Giver normeringsopgørelsen fra Danmarks Statistik et brugbart billede af dagligdagen i danske daginstitutioner? Og gør det virkelig så stor forskel, om normeringen er 0,5 højere eller lavere? Få hjælp til at forstå normeringstallene med denne guide fra Børn&Unge.

Opdateret d. 25. september 2019

Af: Mikkel Prytz (journalist), Illustration: Jørgen Stamp

Hvad er normeringsopgørelsen?

Danmarks Statistik (DST) laver hvert år en opgørelse, som viser forholdet mellem antallet af fuldtidsmedarbejdere og antallet af indskrevne børn i dagtilbud. For eksempel er der i Aabenraa Kommune en 1 voksen for hvert 3,7 barn i vuggestuen og 1 voksen til 6,6 barn i børnehaven.

Nu har vi så de nye normeringstal. Hvad viser de?

Opgørelsen viser, at normeringerne i vuggestuer og børnehaver er blevet forringet i lidt over en fjerdedel af landets kommuner fra 2017 til 2018. Der er kommet 700 flere pædagoger til, men samtidig er børnetallet også vokset, og derfor har normeringstallet på landsplan ikke flyttet sig.

Hvordan bliver de så modtaget?

Blandet. Elisa Rimpler, formand for BUPL, mener, at normeringerne er på et historisk lavpunkt: ‘Det understreger endnu engang behovet for, at kommunerne sætter en prop i besparelserne på børneområdet straks, og at regeringen følger op med en ambitiøs børneplan på finansloven, der lægger en bund med lovbundne minimumsnormeringer i daginstitutionerne, der kan mærkes allerede næste år.’

Jacob Mark, børneordfører i SF, mener, at to skridt frem eller tilbage ikke gør en stor nok forskel: ’Det er tid til, at vi tager et kæmpe spring og sikrer minimumsnormeringer,’ siger han.

Kristian Heunicke, direktør i kommunernes forening KL, fremhæver på Twitter det ansvar, kommunerne tager ved at ansætte flere pædagoger:

 

Forældreorganisationen FOLA skriver på Twitter, at der er lang vej igen:

Kan vi bruge de nye tal til at tegne et billede af vores hverdag?

Tallet siger ikke noget om, hvor mange voksne der er på stuen på et bestemt tidspunkt, fordi opgørelsen ikke tager højde for flere væsentlige faktorer. Blandt andet tælles den tid, I bruger på efter-/videreuddannelse, ikke med. Til gengæld tælles støttepædagoger og studerende med som personale, og både vikarer og den syge pædagog, de er vikar for, tælles med.

Rigsstatistiker Jørgen Elmeskov siger det sådan her:

’Det kan sammenlignes med, at gennemsnitstemperaturen i Danmark hen over året ikke siger noget om, hvor mange grader der er i Horsens 4. april kl. 07.00 eller i Slagelse 10. november kl. 14.30.’

 

Kan man ikke tegne et mere nøjagtigt billede af normeringen i dagtilbud?

Det har BUPL forsøgt at gøre ved at trække lederne ud af opgørelsen. De tæller nemlig med i tallene fra DST, også selvom de ofte ikke indgår i vagtplanen. BUPL har offentliggjort et normeringskort, hvor lederne er trukket ud af normeringstallet. Beregningen er lavet med en metode fra DST, og det er derfor stadig deres normeringstal – ikke BUPL’s.

Formand Elisa Rimpler appellerer på Twitter til, at man arbejder på en bedre måde at gøre normeringen op på:

 

Kan jeg bruge normeringskortet til at se normeringen i min egen institution?

Det korte svar er nej. Tallet på normeringskortet siger noget om, hvor mange børn i daginstitutioner en kommune har i forhold til fuldtidsstillinger i institutionerne. Det er et gennemsnitstal fordelt på alle kommunens institutioner ud over alle årets måneder. Tallet fortæller ikke, om der fx er store forskelle på de enkelte institutioners børnegrupper eller åbningstid, eller om der er perioder med dårlig bemanding i løbet af dagen.

 

Hvad betyder det egentlig, om normeringen er 0,5 bedre eller dårligere?

Faktisk ret meget. Hvis man sammenligner en kommune, hvor der i gennemsnit er 1 voksen til 3 vuggestuebørn, med en kommune, hvor vuggestuenormeringen er 3,5 børn pr. pædagogisk personale, så svarer det til, at der i en gennemsnitlig vuggestuegruppe på 12 børn er en forskel på mere end 21 timers pædagogisk personale om ugen.