BUPL’s kortlægning af de økonomiske forhold i SFO’er har rystet flere landspolitikere, og SF kræver ministeren i samråd. Pædagogerne er ikke overraskede, for de oplever det hver dag på deres krop. BUPL efterlyser en genopretningsplan for hele fritidsområdet.

Udgivet d. 9. november 2020

Af: Kurt Balle Jensen, journalist / Foto: Colourbox,

Historien om, at mange skoler i strid med reglerne bruger de penge, der er øremærket til SFO og klubber, har skabt voldsomme dønninger. SF’s børneordfører Jacob Mark har kaldt børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i samråd. Han efterlyser vandtætte skotter mellem skole og fritidsdelen rent økonomisk.

På de sociale medier, primært Facebook, glæder mange sig over, at der er kommet fokus på sagen. Samtidig er der masser af beretninger, som underbygger den kortlægning, BUPL er i gang med.

En pædagog beskriver sine erfaringer sådan her:

’SFO har i mange år været udsultet, ingen har bekymret sig om det. Det betyder vanvittige vilkår for børn og medarbejdere, hvor der reelt set ofte ikke er det nødvendige opsyn med børnene.’

En anden pædagog skriver, at hun ikke er overrasket:

’Da fritidshjemmene blev slagtet og lagt ind under skolerne, vidste vi da godt, hvad klokken var slået.’

Gigantisk fupnummer

En medarbejder beskriver, hvordan de i deres SFO har undladt at spare op til dyre aktiviteter og materialer, for så var der risiko for, at pengene røg i skolens kasse. Det var med at få brugt budgettet til materiale hurtigst muligt, så man kunne være sikker på, at pengene var der.

Der er også dem, der kommer med eksempler på, hvad pengene går til:

’SFO-pengene går blandt andet til lederlønninger i skoledelen. Det er ganske normal praksis, at pædagogerne betaler halvdelen af en indskolingsleders løn, på trods af at der er mindst dobbelt så mange lærere i forhold til pædagoger i indskolingen.’

Harmen er generelt stor blandt mange af pædagogerne.

’Det er på tide af have fokus på det gigantiske fupnummer, der foregår rundt omkring i kommunerne. Og ja, det er på bekostning af pædagoger og børn, der får mindre nærkontakt. Og forældre får ikke den ydelse, de tror, de betaler for,’ skriver en pædagog.

Også forældre raser på de sociale medier:
’Vi har to børn i SFO og betaler cirka 3.700 kroner om måneden. Hvis ikke pengene går til dets formål, er det svindel og bedrageri,’ skriver en mor.

Genopretning

Faglig sekretær og medlem af BUPL’s forretningsudvalg Lars Søgaard Jensen håber, at debatten, som blev skudt i gang med en BUPL-analyse, giver genlyd på gangene på rådhusene og på Christiansborg.

»Jeg håber, at det her bliver et wakeup-call for politikerne, og man spørger sig selv: Hvordan sikrer vi os, at de penge, vi beslutter os for, skal gå til SFO’en, rent faktisk går til SFO’en, og at nogle af pengene ikke går over og betaler undervisningsdelen? Det her drejer sig jo om rigtig mange penge, der nogle steder forsvinder fra SFO-arbejdet. Det er så mange penge, at man ligefrem tænker: Det kan da ikke lade sig gøre. Men det kan det da altså,« siger han.

Lars Søgaard Jensen håber, at politikerne også indser, at her er et meget vigtigt område, som er blevet svigtet.

»Udover, at der uretmæssigt bliver taget penge, så er det jo et område, hvor kvaliteten er dykket siden 2013. Det bliver man nødt til at gøre noget ved, og vi skal have en genopretningsplan for hele fritidsområdet, både nationalt og lokalt. Kommunerne må acceptere, at området skal udbygges, og at der skal være mere kvalitet i det. Jeg er bange for, at vi ikke kan lade kommunerne selv stå for den genopretning og det løft i kvaliteten, der er nødvendigt. Det skal bindes op på noget lovgivningsmæssigt,« siger Lars Søgaard Jensen og henviser til, der siden folkeskolereformen forsvundet 800 millioner kroner fra fritidsområdet. Plus den milliard, der blev fjernet i forbindelse med skolereformen.

»Så det er kun gået en vej, og det er tilbage. Vi ser eksempler på, at en pædagog er alene med 40 børn, hvor nogle kun er fem år og netop kommet fra dagtilbuddene. Det er helt vildt,« siger Lars Søgaard Jensen.