Anne Larsen måtte stå på tæer for at indhente psykologernes forspring, da hun begyndte at arbejde terapeutisk. Og pædagogen spurgte flere gange sig selv, om hun havde taget den forkerte uddannelse.

Udgivet d. 3. januar 2022

Af: Af Mikkel Prytz, Journalist, Foto: Jeppe Carlsen

Filurius kom som regel lige inden frokost. Når børnene skulle gå fra deres leg og aktiviteter og hente deres madpakker. Lige på det tidspunkt, hvor der let opstod uro og konflikter, kom han. Iført høj hat med farvede prikker og altid med et par tryllekunstner og fjollerier i ærmet.
Filurius havde 14 børn derhjemme. De fik slik til aftensmad.

’Det må man ikke!’ råbte de forargede børnehavebørn, og Filurius blev forundret: ’Må man ikke det?’

Om morgenen, mens jeg var Anne, viste børnene mig tegninger. ’Den her skal Filurius have. Tror du, han kommer i dag?’ Men det kunne jeg ikke svare på, for Filurius kom altid, mens jeg var væk. Når jeg kom tilbage, råbte børnene: ’Filurius har lige været her!’

Og jeg prøvede at få fat i ham, så jeg kunne få sat en stopper for hans fjollerier.

Selvfølgelig kunne alle se, at jeg var Filurius. Jeg havde jo bare en hat på. Det var en som om-leg, vi alle legede. Men børnene elskede at få besøg af ham, og jeg fik en mulighed for at gå forrest og bruge mig selv på anderledes måder.

Børneflokke har brug for en karavanefører

Sådan noget lærer du som pædagog, når du vil have 20 børn til at vente på deres madpakker i ro og fred. Ja, når du vil organisere dagen, så den bliver god, og der er plads til alle. Så er der brug for en karavanefører, der går forrest og bærer den kultur, vi gerne vil have sammen.

En karavanfører er netop, hvad de unge og voksne, jeg i dag arbejder med, skal bruge. På et terapeutisk plan har de behov for at få indhentet meget, som de ikke har lært som små.

De har udfordringer, der stammer fra brister i deres tidligste udvikling, og de udfordringer er svære at bearbejde alene med sprog. Jeg arbejder med at give dem nye erfaringer med at møde andre, opbygge relationer, mærke sig selv og gøre noget sammen med andre, for på den måde kan vi skabe forandringer længere nede i systemet. Og her trækker jeg ofte på mine erfaringer som pædagog.

Jeg troede, at jeg skulle have været psykolog

Jeg har videreuddannet mig i relationsbaseret legeterapi og senere i psykoterapi, men jeg er stadig stolt og taknemmelig over min pædagoguddannelse. Sådan har jeg ikke altid haft det.

Efter barslen med mit andet barn skiftede jeg job fra daginstitution til familiebehandling, og det blev starten på en mere terapeutisk retning for mig. Jeg blev meget optaget af Susan Hart og Marianne Bentzens neuroaffektive udviklingspsykologi, som blev en øjenåbner for mig. Nu fik jeg bud på, hvad man kan gøre for de familier, hvor forældrene selv har fået så lidt med sig, men stadig skal finde noget at give videre til deres børn.

Samtidig blev jeg del af et fagligt netværk, hvor mange har en psykologbaggrund, og i flere år havde jeg en fornemmelse af, at jeg skulle stå på tæer for at følge med. Jeg havde ikke samme vidensbank som de andre, så den måtte jeg indhente. Mens jeg læste op på teorien, tænkte jeg ofte over, om jeg skulle have uddannet mig til psykolog i stedet for pædagog.

I legens magiske mødeøjeblikke blev jeg stolt pædagog

Men noget ændrede sig, da jeg begyndte at virke som terapeut. Jeg opdagede, at jeg også i den sammenhæng kunne bruge mine kompetencer som pædagog. Jeg fik øje for, at terapi også handler om det, der sker mellem os. Og alt det, jeg som pædagog ved om leg, relationer og de mødeøjeblikke, der opstår gennem legen, giver så meget mening i den verden, jeg er i nu.

Det kan godt være, at Filurius ikke træder ind midt i terapien med en fjollet hat på hovedet. Men princippet er det samme: Det handler om at skabe små, magiske rum, hvor vi kan få lov til at være sammen på anderledes og mere legende måder.

Så jeg fortryder ikke længere, at jeg ikke har uddannet mig til psykolog. I dag tænker jeg tværtimod, at jeg er stolt af at være pædagog.

pædagog_relationer_leg

Da Anne Larsen begyndte at virke som terapeut fik hun øje for, hvad pædagogers kompetencer her kunne bruges til.

Anne Larsen
  • Uddannet pædagog i 1992.
  • Har bl.a. arbejdet i daginstitution, som familiebehandler og som familieplejekonsulent.
  • Arbejder i dag med terapi, undervisning og supervision. Og underviser bl.a. i børnegruppeprogrammet NUSSA og i forældretræningsprogrammet ’Forældre på alle strenge’.
  • Er medforfatter til bogen ’Leg for sjov og alvor’ (2020), som der nu er udgivet en legekuffert til.