I kan træne en børnesensitiv praksis med metoden jeg-fortællinger. Ved at undersøge en situation gennem flere forskellige perspektiver kan I få øje på nye mulige handlemåder. Forsker Anette Boye Koch guider.

Udgivet d. 22. marts 2021

Af: Marie Bille, journalist / Foto: Colourbox,

At arbejde med børns perspektiver i pædagogisk praksis er ikke blot at rette sin opmærksomhed mod børnene. Det handler i lige så høj grad om at kigge indad. Det mener forsker Anette Boye Koch, der er aktuel med bogen ’Hvad synes børnene? Børns perspektiver i hverdagspædagogisk praksis’.

”Man arbejder med den del af pædagogfaget, som handler om at være børnesensitiv. Et ord, jeg mere og mere har fået en kærlighed til,” siger hun.

”Det handler om at være nærværende, sensitiv og huske på, hvordan var at være barn. Gribe tilbage og få fat i nogle af de der oplevelser, som ligger lagret i en. Og så at være til stede, sanseligt til stede.”

Træn en børnesensitiv praksis

Nogle pædagoger kan det intuitivt, men det kan også lade sig gøre at træne sin børnesensitivitet. I sin forskning har Anette Boye Koch brugt en øvelse, hun kalder ’jeg-fortællinger’.

En jeg-fortælling er pædagogens fortælling om en situation, men set fra barnets perspektiv. Pædagogen fortæller altså historien om episoden, som om hun selv er barnet. Det kræver, at man gentænker sin umiddelbare forståelse og tør kaste sig ud i et eksperiment, hvor man bruger sin fantasi, sin indlevelse og sine egene erfaringer fra barndommen til at sætte sine forståelser i spil.

”Alle, jeg præsenterer denne her metode for, bliver fuldstændig ramt af den. Man stopper op og tænker ’wow.’ For det er så langt fra den faglighed, hvor man trækker på teori. Det her er ikke kognitivt. Du er nødt til at trække dine sansninger og erindringer ind i det. Det rammer også mig, når jeg hører en pædagog fortælle en jeg-fortælling,” siger forskeren.

Sådan kan I prøve øvelsen selv
  • Del en praksisfortælling om en episode, som du synes har været problematisk. Fortæl den til dine kollegaer, eller skriv den ned. Saml gerne flere forskellige praksisfortællinger sammen.
  • Prøv så at genfortælle samme historie, som om du var barnet. Hvordan oplever du (barnet) situationen? Hvad tænker du (barnet)? Hvad føler du (barnet)? Og hvorfor handler du (barnet), som du (barnet) gør?
  • Leg med fortællingens virkemidler, og formuler forskellige jeg-fortællinger over samme situation. Prøv at eksperimentere med at give fortællingens figurer forskellige motiver til deres handlinger. Du kan for eksempel ændre på figurernes roller som helte og skurke. Hvad sker der, hvis pædagogen skifter rolle i fortællingen fra hjælper til modstander?
  • ’Det er i selve anstrengelsen ved at forestille sig, hvordan et barn oplever verden, at pædagogerne oplever øget sympati og nærvær med børnene,’ skriver Anette Boye Koch. At lave en jeg-fortælling, er ikke let, men noget man skal øve sig på. Det kræver tid og plads. Det kan især være svært, hvis man tror, man kan finde sandheden om, hvad et barn tænker eller føler. Det kan vi ikke. En jeg-fortælling vil altid være en ud af flere mulige fortolkninger. Pointen er, at vi bliver bevidste om, at det netop er fortolkninger, og at der findes andre perspektiver.

Kilde: Kapitlet ’Helle for at komme først ud på legepladsen’ Jeg-fortællinger som metode, af Hanne Hede Jørgensen og Anette Boye Koch fra bogen ’Hvad synes børnene? Børns perspektiver i hverdagspædagogisk praksis’.

Om forskeren

Anette Boye Koch er docent i barndomspædagogik, ph.d. ved VIA University College og har undervist på pædagoguddannelsen siden 1997. Hun forsker med fokus på børns perspektiver og deltagelse, trivsel og det gode børneinstitutionsliv.