Forsker Kurt Bendix-Olsen har fulgt fire børn med forskellige handicap i vuggestuen. Vi skal væk fra ideen om, at pædagogikken skal kompensere for børnenes mangler, mener han. Når praksis i stedet tager udgangspunkt i børnenes egne interesser og fællesskaber, åbner den nye muligheder for alle børn.

Udgivet d. 4. april 2019

Af: Marie Bille, journalist / Illustration, Mikkel Henssel

Hvordan er det at være to år, blind og gå i vuggestue? På trods af årtiers massivt fokus på inklusion har forskningen beskæftiget sig forsvindende lidt med, hvordan børn med handicap har det i daginstitutionen, og hvordan de oplever inklusion i de almene dagtilbud.

Nu kaster ny forskning lys over en lille flig af det hidtil mørklagte område. Lektor på University College Lillebælt Kurt Bendix-Olsen har under sin Ph.d. fulgt fire børn med forskellige typer af handicap i deres tid i vuggestuen i tre forskellige ressourcebørnehuse i Odense Kommune.

Det vigtigste for børnene er at indgå i sociale fællesskaber på lige fod med de andre børn og voksne i institutionen, lyder budskabet fra forskeren.

»Barnet skal få en oplevelse af, at jeg er helt almindelig, og min krop er god nok. Jeg kan bidrage på mine måder, og andre bidrager på deres måder. Barnet skal ikke allerede i vuggestuen føle sig forkert,« siger han.

Praksis skaber ulighed

Det lykkes ikke altid. Situationer, hvor børnene bliver taget ud af fællesskabet eller legen for at træne eller blive skærmet fra de andre børn, gør børnene kede af det og får dem til at føle sig anderledes.

Et eksempel fra Kurt Bendix-Olsens forskning er en situation, hvor drengen Ruben på tre år skal have trænet sin mund- og grovmotorik. Normalt deltager der også et par af de andre børn i de forskellige øvelser, men den dag er alle de store taget på tur, og Ruben er alene tilbage med pædagogerne.

Han protesterer og græder. Pædagogerne må ændre planer.

»Han modsætter sig at træne med sin krop på den måde, de voksne har bestemt. Han vil lave noget, der er spændende for ham, og det er for eksempel at lege med biler eller at komme med gruppen ud. Jeg så, at børnene var rettet mod at forfølge deres egne initiativer og de legemotiver, de havde, men også, at de lærte af de andre der børn: De fik ressourcer fra den fælles praksis. Så forestillingen om, at de voksne skal give børnene det, de har brug for – der giver vi os selv lidt for meget credit,« siger Kurt Bendix-Olsen.

Blind for om det virker

Emil Søbjerg Falster forsker på Roskilde Universitet i hverdagslivet for børn med funktionsnedsættelser. I sit Ph.d.-projekt følger han børn i dagtilbud, på specialskole og botilbud. De pointer, som Kurt Bendix-Olsen kommer med, harmonerer fint med den forskning, han kender, og med hans egne observationer.

»Jeg har selv set med mine egne øjne, at børn nogle gange køres igennem en mølle med forskellige træningsmetoder, selvom de giver udtryk for, at de ikke har lyst. Det sker i den bedste hensigt, man vil jo bare sørge for, at børnene får så gode muligheder som overhovedet muligt. Men man bliver nogle gange blind for, om det virker – og vigtigst af alt, om børnene har lyst,« siger han.

Tager aldrig børn ud af fællesskabet

Kenneth Nygaard er daglig pædagogisk leder i Børnehuset Bjørnemosen, som er et af de 11 ressourcebørnehuse i Odense Kommune. Børnehuset er ikke en af de institutioner, som Kurt Bendix-Olsen har observeret i, for de er lovet fuld anonymitet.

I Bjørnemosen foregår al træning med de børn, der har brug for det, i relationer med andre børn i små fællesskaber, fortæller han. Det kan være træning i motorik, rutiner, leg eller sprog.

»Vi tager aldrig et barn ud og sidder alene med det en-til-en, med mindre vi for eksempel er blevet bedt om at lave en sprogvurdering eller en test. Vi sørger for at sammensætte en gruppe af børn, som passer til barnet på ressourcepladsen, og som kan være med til at understøtte den læring, vi har sat som mål,« fortæller Kenneth Nygaard.

Inklusion i øjenhøjde

Kurt Bendix-Olsens forskning viser, at når pædagogerne tager udgangspunkt i børnefællesskabets initiativer og interesser og understøtter det på en måde, så alle kan deltage, så sker inklusionen ’i øjenhøjde’ med børnene. Den tilgang kalder han en ’repertoireskabende inklusionspraksis’.

Et eksempel er en situation, hvor en pædagog blæser sæbebobler på stuen. Aktiviteten er foreslået af en ergoterapeut for at styrke Thor, en for tidligt født dreng, der skeler og har nedsat syn. Sæbeboblerne skal styrke hans øjenbevægelser og motorik. Men aktiviteten appellerer bredt til alle børn, der forsøger at fange sæbeboblerne eller kigger, afhængig af, hvor godt de bevæger sig.

»Vi skal hægte os på det, som børnene er optagede af med hinanden, og komme med indspil, der skaber en udvidelse derfra. Det er barnets egen motor i forhold til at ville noget med sig selv og kunne se sig selv som et deltagende subjekt. Snarere end, at barnet skal ud og repareres, før det kan komme tilbage til praksis,« siger Kurt Bendix-Olsen.

Alle deltagere i Kurt Bendix-Olsens forskningsprojekt er blev lovet anonymitet af forskningsetiske hensyn. Ruben og Thor er derfor ikke børnenes rigtige navne.

Om forskeren

Kurt Bendix-Olsen er cand.mag. Ph.d. og lektor på UCL, hvor han forsker og underviser. Han har tidligere været ansat i UCC og det nu nedlagte NVIE – nationalt videnscenter for inklusion og eksklusion. Hans interesse for handicap-området opstod blandt efter, at han selv havde arbejdet som handicap-hjælper i en familie gennem seks år under sine studier. Kurt Bendix-Olsen har også arbejdet i vuggestuer i både København og Aarhus.

Om forskningen

Kurt Bendix-Olsens Ph.d.-afhandling ’Små børns perspektiver på inklusion’ handler om, hvilke betingelser ressourcebørnehusene sætter for ‘børn med handicap’ i deres bestræbelser på inklusion. Og også hvordan børnene med handicap former deres hverdagsliv sammen med andre børn og voksne. Forskningen peger på, hvornår børnene møder begrænsninger i hverdagen, og hvornår praksis åbner nye muligheder for deltagelse. Forskningen er finansieret af UCL, RUC og Odense Kommune.
Læs mere om forskningen i Børn&Unge nr. 5
Find afhandlingen ’Små børns perspektiver på inklusion’ af Kurt Bendix-Olsen på forskning.ruc.dk