Forsker Jonas Andreasen Lysgaard mener, at pædagoger kan og bør klæde børn på til klimakamp. Han er snart aktuel med bogen ’Uddannelse, pædagogik og bæredygtig udvikling’.

Opdateret d. 24. september 2019

Af: Cæcilie Kallehave Jensen, Journalist, foto: Claus Bech

Kan pædagoger gøre en forskel i klimakampen?

»Pædagoger kan sagtens gøre en forskel i klimakampen, fordi pædagogik i forvejen hviler på en kritisk tænkning i forhold til samfundet. Pædagoger italesætter et større samfundsperspektiv, som altid har været synligt i nyere pædagogisk arbejde. Vi løser ikke klimakrisen her og nu. Det er fint, at vi agerer, men vi står over for en radikalt større indsigt i klimaet, som vi ikke kan slippe. Det betyder, at vi også skal handle på den lange bane. Og for mig at se er den lange bane pædagogisk.«

Hvorfor er det et pædagogisk ansvar at sikre klimadannelse?

»Fordi pædagogik er et forsøg på at give et barn noget med videre ud i ­livet. Med pædagogik kan vi blandt andet ­sikre, at vi får skabt kritisk og nysgerrigt tænkende børn og unge, som får medbestemmelse i forhold til, hvordan de vil ­håndtere de udfordringer, som de kommer til at stå over for. Det er et pædagogisk anliggende, som bliver en del af børn og unges hverdag. Pædagogikken skal klæde vores børn på, så de kan forholde sig kritisk til samfundsanliggender.«

Hvordan kan pædagoger sikre, at børn og unge får handlekompetencer fremfor at blive handlingslammede?

»Et helt centralt værktøj er at insistere på dilemmaerne i den pædagogiske proces – insistere på, at når vi taler om klima- og bæredygtighedsproblematikker, findes der ingen lette svar. I det pædagogiske arbejde kan man åbne for de dilemmaer og pege på, at de er frustrerende, men også give værktøjer til at håndtere dem. Børn og unge skal lære at forholde sig kritisk til, hvad der foregår, og forstå deres egen rolle. De skal gøre det, der er muligt inden for deres rammer, men vi må ikke få børnene til at tro, at det er deres ansvar at redde klimaet. Det er de voksnes ansvar at vise vejen igennem handling, for heldigvis bliver børn også voksne en dag. Pædagoger kan skabe engagement i hverdagen igennem handling, men det er vigtigt at under­strege over for børnene, at man ikke bekæmper plastik i verdenshavene ved at samle skrald, men det giver dem forhåbentlig en lyst til at blive nysgerrige, kritiske og handlende i forhold til klimaudfordringen.«