Bestræbelserne i daginstitutionerne på at skabe lige muligheder for alle børn og forebygge udsathed har en blind vinkel. Børnenes ulige økonomiske og materielle vilkår er en overset faktor både i forskningen og blandt pædagoger, mener to førende forskere.

Udgivet d. 18. januar 2019

Af: Af Marie Bille, journalist / Foto: Colourbox,

Daginstitutioner spiller en central rolle i den politiske målsætning om at sikre alle børn en chance i livet og forebygge, at børn og unge bliver udsatte. Politikere og forskere har i disse år massivt fokus på, hvad pædagoger kan og skal gøre – hvordan de kan opspore, forebygge og kompensere. Forældrene skal på deres side tage ansvaret på sig og stimulere børnene på de rigtige måder – og pædagogerne skal sørge for, at det sker.

Det er bare, som om vi overser noget fundamentalt. Nemlig årsagerne til de problemer, som vi forventer at pædagogerne skal løse ude i daginstitutionerne.

Tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at børnefattigdommen er steget markant i Danmark. Nu lever 64.500 børn i fattigdom. Hvis de børn nu var rige og ikke fattige, så ville de vel heller ikke være nær så udsatte?

Grundlæggende årsager

Niels Ploug har stået i spidsen for de seneste årtiers to største forskningsprojekter om social arv og har skrevet flere bøger om emnet. I dag er han afdelingsdirektør i Danmarks Statistik. Han vurderer, at de økonomiske og materielle vilkår, børn vokser op under, er en overset faktor i diskussionen om ulighed i disse år.

»Hverken forskningsmæssigt eller diskussionsmæssigt har vi meget fokus på det,« siger han.

Det er vigtigt at have et realistisk billede af, hvilke ressourcer der er – eller måske ikke er – i de udsatte familier, når man har forventninger om, at opbakning fra pædagoger til forældrene kan bidrage til at ændre tingene, mener Niels Ploug.

»En gang imellem kan det være godt at stille det her spørgsmål: Hvad er de grundlæggende årsager til de her problematikker? Der er ofte ingen tvivl om, at de er materielle – helt konkret forstået som økonomi,« siger Niels Ploug.

Ingen nævner fattigdom

Iben Nørup er post doc, Ph.d. ved Institut for Sociologi & Socialt Arbejde på Aalborg Universitet. Hun undersøger praksis i det forebyggende arbejde, og hvordan pædagoger, lærere, socialrådgivere og sundhedsplejersker forstår årsager til udsathed hos børn og unge. Pædagoger og andre fagprofessionelle, der arbejder med børnene, har ikke har øje for, hvilken rolle familiernes stramme økonomi spiller, viser hendes forskning.

»Vores materiale, både det kvantitative og det kvalitative, viser ekstremt entydigt, at lige præcis det her med økonomisk fattigdom, og hvorvidt barnet lider materielle afsavn, slet ikke er inde på radaren. I interviewene er der ingen, der nævner det. Altså nul,« siger Iben Nørup.

Forklaringen er ikke, at pædagoger og andre professionelle er klædt dårligt på til opgaven. Det er mere et spørgsmål om, at der generelt er et blindt felt, som man ikke er opmærksomme på, forklarer hun.

»Når pædagoger går ind og arbejder med det relationelle, og det i virkeligheden handler om, at forældrene ikke har råd til at købe madpakker, er det for det første ydmygende for familien, men der kommer heller ingen effekt af indsatsen,« siger Iben Nørup.

Forældre får skylden

Den ungarske sociolog Frank Furedi har introduceret begrebet ’forældredeterminisme’, der blandt andet dækker over, at en dårlig forældreindsats i stigende grad bruges som forklaring på børns afvigelser, sociale problemer og manglende uddannelse.

»Forestillingen om, at ens liv bestemmes af den tidligste barndom er enormt stærk i øjeblikket, og der har fokus været meget på forældrene,« siger lektor på DPU Dil Bach, der sammen med kolleger fra Center for Daginstitutionsforskning har undersøgt samarbejdet mellem pædagoger og forældre i daginstitutioner omkring skolestart. Forældre bliver i stigende grad gjort bliver gjort ansvarlige, viser undersøgelsen. Den udvikling har en social slagside og tager ikke højde for forældrenes forskellige ressourcer, påpeger Dil Bach.

»Vi skal putte en masse ressourcer i vores institutioner i stedet for at blive ved med at sige, at forældrene, skal stimulere derhjemme. For så er det kun de ressourcestærke forældre, der kan gøre deres ressourcestærke børn endnu mere ressourcestærke. Nogle andre bliver så forsømt, fordi forældrene ikke magter det,« siger hun.