.’

Og disse ord om baggrunden for initiativet kan Susanne Kær Jensen altså helt tilslutte sig.

Se mere og hent strikkeopskriften gratis.