Spørgsmål om, hvad vi grundlæggende vil med vores institutioner, får mere plads i forskningen de kommende år. Det spår lektor og forsker Annegrethe Ahrenkiel, som også trækker forskningsfronterne op.

Udgivet d. 15. marts 2018

Af: Marie Bille, journalist

Efter mange års ­massivt fokus på en ­snæver læringsdagsorden har spørgsmålet om, hvad det gode børneliv er, og ­hvilke værdier der skal præge daginstitutionerne, vundet ­legitimitet – både politisk og blandt forskere.

Det er ifølge Annegrethe Ahrenkiel, lektor og leder af Center for Daginstitutionsforskning på Roskilde Universitet, noget af det væsentligste, der er sket på den pædagogiske forskningsfront i 2017.

»Vi har fået værdidebatten tilbage på dagtilbuds­området. Det handler om, hvad vi vil med vores institutioner, hvad der skal kendetegne dem, og hvilke værdier der skal være til stede,« siger hun.

Inden for pædagogisk forskning kæmper to fløje – groft optegnet – en kamp om, hvad der skal forskes i, med ­hvilket formål og hvordan. Den kamp har også præget 2017, mener Annegrethe Ahrenkiel.

»I den ene fløj handler det om at styrke effektfor­sk­ningen, og hvor man siger, at vi kun ved noget om ­pædagogik, hvis vi kan måle effekten af indsatserne hos mod­tagerne, som i det her tilfælde er børnene,« ­siger Annegrethe Ahrenkiel med henvisning til den bølge af forsøg, der sigter på at måle effekten af metoder og indsatser i pædagogisk praksis.

Selv hører hun til i den anden fløj, som hun beskriver sådan her:

»Her skal det, vi som forskere gør, være meget tættere relateret til hver­dagen ude i institutionerne. Vi skal inddrage den mangfoldighed af opgaver og ­problematikker, som pædagogerne står overfor i hverdagen. Vi kan ikke sige noget endegyldigt i tal om effekter, men vi tilstræber at etablere analytiske blikke hos pædagogerne selv.«

Her er skiftet

I de senere år har den fløj, der taler for effektforskning, evidens og læring haft mest vind i sejlene, både politisk og hos de store forskningsfonde. Et konkret eksempel er det statsfinansierede projekt Fremtidens Dagtilbud, der med 25 millioner kroner i ryggen skulle påvise effekterne af særlige pædagogiske indsatser i en række daginstitutioner.

Men i løbet af 2017 er der sket et skift, hvor kritik af effektforskning og evidensbaserede forsøg vinder genklang. Fokus flytter sig nu fra den snævre læringsdagsorden til et mere helhedsorienteret fokus, mener Annegrethe Ahrenkiel og henviser til to begivenheder, der markerer skiftet: Evalueringen af Fremtidens Dagtilbud og de nye pædagogiske læreplaner, som træder i kraft i 2018.

»Der kunne ikke påvises en effekt af de systematiske didaktiske indsatser i Fremtidens Dagtilbud i forhold til at udligne ulighed. Men det vigtigste er de styrkede pædagogiske læreplaner, hvor der blandt andet står, at legen skal være et omdrejningspunkt,« siger hun.

Det stikker dybere

De to fløje beskrives ofte som fortalere for enten mere leg eller mere læring i daginstitutionerne.

»Jeg bliver træt af det der med, at det er enten leg eller læring,« siger Annegrethe Ahrenkiel med et dybt suk.

Den grundlæggende forskel mellem de fløjene er efter hendes mening snarere, hvordan forskerne forstår relationen mellem forskning og praksis.

»Det handler om, hvorvidt forskerne på baggrund af tidligere forskning udpeger de bedste metoder, afprøver dem i praksis og så konkluderer, hvor stor effekt de har i tal. Eller om forskerne siger: Praksis er grundlæggende meget kompleks, og derfor er vi nødt til at inddrage praktikerne i, hvad der kan lade sig gøre. Sammen bidrager man til at kvalificere praksis, fordi forskere og pædagoger kan noget forskelligt.«

Det er den erkendelse, som har bredt sig i forskningsverdenen, mener Annegrethe Ahrenkiel.

»Der er kommet en stigende opmærksomhed på, at hvis man vil noget, bør man ikke detailstyre på metoder. Man er nødt til at lave noget, der giver pæda­gogerne mulighed for at bruge deres faglige dømmekraft, og som giver dem mulighed for at justere indsatserne efter, hvad der kan lade sig gøre ud fra deres kendskab til børnegruppen og deres interesser,« siger hun.

Hvad er i vente?

Det er svært at spå, især om fremtiden, men på forskningsfronten kan man godt se lidt frem, både når det handler om indhold og form – hvad der vil blive forsket i og hvordan.

»Hvis du ser på de store fonde på området – Egmont, Tryg og A.P. Møller – så kommer forskningen til at fokusere meget på ’tidlig indsats’. Men i forhold til mange af de fonde, man kan få tilskud fra til at forske, er problemet, at det ofte handler om at afprøve metoder. Og så kommer vi til at gentage mange af de problemer, vi har set tidligere,« spår Annegrethe Ahrenkiel.

I stedet for at afprøve metoder mener hun, at forskningen skal sigte efter at skabe ny erkendelse og stærke analytiske blikke hos pædagogerne, som de kan bruge til at reflektere over egen praksis. I forhold til tidlig indsats efterlyser hun især, at fokus ændres fra at finde fejl til at spotte ressourcer.

»Meget går galt, fordi mange indsatser marginaliserer de familier, vi så gerne vil ramme. De føler sig forkerte, når man påpeger alt det, de ikke gør rigtigt. Man burde i langt højere grad have et ressourceperspektiv, men det er rigtig svært, når metoderne er defineret på forhånd,« siger hun.

Forskning i normeringer

Annegrethe Ahrenkiels egen arbejdsplads, Center for Daginstitutionsforskning, har gang i mange forskningsprojekter og idéer. En af dem handler om normeringer.

»I 2018 vil vi gerne sætte gang i et projekt, som belyser betydningen af ­normeringer. For du kan snakke nok så meget om, hvorvidt der skal være den ene, den anden eller den tredje indsats eller værdi, men der skal jo også være nogle til at gøre det,« siger hun.

På centrets to do-liste står der også et projekt om pædagogen som familie­vejleder og et projekt om, hvordan børn bruger og lærer sprog og kommunikation af hinanden. Centerlederen har et ønske om, at ny forskning i tidlig indsats bidrager med et kritisk blik på, hvordan pædagogisk personale i hverdagens situationer gør en forskel for børnene. Og om de altid gør det. Kommer de, uden at vide det, nogle gange til at genskabe ulighed? Ifølge Annegrethe Ahrenkiel er målet med forskningen at åbne pædagogernes blik for, hvordan det kan undgås fremfor at rette blikket mod bestemte voksenstyrede pædagogiske aktiviteter.