Med den nye overenskomst skal ledere i BUPL hvert år vælge, om 0,6 procent af deres løn skal udbetales som løn eller indsættes på pensionsopsparingen. PBU guider dig om dit valg.

Opdateret d. 9. april 2021

Af: Mikkel Kamp, journalist / Foto: Colourbox,

Da BUPL’s ledermedlemmer med stort flertal stemte ja til den nye overenskomst, sagde de ja til, at 0,6 procent af lønnen fremover enten skal udbetales som løn eller sættes ind til pension. Her får du PBU-medlemschef Annie Kristensens væsentligste pointer om konsekvenserne af dit valg.

Tag et pensionstjek

Annie Kristensen opfordrer i første omgang lederne til at tage et pensionstjek på pbu.dk. Her får du hurtigt et overblik over, hvor meget du kan få i pension sammenlignet med din løn.

”Vores erfaring er, at mange ledere forholdsvis sent i tilværelsen opdager, at deres indkomst falder ret meget, når de går fra at få lederløn til pension,” fortæller hun.

Det skyldes i mange tilfælde, at lederne er kommet forholdsvist langsomt fra start med pensionsindbetalingerne, fordi de i nogle år har fået pædagogløn og dermed ikke har haft så mange år på den højere lederløn.

Her tjekker du din pension

Sådan ser du tallene for din egen pension: På hjemmesiden pbu.dk kan du logge ind og tage et pensionstjek. Her kan du både se, hvor meget du sparer op, og hvad en ekstra indbetaling betyder for pensionen.

Hvem kan det betale sig for?

De fleste ledere vil få flest penge ud af det, hvis de vælger at indbetale til pension. En leder på 40 år, der tjener godt 500.000 kroner årligt, kan få omkring 3.000 kroner mere om året, hvis hun vælger at få pengene udbetalt over lønnen. Sætter hun dem i stedet ind på pensionsopsparingen, vil hun få udbetalt cirka 8.000 kroner ekstra om året, når hun fylder 69 og kan gå på folkepension.

Indbetalinger til pension giver også en ekstra skattefradrag – særligt de sidste 15 år, inden man går på pension.

Hvem kan det ikke betale sig for?

Hvis du har dyre banklån/forbrugslån, kan det som hovedregel bedst svare sig at betale af på lånene, inden du betaler ekstra ind til pension.

Søg råd, hvis du er tæt på at gå på pension

Hvis du er meget tæt på pensionsalderen, afhænger det af flere forskellige forhold, om det kan betale sig at spare ekstra op. Ring derfor til PBU og tal med en rådgiver på 7011 2011.

Hvornår skal jeg beslutte mig?

Den nye overenskomst træder i kraft nu, men det er først næste år, at du skal vælge, om du vil bruge 0,6 procent på løn eller pension, næste år.

Skæringsdatoen hedder 1. april 2022.

Normalt er det din arbejdsgiver, der giver dig besked om, at nu er det tid til at vælge.

Her er konsekvenserne af dit valg

PBU har lavet et regneeksempel, der viser, hvor mange penge en leder får ekstra i pension, hvis hun vælger at sætte dem ind på pensionsopsparingen. Udregningen tager udgangspunkt i Vibeke, som er 40 år og leder. Hun tjener hver måned 42.650 kroner før skat og har indtil nu sparet 425.000 kroner op til pension. Vibeke går på folkepension, når hun fylder 69 år.

Sådan ser pensionen ud, hvis Vibeke ikke sætter pengene ind på pensionsopsparingen:
Årlig livsvarig pension 125.000 kr.
Årlig 10-årig ratepension 141.000 kr.
I alt før skat 266.000 kr.

Sådan ser pensionen ud, hvis Vibeke sætter pengene ind på pensionsopsparingen:
Årlig livsvarig pension 129.000 kr.
Årlig 10-årig ratepension 145.000 kr.
I alt før skat 274.000 kr.

Bemærk: Beregningen af pensionerne bygger på en vejledende prognose.
Kilde: PBU