Nettet glemmer ikke. Gamle opslag på Facebook klistrer stadig til dig flere år efter. Derfor er de unge gået over til mere flygtige medier, hvor de stadig bruger tiden på at pleje deres venskaber, fortæller Malene Charlotte Larsen, der udgiver ny bog om børn og unges brug af sociale medier.

Udgivet d. 23. september 2019

Af: Steffen Hagemann, Journalist, foto: Jens Hasse

Børn og unge plejer deres ven­skaber ved at dele ligegyldige beskeder på medier, hvor opslagene hurtigt forsvinder igen. Men der er ikke langt fra flygtige ligegyldigheder til den store offentlighed, forklarer Malene Charlotte Larsen. Hun er ekspert i børn og unges brug af sociale medier, som hun har forsket i i 15 år. Med en ny bog på vej har Børn&Unge samlet 5 af Malene Charlotte Larsens pointer om børn og unges brug af internettet.

1. Når man deler noget

»Når børn deler noget, for eksempel i en lukket Facebook-tråd, er det bare en besked, jeg sender til min ven. Så er det med en forestilling om, at det er et lukket, afgrænset publikum og et forholdsvis privat rum, man kommunikerer i. Men når det bliver sendt videre fra den ene profil til den anden, er det pludselig ude i en stor netværksoffentlighed.«

2. Når det spreder sig

»I det øjeblik, de deler noget, kan de ikke forestille sig, at det spredes så hurtigt og kommer ud og ligger som noget, der virker som en offentlig deling. ’Jeg har bare gjort den her lille ting,’ tænker de. Men når tusindvis af mennesker gør den her lille ting, bliver det utroligt stort. Når noget går viralt, er den ene lille handling, den enkelte foretager, med til kollektivt at gøre det meget voldsomt,« ­siger Malene Charlotte Larsen, der til daglig er ­lektor på Aalborg Universitet.

3. Om de nye sociale medier

»Der er blevet endnu mere plads til det ligegyldige, fordi vi har fået de her flygtige sociale medier som blandt andet Snapchat og Instagram stories. Her har de selvdestruerende billeder åbnet for, at ligegyldigheden kan fylde mere,« siger Malene Charlotte Larsen.

4. De mange offentligheder

»Digital kommunikation er bare ekstremt klistret i dag, blandt andet fordi screen­shotting er blevet utroligt let. Så det klistrer til os på tværs af alle mulige platforme. Det kan være svært at overskue, hvilke offentligheder børn og unge bevæger sig rundt i. Det udfordrer også forestillingen om det rum, man kommunikerer i. Det kan gå fra at være privat til at være meget offentligt,« siger Malene Charlotte Larsen.

5. Dét skal vi lære børnene

»Alt det, vi advarede børn og unge om, dengang jeg startede med at forske i det her, fylder ikke noget mere. Det har de lært. Der er bare andre ting, vi kan være bekymrede for nu. Så det at lære dem grundlæggende viden om mediesystemer, og hvordan det hele hænger sammen, hvordan algoritmer påvirker det, de ser, kunne være et skridt i den rigtige retning,« siger hun.