Over hele landet eksperimenterer kommuner med tidlig SFO start. Mini-SFO’er bliver lanceret som en blid overgangsfase. Men der er huller i broen af gode intentioner. Og lang vej fra kommunale beskrivelser af overgangsarbejdet til den tidlige skolestart set med børne og pædagogøjne, viser ny forskning.

Opdateret d. 17. juni 2019

Af: Anne Anthon Andersen, Journalist

Når stadigt flere kommuner fremrykker overgangen fra børnehave til SFO, bliver øvelsen ofte lagt frem som et forsøg på at styrke børnenes forudsætninger for en succesfuld skolestart. Det kræver tid og tilvænning af lære at indordne sig under skolens rammer, og mini-SFO fra foråret gør sensommerens landing i klasselokalet blidere, lyder argumentet.

Men helt så enkel og uproblematisk er den fremrykkede skolestart ikke, vurderer lektor i pædagogisk psykologi ved Syddansk Universitet Anja Hvidtfeldt Stanek. Hun har i et netop afsluttet forskningsprojekt undersøgt børns såkaldte skoleparathed og betingelserne for det pædagogiske arbejde i overgangen fra daginstitution til skole.

»Vi bilder børn, forældre og pædagoger ind, at det er en pædagogisk god idé at indføre tidlig-SFO-start for at gøre overgangen mellem børnehave og skole lettere for børnene. Men hvis vi godtager præmissen om, at overgange er noget, der kræver ekstra opmærksomhed og tilvænning, giver det ikke mening at lave flere af dem. Jeg kan ikke få øje på et fagligt godt begrundet argument for den tidligere SFO-start,« siger Anja Hvidtfeldt Stanek.

Tidlig SFO-start er først og fremmest et spørgsmål om at indføre en billigere praksis. Og det udgangspunkt bør vi være ærlige om. Hvis vi vil lykkes med at bygge en bro mellem børnehave og skole, som netop giver mening pædagogisk og socialt for både børn og pædagoger, er det vanskeligt at bygge på en skjult sparreøvelse, vurderer hun.

Relationer er den vigtigste bro

Der er lang vej fra de kommunale beskrivelser af overgangsarbejdet til det konkret levede hverdagsliv i børnehaver, skoler og SFO’er, viser undersøgelsen Børneparat skole & skoleparate børn.

»I kommunernes beskrivelser er overgangen oftest beskrevet i meget fine paroler om at sikre børnene en tryg og god overgang. Men når man bevæger sig med børnene ud i virkeligheden, ser det ikke ubetinget sådan ud,« siger Anja Hvidtfeldt Stanek.

Mange kommuner arbejder med forskellige former for kanoner og andre aktiviteter, som børnene kender fra børnehaven, og som skal sikre genkendelighed og tryghed, når børnene møder dem i SFO-en. I teorien en god tanke, men i praksis mere kompleks, viser undersøgelsen. For selv om børnene tidligere er blevet præsenteret for de aktiviteter, de møder i SFO og skole fra børnehaven, oplever de dem ikke nødvendigvis som genkendelige, når de mødte dem i SFO og skole. For i børnehaven har de sunget sangen anderledes og leget bogstavlegen på en anden måde.

Tidspresset er stort

Det, som betyder noget for børnenes oplevelse af tryghed og genkendelighed, er relationer til kammerater og pædagoger – om de får lov til at følges med mennesker, de kender, eller at det bliver understøttet, at de ikke kender nogen. Men netop tiden til relationer og venskaber er presset af skole- og læringsforberedende aktiviteter, der rykker endnu tidligere ind i børnehaverne.

»Det er tydeligt, at børnehavepraksis har ændret sig markant med kravet om, at børn skal gøres skoleparate tidligere. Pædagogerne oplever det som deres pligt og justerer dagligdagen efter kravene, fordi de bliver målt og vejet på det – også selv om de ikke altid mener, at det giver mening.«

Det stiller store krav til planlægning og fratager tid og mulighed for at justere på dagen og følge børnenes spontane initiativer, lyder det fra Anja Hvidtfeldt Stanek.
Også relationerne mellem børn og voksne bliver udfordret af den ekstra overgang. For de nye SFO-pædagoger har bare et par måneder til at lære børnene at kende. En kort periode der ofte er fyldt med omrokeringer.

»Det er jo et arbejde, der er båret af relationer – mennesker der skal lære hinanden at kende. Men når noget hele tiden ændrer sig, skal børnene omstille sig flere gange. Det er vanskelige betingelser. Uanset hvor dygtige pædagogerne er, er det sørme en svær opgave,« siger Anja Hvidtfeldt Stanek.

Generelt spænder økonomiske betingelser ben for ellers gode pædagogiske intentioner, viser hendes forskning. Det kan være besparelser, der gør, at pædagoger fra børnehaven pludselig alligevel ikke kan følge med børnene op i den tidlige SFO. Det kan være flytning af lokaler, afskedigelse af personale eller klasseinddelingen, hvor en gruppe pædagoger har arbejdet med at inddele børnene i grupper, som ender med at blive ændret flere gange.

»Der er masser eksempler på gode planer, som pludselig må laves om, fordi der ikke er råd til at gennemføre dem. Det får stor betydning for det trygge rum, vi forsøger at skabe. Når grunden er usikker, kommer selv små udfordringer i hverdagen til at fylde enormt,« forklarer Anja Hvidtfeldt Stanek.

Pædagoger bør holde fast

Men hvad stiller vi op med visheden om, at den tidligere skolestart ikke nødvendigvis ude i virkeligheden afspejler de fine politiske paroler på papiret?

Ifølge Anja Hvidtfeldt Stanek kalder undersøgelsens konklusioner først og fremmest på, at vi forholder os til fakta – at tidlig SFO-start handler om at spare penge, og hvordan vi i det lys indretter overgangen på en mere pædagogisk forsvarlig vis. Det handler blandt andet om at blive enige om, hvad vi forstår ved skoleparathed. Hvor pædagogers fokus er at gøre børnene selvhjulpne og selvstændige, efterspørger skole og lærere børn, der retter ind efter skolelogikker og regler, viser undersøgelsen. Det er et modsætningsforhold, som vi bør være mere opmærksomme på, mener Anja Hvidtfeldt Stanek.

»Jeg oplever børn, der kalder på, at deres pædagoger holder fast i den traditionelle børnehavepædagogik og råber op om, hvordan man kan arbejde med børnene på mere engagerende måder, end det der sker i skolen,« siger hun og peger på, hvordan relativt få pædagoger i en børnehave fx kan introducere og arbejde med aktiviteter, der virker så tillokkende, at børn slet ikke kan lade være med at strømme til.

Skolerummet og de krav til disciplin og indordning hægter ofte nogle børn af på en uheldig måde, mener hun og opfordrer til, at indskolingsarbejdet tager ved lære af den måde, mange pædagoger i børnehaven arbejder med børnene.

»Pædagoger er generelt pligtopfyldende og tager den skoleforberedende opgave på sig. Det vil være godt, hvis de også siger fra, når de oplever, at vi har gang i et eksperiment, der ikke er befordrende for børnene. Og det vil være godt for børnene, hvis politikerne lytter mere til pædagogerne, når de siger fra. Det ser ud som om, at vi kan skabe en bedre overgang mellem børnehave og skole ved at omtænke den mere grundlæggende, når nu vi er i gang.«

Læs også artiklen ‘Skolen starter længe før første skoledag’.

Læs mere om forskningen i Børn&Unge nr 8/2019.