Pædagoger er med deres fokus på det enkelte barn og børns samvær en central nøgle til at få inklusion til at lykkes, vurderer eksperter og fagfolk. Men pædagogerne er aldrig for alvor blevet sat i spil på lærernes hjemmebane i skolen.

Opdateret d. 30. august 2021

Af: Henrik Stanek, journalist

En stadig større andel af alle børn gik i almene klasser i de første år efter, at inklusion for alvor kom på dagsordenen, men efter 10 år er inklusionen i skolen slået tilbage til start.

Det hænger i høj grad sammen med, at pædagogerne bruges både for lidt og forkert. Hvis børn med udfordringer skal lykkes i almenundervisningen, kræver det fagpersoner som pædagoger med et skarpt blik for barnets individuelle udvikling og trivsel og blik for samværet i klassen.Den opgave kan lærere ikke løfte alene, fordi deres opmærksomhed er rettet mod undervisningen.

Sådan lyder meldingen fra en række eksperter og fagpersoner, som Børn&Unge har talt med.

En af dem er forskningschef Andreas Rasch Christensen, VIA University i Aarhus.

”Pædagoger er gode til både at se, hvordan de kan støtte det enkelte barn i at være en del af det, der foregår, hvornår barnet møder udfordringer, det selv skal prøve at løse, og hvornår barnet har brug for at trække sig. Derfor er det godt, når lærere og pædagoger samarbejder om undervisningen,” siger Andreas Rasch Christensen, som i 2015-16 var med i regeringens inklusionseftersyn.

Må selv kæmpe med opgaven

Direktør Camilla Lydiksen fra ADHD-foreningen peger på, at kravet om øget inklusion kom som en tyv om natten.

”Man burde have klædt skoleledere, lærere og pædagoger på til opgaven, men man troede, at de selv ville finde løsninger undervejs. Man blev heller ikke enige om pædagogernes rolle, så lærere og pædagoger har selv skullet kæmpe med, hvordan de kunne løfte opgaven,” siger hun.

Læs også: 5 gode bøger om inklusion

Også autismeforeningens landsformand, Kathe Johansen, peger på, at lærere og pædagoger fik kort tid til at finde ud af at arbejde sammen.

”Der er brug for pædagoger som sociale guider, og det gælder på alle klassetrin, for der sker meget forskelligt i børnenes udvikling gennem skolelivet,” siger hun.

Ledelsen har svigtet

Pædagoger skaber ikke et quickfix, understreger forsknings- og udviklingsleder Janne Hedegaard Hansen, pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Men det vil give bedre inklusionen, hvis de får mulighed for reelt at samarbejde med lærerne om undervisningen.

”Det tyder ikke på, at der har været ledelse af samarbejdet mellem lærere og pædagoger. Uden ledelse er lærerne på hjemmebane og pædagogerne på udebane i skolen. Den forskel gør det svært for dem at spille hinanden bedre og få et fælles ansvar for, at børnene trives og udvikler sig i klassen. Derfor underviser lærerne, som de er vant til, mens pædagogen sørger for ro,” siger hun.

Kræver en radikal ændring

Professionsforsker Bent Madsen fra Inklusionsakademiet peger også på, at skolens traditionelle monokultur gør det svært for pædagoger at komme til orde. Derfor skal skolelederne italesætte, at pædagogernes faglighed er lige så vigtig som lærernes.

”Vi skal give pædagoger ansvaret for at opbygge en klassekultur, hvor børnene mødes med anerkendelse og føler sig set, hørt og forstået og dermed inkluderet, men alt for mange steder bliver pædagogernes særlige sociale didaktik ikke udnyttet,” siger han og tilføjer, at inklusionsprojektet er kuldsejlet, fordi man ikke har taget alvorligt, at øget inklusion kræver en radikal ændring af skolen.

”Politikerne troede, at skolen var langt mere rummelig, end tilfældet er, og derfor tilførte de ikke ressourcer til opgaven,” siger Bent Madsen.

Der skal tænkes visionært

Inklusionsforsker Lotte Hedegaard-Sørensen fra DPU, Aarhus Universitet, efterlyser en ny vinkel på inklusion.

”Vi skal tage udgangspunkt i, hvordan vi laver spændende, relevant undervisning, som alle børn kan deltage i. Når man angriber det fra den vinkel, får både lærere og pædagoger lys i øjnene, men for at det kan lade sig gøre, skal de forberede sig og tænke visionært sammen,” siger hun.

Kræver fælles forberedelse

Når inklusionen halter, hænger det sammen med, at skolerne er mere optagede af at nå faglige mål end af pædagogiske indsatser. Det mener Lars Søgaard, medlem af forretningsudvalget i BUPL.

”Hvis eleverne ikke har styr på matematik, bliver løsningen flere matematiktimer. Men jo flere fagtimer, jo mindre varieret bliver skoledagen,” siger han og efterlyser større fokus på forudsætningerne for, at børn kan lære.
”Vi har brug for, at pædagoger og lærere sammen skaber kreative undervisningsmiljøer med leg,” siger Lars Søgaard, der også efterlyser ressourcer til opgaven.

Læs hele Børn&Unges tema om den fejlslagne inklusion her

Om inklusionsloven

Hvornår?
I 2012 vedtog Folketinget inklusionsloven, som definerer, at specialpædagogisk støtte kun omfatter elever i specialklasser og på specialskoler plus elever, som kun kan være i en almen klasse, hvis de får støtte i mindst ni timer ugentligt (12 lektioner).

Hvor mange børn?
Regeringen og Kommunernes Landsforening aftalte, at 96 procent af børnene skulle modtage almindelig undervisning i 2015. 10.000 børn skulle enten skulle flyttes fra specialklasser til almene klasser eller begynde i en almindelig klasse frem for en specialklasse.

Hvorfor?
Inklusionsøvelsen handlede om at løfte det faglige niveau for alle skolens elever.

Hvor mange penge?
Da loven blev vedtaget, blev der brugt knap 13 milliarder kroner årligt på specialområdet, hvilket svarede til 30 procent af skolernes samlede budget. Politikerne stillede i udsigt, at der ville blive ført penge tilbage til normalundervisning sammen med de elever, der tidligere fik specialundervisning.

Hvad siger tallene?
Da loven blev vedtaget i 2012, var inklusionsprocenten 94,6 procent. I 2020, hvor de seneste tal stammer fra, var inklusionsprocenten 94,6.