’Hvad skal vi svare’ hedder to forskeres nye bog, der rejser spørgsmålet om, hvorfor vi ikke fik løst klimakrisen, når vi nu vidste, hvor galt det stod til.

Opdateret d. 29. januar 2018

Af: Signe Rosa Skelbæk, Journalist

Vi ved det godt: Vi burde spise mindre kød, blive hjemme fra charterrejsen, passe på naturen og udlede langt mindre co2. Men faktum er, at vi ikke er hurtige nok til at få gang i den grønne omstilling, og det giver forklaringsproblemer, mener to forskere, der har udgivet bogen ’Hvad skal vi svare?’. Bogen tager udgangspunkt i det potentielle forklaringsproblem, vi får over for næste generation. Vi vidste jo, at de ville gå galt, så hvorfor gjorde vi ikke nok? Sådan lyder det retoriske spørgsmål, der gennem filosofiske og etiske argumenter belyser, hvordan vi er nødt til at lave en radikal værdiændring i samfundet, der sagtens kan starte i daginstitutionerne, siger medforfatter Rasmus Willig.

Hvorfor er jeres bog aktuel?
»Vi lever I en tid, hvor temperaturerne stiger, og dyr og planter udryddes i en hast, vi ikke har set tidligere. Bogen handler om, at vi som voksne, lærere, pædagoger og forældre for første gang i verdenshistorien står over for det problem, at vi bryder den regel, der hedder, at det hus, vi har arvet, altså kloden, det skal vi aflevere i samme eller bedre stand til næste generation. Men det er ikke tilfældet denne her gang.«

Hvad skal vi gøre?
»Vi beder vores læser om at tage bogen til sig og begynde den svære samtale om, at vi alle er gerningsmænd og ikke ofre. Vi er jo alle skyldige i den måde, vi har levet på. Det er en svær samtale, for når man siger ’skal vi ikke skære drastisk ned på kødet i daginstitutionen eller kun have økologisk mad?’, så rammer det os alle sammen. Vi kan ikke sidde og vente på et teknologisk fix. Vi skal have vendt det sådan, at der er status og anerkendelse i at gøre det rigtige for samfundet.«

Hvordan henvender bogen sig til pædagoger?
»Pædagoger repræsenterer det fornemste første reproduktionsled i vores samfund. Det er her, børnene første gang møder de myndige voksne. Vi skal lære børnene om naturen og respekten for alt levende her på kloden, så de også lærer at spise på en måde, hvor de har en fremtid. Vi skal være de rollemodeller, der viser, at det er en måde at tage ansvar. Det har vi forsømt. Pædagogerne har et enormt ansvar, fordi de er med til at bære den næste generation videre. Vi må se i øjnene, at vi står i en situation, hvor vi er nødt til at kaste alt fra os for at løse opgaven. Vi skal i gang med at udvikle grøn pædagogik alle steder, og det arbejde må aldrig stoppe.«


Om bogen
’Hvad skal vi svare’? er en samtidskritisk bog, der vender klimaudfordringen på hovedet: Hvad skal vi svare vores børn, hvis de spurgte os, hvorfor vi ikke gjorde mere ved klimakrisen? Bogen er udgivet af Hans Retzels Forlag og koster 200 kr.

Om forfatterne
Bogen er skrevet af Rasmus Willig, lektor i sociologi ved Roskilde Universitet, og Arne Johan Vetlesen, der er professor i filosofi ved Oslo Universitet. Rasmus Willig har også skrevet ’Til forsvar for kritikken’ og ’Umyndiggørelse’, og Arne Johan Vetlesen har blandt andet skrevet ’Omsorgens etik’ og ’Angsten for opdragelse’.