Birgitte Conradsen er efter kampvalg genvalgt som næstformand for BUPL, og dermed fortsætter den politiske ledelse sit arbejde i samme holdopstilling.

Opdateret d. 30. november 2018

Af: Mikkel Prytz (journalist), Foto: Hung Tien Vu

Der var genvalg til hele BUPL’s politiske ledelse på kongressen 2018. Klapsalverne for formand Elisa Rimpler begyndte, allerede inden hun var blevet genvalgt, og hele salen rejste sig for at sende formanden ud på endnu to år i spidsen for BUPL.

Også Lasse Bjerg Jørgensen (kasserer), Lars Søgaard Jensen (faglig sekretær) og Mette Skovhus Larsen (faglig sekretær) blev genvalgt med stående bifald.

Spænding om næstformandspost

Der var spænding om næstformandsposten til det sidste på kongressen. Valget faldt ud til Birgitte Conradsens fordel, og hun fortsætter dermed som næstformand frem til næste kongres.

Birgitte Conradsen fik 122 stemmer mod 98 til modkandidaten Dorte Ellegaard, som er næstformand i BUPL Nordsjælland.

»Tusind tak for tilliden. Jeg skal gøre mit yderste for at leve op til den,« sagde Birgitte Conradsen, da de stående klapsalver havde lagt sig igen.

Samtidig takkede næstformanden Dorte Ellegaard for ’en god og sober valgkamp’.

»Jeg ser frem til et fortsat godt samarbejde med dig som lokal næstformand og i Hovedbestyrelsen,« sagde Birgitte Conradsen.

Læs mere om BUPL’s kongres 2018