Sammen med billedkunstner Dorte Holbek og inspireret af Reggio Emilia-filosofien har Børnehuset Fasangården skabt stærke traditioner for børnekunst. I eksperimenter med simple grundmaterialer finder børnene deres eget udtryk.

Opdateret d. 16. januar 2020

Af: Tríne Vinther Larsen (Journalist), Foto: Jeppe Carlsen

Drop skabeloner. Bandlys færdigblandede farver i små tuber. Køb aldrig samlesæt til julemænd eller påskekyllinger.

De klare budskaber kommer fra billedkunstner og scenograf Dorte Holbek, der i over 60 forskellige børneinstitutioner har dyrket kunstprojekter med børn.

»Institutioner skal lade være med at købe de her samlesæt, hvor der kun er en måde at placere kyllingens næb eller nissens hue på. Det har intet med kreativitet og kunstnerisk udfoldelse at gøre. Lad i stedet børnene arbejde med materialer, som de kan forme på tusindvis af måder, og grundfarver, som de kan blande til alle farver. Lad børn finde deres eget udtryk,« siger Dorte Holbek.

Vi møder hende i et midlertidigt oprettet kunstværksted i Børnehuset Fasangården på Frederiksberg, hvor hun de seneste ti uger sammen med pædagoger og 95 børn i alderen to til fem år har arbejdet på et kæmpe fælles kunstværk med titlen ’Den magiske skov’.

Værkstedet blomstrer og bugner

I små grupper er børnene på skift kommet i værkstedet for at tegne, formgive og male deres del af værket. Langs væggene ligger nu fantastiske træer i pap og papir, fantasifulde tegninger af trolde, elverpiger og lygtemænd, utrolige dyr skabt i ler og bunkevis af collager spækket med farvestrålende svampe og insekter – alt er klart til at blive sat sammen til en 35 meter lang kunstfrise, der et helt år frem skal udstilles i børnehuset.

Om få dage skal værkstedet lukke, indtil næste års projekt kan begynde, men her roder stadig skønt med bøtter af farve blandinger, beholdere med tuscher og pensler, tykke papirruller og kasser med ispinde, tandstikker og paprør.

Mere spredte og spraglede bunker gemmer på stofrester, plasticlåg, perler, slikpapir og andre gode grund- og genbrugsmaterialer.

»Mere behøves ikke. I børns hænder og med en smule guidning kan simple materialer blive til de mest fantastiske skabninger og væsener,« siger Dorte Holbek, der er vild med værkstedet i Fasangården og husets engagement i kunstprojektet.

»Her rydder de gerne en hel spisestue i ti uger, for at kreativiteten kan få lov at blomstre, og børnene kan fordybe sig,« siger hun.

Abestreger på papir

Billedkunstner Dorte Holbek har en lille gruppe børn med i kunstværkstedet.

I dag skal otte af de ældste børnehavebørn fordybe sig i at lave aber til den store fælles kunstfrise.

»Det var godt, I kom, for vi mangler dyr til regnskoven,« siger Dorte Holbek, der har medbragt fotokopier af gorillaer og orangutanger.

Nogle af arkene viser closeup-portrætter af abernes ansigter. På andre billeder sidder, kravler eller svinger de i træerne.

Dorte og børnene taler om, hvor aberne bor, hvad de spiser, og de gennemgår abens krop, for nu skal børnene tegne deres egen abe med sort tusch på papir.

»Orangutanger er kloge,« fortæller Wilfred, der har givet sin abe et meget stort hoved.

»De er gode til at svinge sig i træerne, for de har lange arme,« ved Edith.

Det inspirerer Storm til at tegne arme, der slynger sig næsten hele vejen rundt på papiret.

Alt er okay

Mens nogle børn tegner helt til kant, holder andre sig til et lille hjørne af papiret. Tuschstreger bliver til pelshår, og en abe får en tissemand.

»Nå, det er en hanabe,« bifalder Dorte.

Alt er okay, og børnene tegner deres abe præcis, som de synes, den skal være.

Bagefter former de abens kropsdele i ler og limer dem på papir. Da der vil gå et par dage, før leret er tørt og kan males på, skal aberne blive liggende i værkstedet. Børnene slutter sessionen af med at signere deres værker.

»Jeg tegner bare et W,« siger Wilfred stolt.

Gensidig inspiration

Den halve times fordybelse i kunst og aber er et eksempel på et typisk værkstedsforløb for børnegrupperne i Fasangården. Men kunstprojektet om den magiske skov er meget mere end aktiviteter i værkstedet: Det er også inspirationsture til Statens Museum for Kunst og ekspeditioner i skoven, hvor alt fra uglegylp til musehuller og harespor er blevet nærstuderet og tegnet. Personalet har været på workshops hos Dorte Holbek, og institutionens kunstudvalg har deltaget i projektplanlægningen. Det hele kulminerer med et brag af en fernisering, hvor fællesværket afsløres for børnenes familier.

I 16 år har Dorte Holbek samarbejdet med Fasangården om det årlige kunstprojekt. I mødet med pædagogerne oplever hun gensidig inspiration.

»Med min kunstnerbaggrund kan jeg inspirere pædagogerne til at afprøve nye materialer, redskaber og teknikker og vise dem, hvordan man kan arbejde med at få børn til at skabe noget tredimensionelt og i det hele taget udforske kunstens mange muligheder. Omvendt lærer jeg fra pædagogerne en masse om, hvordan de bruger kunst i deres arbejde med at udvikle både det enkelte barn og børnefællesskaberne i institutionen,« siger hun.

Inspiration fra Reggio Emilia

I Fasangården har Dorte Holbek også lært om den italienske Reggio Emilia-filosofi, som lovpriser børns udvikling gennem kreative, kunstneriske og æstetiske udfoldelser. Grundlæggeren Loris Malaguzzi (1921-1994) er kendt for sine tanker om ’barnets 100 sprog’ – om det kompetente barn, der i kreative eksperimenter ’skal hjælpes til at bestige sine egne bjerge’, og om læring med kroppen og sanserne forrest:

’Børn har brug for friheden til at værdsætte de uendelige ressourcer i deres hænder, deres øjne og ører – ressourcerne til former, materialer, lyde og farver’, skrev Malaguzzi.

Det er tanker, som Børnehuset Fasangården har taget til sig, fortæller afdelingsleder Signe Maria Gregersen.

»Især er vi meget optagede af, at hvert barn har 100 sprog, og at vores opgave som pædagoger er at fremelske alle de udtryksformer hos barnet. I kunstudfoldelsen er det derfor af største betydning, at vi ikke begrænser børns kreativitet med for eksempel skabeloner, men giver dem lov til selv at skabe frit,« siger hun.

Ikke to ens udtryk

Det er så givende at se, hvordan kunstværkerne er børnenes helt eget udtryk, oplever Signe Maria Gregersen fra Børnehuset Fasangården.

Når pædagogerne i Fasangården ikke bruger skabeloner, så betyder det også, at der ikke kan være en forkert løsning.

»Uanset hvordan børnene griber en opgave an, kan det kun være rigtigt. Og det kan kun give dem lyst til og mod på mere,« siger Signe Maria Gregersen.

I værkstedet prøver hun og stuepædagogerne at undgå at sammenligne børnenes værker.

»Der er ikke to ens udtryk, men alt er lige godt. Ingen af de aber, børnene i dag skaber, bliver som aberne på Dortes fotokopier, men billederne har givet børnene idéer, som de har overført til hånden, og så kommer deres kunst ud på Edith-måden eller Wilfred-måden, og det er så givende at se. Det vigtige er ikke produktet, men mere den sansning og kognition, børnene gennemgår i arbejdet med at forme materialerne,« siger Signe Maria Gregersen.

Lige ned i læreplanen

I den nye styrkede læreplan er et af de seks hovedtemaer ’kultur, æstetik og fællesskab’, og Fasangårdens kunstprojekt passer som fod i hose hertil, mener Signe Maria Gregersen.

Der er også pædagogiske gevinster ved projektet i forhold til de fem andre læreplans temaer.

»Årets emne er skovens magi, og på vores skovture og i de mange snakke om alt fra dyreliv til fotosyntese kommer vi vidt omkring temaet ’natur, udeliv og science’. Læreplanstemaet ’kommunikation og sprog’ er helt i front, når børnene udtrykker sig visuelt i tegning og verbalt i dialogen i gruppen. Kroppen, sanserne og bevægelsen er også med: For at tegne må du først se, for at forme må du mærke og sanse materialerne, og i nogle grupper involverer vi også musik og dans. Projektet giver samtidig børnene både personlig og social udvikling. De er hver især vokset af at skabe deres lille kunstværk, og når de ser den lille del smelte sammen med de andre børns værker i den store, fælles frise, oplever de magien ved sammen at skabe noget stort.«

»På den måde er vores årstema og kunstprojektet indgang til alt vores arbejde med børnenes trivsel, dannelse, læring og udvikling,« siger Signe Maria Gregersen.

Visuel dokumentation

Institutionens passion for kunst gennemsyrer hele pædagogikken i huset. Den store festdag, hvor den fælles kunstfrise bliver fejret, beskriver Signe Maria Gregersen som Fasangårdens
’juleaften’.

Frisen bliver en slags dokumentation for både pædagogernes faglighed og den læring og udvikling, som børnene i Fasangården har gennemgået i løbet af året.

»Det er visuel dokumentation, og det er ikke for de voksnes, men for børnenes skyld. Når de længe efter ferniseringen ser på frisen, kan det hjælpe dem til at grave i deres hukommelse, og måske finder de fragmenter, som de selv var med til at lave. De husker, hvordan det føltes at forme leret, de kommer i tanke om, hvad en abe spiser, eller at de lavede den sammen med en ven. Det er dokumentation, der giver mening,« siger Signe Maria Gregersen.

3 pædagogiske gevinster i leg med kunst

Får mod på at prøve: Når børn arbejder frit med at finde deres eget udtryk i kunstneriske projekter, er der ikke noget rigtigt eller forkert. Det giver dem mod til hele tiden at kaste sig ud i nye projekter.

Træner vigtig øje-hånd-koordination: At tegne er at se. Børn trænes i at overføre det, de ser, til papiret Dermed trænes ikke bare øje-hånd-koordination og finmotorik, men også børnenes perception af verden. De får et visuelt sprog at udtrykke sig i.

Opøver evner til problemløsning: I børns søgen efter den rigtige farveblanding eller deres forsøg med at sætte materialer sammen vil de møde problemer, de skal løse. Måske er der tip at hente fra sidekammeraten, og så trænes også samarbejde om problemløsning.

Kilde: Pædagog Signe Maria Gregersen, afdelingsleder i Børnehuset Fasangården.

Om Reggio Emilia-filosofien

Reggio Emilia er navnet på den norditalienske kommune, hvor Loris Malaguzzi grundlagde børnehaver med fokus på barnet som skabende og kreativt. Hans hovedtese var, at børn har 100 sprog, og dem skal pædagogerne hjælpe barnet til at finde og vise frem med dokumentation. I alle Reggio Emilia-børnehaver findes et stort atelier. Fra børnene er tre år vil der også være en pædagog med kunstuddannelse, en såkaldt ’atelierista’. Mange danske institutioner er inspireret af Reggio Emilia-filosofien.

Læs mere på Reggioemilia.dk