I inspirationskataloget ’Madleg’ fra ’Rådet for sund mad’ finder I inspiration til at skabe madglæde hos børnene. Helt enkle tips, der er nemme at arbejde med.

Opdateret d. 30. august 2021

Af: Clara Leck Bachmann, journalist

Børn spiser mange af deres måltider i institutionen, og derfor bruger pædagoger også måltiderne i det pædagogiske arbejde til at skabe læring og maddannelse. ’Rådet for sund mad’ har udgivet inspirationskataloget ’Madleg’, og her får du nogle af deres bedste råd til at skabe madglæde hos børnene.

1. Dine små hjælpere

Som pædagog ved du godt, at børns selvværd kan vokse, når de med succes inddrages i madlavningen. Samtidig får de en masse færdigheder med sig fra en tidlig alder, som de kan tage med sig videre. Det er derfor en god idé at lade børnene spille en rolle i forbindelse med måltidet. De kan være med til at købe ind, rense fisk, veje mel og snitte salat. De kan dække bord, fylde kander med vand og plukke en blomst som pynt.

2. Hjemmelavet kartoffelmel

Kartoffelmel er nemt at lave selv, og det kan være en sjov aktivitet sammen med børnene. Kartoflerne skrubbes, rives og kommes i en si – det er væsken fra de revne kartofler, vi skal bruge. Vrid kartoffelklumpen i et klæde, så al stivelsen kommer ud sammen med væsken. Stivelseskornene vil ligge som hvidt slam i bunden af væsken. Hæld det værste vand fra, kom det hvide slam i ovnen på 50 grader og vupti – så er der kartoffelmel, som bruges til jævning.

3. Lav madpakken selv

Du kan aftale med forældrene, at børnene medbringer for eksempel hele æg, hele grøntsager og andet pålæg til madpakken, så børnene selv kan smøre og pynte deres madder. Lad børnene eksperimentere løs med den mad, som de kommer med.

4. Spil ‘madbingo’

Maden kan også bruges til at udvikle børnenes sproglige kompetencer, fx ved at italesætte de sanseindtryk, som maden giver dem. I kan også spille madbingo ved at printe billeder af madvarer ud og lave et hjemmelavet vendespil, der får børnene til at tale om maden.

5. Den svære fisk

Mange danske børn og voksne spiser ikke nok fisk, og det er derfor en god idé at arbejde med børnenes forhold til fisk. Du kan tage børnene med ned til fiskehandleren, lade dem se fiskene blive renset – måske får de også lov til at røre ved dem. Lad børnene kigge på billeder af forskellige slags fisk, lære deres navne og smage på forskellige former for tilberedninger af fiskene.

6. Gæstekokken bestemmer

Hvis I selv har et køkken, så lad jævnligt et eller flere børn komme med i køkkenet som eksklusive gæstekokke. Lad dem være med til at bestemme, hvilke ingredienser der skal i kødsovsen, og lad dem smage maden til. Så kan de stolt præsentere dagens menu for de andre børn, når den serveres.

7. Husk farverne

Vores synssans er langt mere dominerende end smagssansen, og derfor betyder det meget, hvordan maden ser ud. Tænk derfor i farvesammensætning, uanset om det er et varmt måltid, en sandwich eller en rugbrødsmad, I skal spise/tilberede.

8. ‘Duft-memory’

I stedet for et vendespil med billeder, kan I lave et vendespil med dufte. Kom madvarer eller krydderier med tydelig duft i beholdere, to af hver slags duft. Giv børnene bind for øjnene eller camouflér beholderne, så de ikke kan se, hvad der er i, og lad dem dufte sig frem til hvilke beholdere, der hører sammen.

9. Leg med reglerne

Prøv at lege med reglerne for måltidet. Lad børnene bestemme, om I spiser frugten før suppen, om glasset skal stå foran eller bagved tallerkenen, eller om man sidder på stolen, på bordet, på gulvet eller står op, mens man spiser.

10. Opskrifter hjemmefra

Få børnenes forældre til på skift at tage en opskrift med hjemmefra, som er karakteristisk for familien. Tal om råvarerne til opskriften, tegn retten og lav dem sammen.

‘Madleg’ giver gratis inspiration

Inspirationskataloget ‘Madleg’ beskriver syv elementer i maddannelsen og deres sammenhæng med de pædagogiske læreplaner. Hovedvægten ligger på aktiviteter som inspiration til arbejdet med maddannelse. Grundlaget for publikationen er litteraturstudier og viden, som er indhentet i det daglige arbejde med i en række daginstitutioner i København, Fåborg-Midtfyn og Vejle Kommune.

Hent den gratis inspiration her.