Danmark kommer til at mangle tusinder af pædagoger de kommende år. Nogle kan komme tilbage til faget igen, men deres selvtillid og faglige identitet skal boostes først. En af de pædagoger, der er på vej tilbage i faget, er Heidi Mattsson.

Udgivet d. 9. november 2020

Af: Ulla Abildtrup, journalist / Foto: Ulla Abildtrup,

Danmark kommer til at mangle pædagoger, når børnetallet stiger, og der indføres minimumsnormeringer. Hullet kan blandt andet fyldes op med pædagoger, der har forladt faget. En af dem, der er på vej tilbage efter en smuttur på en fiskefabrik, er Heidi Mattsson.

Heidi Mattsson blev uddannet pædagog i 2007 og havde allerede job, inden hun blev færdig. Efter fire år på en daginstitution i Borup på Sjælland og efter at være blevet mor flyttede hun til Bornholm for at komme tættere på familien.

»Jeg troede, at jeg skulle være pædagog på Bornholm, men det viste sig at være meget sværere end ventet,« fortæller Heidi Mattsson, som derfor søgte og fik job på en fiskefabrik.

»Det var bedre end at gå arbejdsløs, men jeg savnede arbejdet med børn,« fortæller hun.

Efter otte år brød Heidi Mattsson op og er nu vendt tilbage til Sjælland sammen med sin mand og nu to børn. Hun ville være pædagog igen, men selvom hun søgte og søgte, var det uden succes.

Indtil nu. Men det vender vi tilbage til.

Problemer med identitet

Heidi er langt fra den eneste arbejdsløse pædagog, som har vanskeligt ved at få job, selvom der inden for de kommende år kommer til at mangle tusindvis af pædagoger. Nogle steder mangler der allerede.

Jobvejleder Anja Nysten Boesen, BUPL Midtsjælland, Slagelse, forklarer, at der er sket meget med faget de senere år, som kan gøre det svært for pædagoger at vende tilbage, hvis de har været væk.

»Allerede efter et halvt års ledighed svinder den pædagogiske identitet og selvværdet, og det kan en institutionsleder mærke til en jobsamtale,« siger hun.

Hanne Kraul Jensen, faglig sekretær i BUPL Midtsjælland, supplerer:

»Der er sket store ændringer i kravene til en pædagog. Nu er det ikke længere nok, at hun siger, at hun er god til at passe børn og vil tage dem på legepladsen. Hun skal kunne forklare, hvorfor hun vil tage dem på legepladsen, og hvilke relationsskabende aktiviteter hun vil sætte i gang. Pædagoger skal kunne udtænke en aktivitetsplan og reflektere over, hvorfor de gør, som de gør. Kan de ikke det, bliver de mere betragtet som pædagogmedhjælpere,« siger Hanne Kraul Jensen.

Meget har ændret sig

Heidi Mattsson er klar over, at meget har ændret sig i de år, hun har været væk fra pædagogfaget, men det har nu ikke taget modet fra hende:

»Når jeg ser et jobopslag med en masse fine ord som ’evalueringskultur’, kan jeg godt blive fjern i blikket og tænke ’nej, det går ikke’. Men selvom jeg er nervøs for, om jeg kan slå til, tror jeg godt, jeg kan finde ud af det, hvis jeg får mulighed for at arbejde som pædagog igen,« siger Heidi Mattsson.

Hun skal samme eftermiddag, hvor Børn&Unge er på besøg, til jobsamtale på en institution, der vil sende medarbejderne på efteruddannelse og skal bruge en vikar. Jobvejleder Anja Nysten Boesen har været med til at formidle kontakten som led i et succesfuldt samarbejde med sjællandske kommuner, der skal bruge vikarer, når de sender pædagoger på efteruddannelse.

»I Heidis tilfælde kan vi tilbyde institutionen, at hun kommer i virksomhedspraktik først og følger den fastansatte i 14 dage, inden hun så skal overtage arbejdet, mens den fastansatte er på efteruddannelse,« forklarer Anja Nysten Boesen.

Jobvejledere har også succes med at formidle vikarer til institutioner, som akut har brug for en vikar fx på grund af en sygemelding, eller da corona-kravene om større afstand fik institutioner til at udvide personalet.

 En meget glad pædagog

»De kommende år stiger behovet for pædagoger med mange tusinde i takt med den fulde indførelse af minimumsnormeringer og et stigende børnetal. Vi har brug for, at pædagoger som Heidi kommer tilbage,« siger Hanne Kraul Jensen.

Og Heidi kommer tilbage til pædagogfaget. Hun fik jobbet, som hun var til samtale om, og hun skal nu begynde i virksomhedspraktik efterfulgt af et 6-ugers vikariat.

»Jeg blev helt overrasket, jeg troede, at løbet var kørt,« fortæller en meget glad pædagog.