Vigtig kommunikation mellem pædagoger og forældre om barnet går tabt, når far og mor ikke længere er en del af børnenes hverdag inden for på stuerne, viser ny forskning.

Opdateret d. 1. november 2021

Af: Helle Bjerre Christensen, journalist / Foto: Colourbox,

Omars gummistøvler er væk, så far spørger en pædagog, der sidder og læser højt for en gruppe børn, om hun ved, hvor de er. Askes mor stikker hovedet indenfor på stuen og fortæller, at morfar er kommet på hospitalet, hvilket Aske er rigtig ked af.

Forældres behov for udveksling med pædagogerne om småt og stort, når de afleverer eller henter deres barn, griber ofte forstyrrende ind i de aktiviteter, som pædagogerne laver sammen med børnene.

Men når ’garderobesnakken’ helt forsvinder, som det skete under coronapandemiens nedlukninger, kan det skade samarbejdet om barnet, siger lektor Anja Marschall fra Københavns Professionshøjskole.

Hun har i et nyt forskningsprojekt, Pædagogik i skyggen af Corona, sammen med Karen Prins og Sine Grumløse undersøgt samarbejdet mellem forældre og pædagoger under pandemien.

”Garderoben er ikke bare et sted, hvor man tager tøj af og på. Der foregår rigtig mange ting, som er med til at samle forældre og pædagoger om barnet,” siger lektor Anja Marschall.

Garderoben samler forældre og pædagoger

Konklusionen er, at den manglende kommunikation bl.a. kan skade pædagogernes arbejde med børnenes sprogudvikling, rokker ved børnenes følelse af at have en tryg og flydende overgang mellem børnehave og hjem og risikerer at føre til misforståelser og unødig bekymring blandt forældrene.

”Garderoben er ikke bare et sted, hvor man tager tøj af og på. Der foregår rigtig mange ting, som er med til at samle forældre og pædagoger om barnet,” siger Anja Marschall.

Corona viste, at pædagogerne savnede garderobesnakken

I projektet interviewede forskerne 23 pædagoger og pædagogmedhjælpere i syv dagtilbud samt syv forældre. Interviewene fandt sted i juni og november 2020.

I juni gav pædagogerne udtryk for stor begejstring over den nye praksis med udeafleveringer, der gav mere ro til fordybelse med børnene. Men et halvt år senere savnede pædagogerne forældrene på stuerne.

”På bagkant af pandemien og over længere tid, hvor de ikke kunne tale med hinanden, kunne pædagogerne se, at det, som måske virker forstyrrende i hverdagen, også er det, der gør, at det er nemmere at få talt sammen, når der er noget, der er svært,” siger lektor Anja Marschall.

”Uro og forstyrrelse er ikke bare uro og forstyrrelse. Det er også der, hvor samarbejdet med forældre og pædagoger finder sted.”

Den daglige sludder er vigtig

Når de voksne kun fik udvekslet korte beskeder i afmålte tidsintervaller hen over lågen, mistede pædagogerne fornemmelsen af, hvordan børnene havde det derhjemme, og hvad der optog dem uden for institutionen.

”Den daglige sludder har vist sig at være langt vigtigere, end vi havde tilskrevet den. Den medvirker til, at forældre og pædagoger kan ’tune sig’ ind på hinanden og skabe tillid til hinanden,” siger Anja Marschall.

Leder: Vi mistede kontakten med nogle forældre

Kirsten Sørensen er leder af den integrerede institution Børnehuset Tjørneparken i Rødovre. Her har der været forældre, som pædagogerne stort set helt mistede kontakten med under nedlukningen.

”Når forældrene ikke kommer med indenfor, er det meget begrænset, hvad vi får talt med dem om. Og så tænker man som pædagog: Hvordan har de det? Hvordan går det derhjemme?”

”Nogle forældre fylder meget og får altid talt med pædagogerne og læser også alt, hvad institutionen sender ud af information. Men vi har også forældre, som i forvejen ikke får læst vores beskeder og nyhedsbreve, og hvor vi tænker: Hvis ikke vi har kontakt med de her forældre ansigt til ansigt, så mister vi noget.”

Svært at skabe sammenhæng mellem hjem og dagtilbud

Derudover har hun oplevet, at det er svært at skabe en sammenhæng mellem hjem og dagtilbud, når mor og far ikke er en del af hverdagen.

”Børn har et særligt rum hos os, men de har også et stort behov for at vise deres forældre, hvordan det rum ser ud. At de kan vise deres forældre: ’Se den tegning, jeg lavede i går, den hænger deroppe på tavlen.’ Og at de lige kan få lov at lege færdig, når de bliver hentet og ikke skal følges ud til lågen af en pædagog.”

”Det har betydning, at børnene får mulighed for at vise deres forældre, hvordan deres dag og deres virkelighed her ser ud,” siger hun.

Nye rutiner sikrer ro til aktiviteter

Børnehuset Tjørneparken har i samarbejde med forældrebestyrelsen indført nye rutiner, der på den ene side skal imødekomme, at forældrene kan være en del af institutionens hverdag indenfor, samtidig med at børn og pædagoger sikres ro. Børnehavebørnene afleveres fortsat ude morgenen, men forældrene er velkomne indenfor om eftermiddagen.

Til gengæld er de blevet opfordret til ikke at forstyrre, hvis pædagogerne har gang i en aktivitet med børnene.

”Vi taler med forældrene om, at når vi sidder med børnene, så rejser vi os ikke op for at tale med dem. Vi får lige øjenkontakt med dem, men så vender vi tilbage til den aktivitet, vi er i gang med,” siger Kirsten Sørensen.

”På den måde signalerer vi med vores kropssprog og med vores blik og mimik, at vi er optaget af noget her. Og at hvis de har brug for noget, kan de måske henvende sig til en af de andre pædagoger eller skrive til os på aula.”

Manglende kommunikation kan skade sprogstimuleringen

Når forældre og pædagoger kun har sporadisk mulighed for at tale indbyrdes om, hvad barnet har set og oplevet derhjemme, påvirker det pædagogernes dialog med barnet om dets hverdag og dermed også deres arbejde med børnenes sprog. Især er det en udfordring med de helt små, der ikke selv kan fortælle, hvad der optager dem. I et eksempel fra undersøgelsen taler et vuggestuebarn til pædagogerne om en gravko. Pædagogerne forstår slet ikke, at det er en gravko, han forsøger at fortælle dem om. Det viser sig, da de får talt med barnets mor, at familien i weekenden kom forbi en byggeplads, hvor barnet var meget optaget af en gravko.

Kilde: Anja Marschall, Pædagogik i skyggen af Corona.