Leg og børneperspektiver skal i fokus, lyder det i den nye daginstitutionslov. Men virkeligheden i de danske daginstitutioner gør det vanskeligt at opfylde de politiske ambitioner. Og prisen er høj for både børn og pædagoger, der oplever, at travlhed og brandslukning fratager dem gyldne nøgler til børns udvikling, lyder det fra forsker i børns trivsel.

Opdateret d. 13. juni 2019

Af: Anne Anthon Andersen, Journalist

‘Legen er grundlæggende’, og ‘der tages udgangspunkt i et børneperspektiv’. Sådan lød det, da daginstitutionsloven sidste år blev vedtaget, og børns ret til leg blev fremhævet som et mål i sig selv for de danske daginstitutioner. Børn skulle have mere tid til legende at forfølge deres egne spontane idéer som et modspil til det ellers stærke fokus på læring, der de seneste år har gennemsyret kravene til den pædagogiske praksis og sat legen i baggrunden.

Og faktisk er der ikke noget, danske pædagoger hellere vil end at bringe leg og børneperspektiver tilbage i forgrunden. Derfor er frustrationen dobbelt, når de oplever, at hverdagens hamsterhjul og udhulede normeringer fratager dem muligheden herfor, vurderer Anette Boye Koch, docent i dagtilbudspædagogik ved VIA University College i Aarhus.

»Den opgave, der ligger i at møde børnene, hvor de er, at respondere på deres umiddelbare indfald og lege med dem, er i den grad trængt i baggrunden af voksenstyrede skemalagte aktiviteter. Pædagoger planlægger som aldrig før, fordi de er pressede og nødt til det for at få dagen til at hænge sammen. Det lukker ned for værdifulde møder mellem børn og voksne, hvor pædagogerne får indblik i børnenes perspektiver og mulighed for at tage afsæt i dem,« lyder det fra Anette Boye Koch.

Nærvær som ilt i luften

Anette Boye Koch forsker i børns trivsel og har tidligere med udgangspunkt i sin forskning advaret imod, at dårlige normeringer, fokus på koncept-pædagogik og et snævert læringsbegreb i dag svækker mulighederne for, at pædagogerne kan møde børn legende, forfølge børnenes idéer og spontane indfald. For det truer børns trivsel, argumenterer hun:

»Det betyder enormt meget for børns trivsel, at de føler, at de voksne interesserer sig for deres leg og møder dem i et legende samspil. Det kan være løbelege, kildelege, eller bare at de voksne spiller ind med noget skørt. Det er underordnet. Det handler om glæde, kommunikation på børnenes præmisser og at føle sig set og mødt,« forklarer Anette Boye Koch.

Og det er ikke kun børnene, der savner de voksnes tid. Pædagogerne oplever også frustration over ikke at have tilstrækkelig tid til at lege med børnene, og at deres pædagogiske rolle ofte bliver reduceret til læremester og ordensmagt, viser hendes forskning.

Pædagogernes tilstedeværelse og betydning for børns trivsel kan beskrives som ilten i luften: Umiddelbart usynlig, men livsnødvendig. Jo mindre der er af den, desto vanskeligere bliver det at leve og trives. Det er den metafor, Anette Boye Koch bruger, når hun underviser kommende pædagoger.

»Den betydning er alle pædagoger bevidst om. Men når de bliver pressede tilstrækkeligt, har de ikke noget valg. De føler sig tvunget til at slukke brande og agere ordensmagt på bekostning af det nærvær og den pædagogiske faglighed, de har uddannet sig til at møde børnene med,« forklarer hun.

Den kendsgerning slukker meget mere end håbet om at leve op til den nye daginstitutionslovs målsætninger om mere udviklende leg. Presset i hverdagen gør også, at det først og fremmest bliver brandslukning og mistrivsel, der får opmærksomhed. De børn, der umiddelbart ser ud til at klare sig eller ikke gør så meget væsen af sig, må langt hen ad vejen klare sig selv.

»Vi tvinger pædagoger til at svigte børnene. Endda på baggrund af bedre vidende. Det er en farlig vej at gå for både børn og voksne,« advarer Anette Boye Koch.

Politisk paradoks

Egentlig er det stærkt paradoksalt. For er der noget, danske pædagoger er kendt for, og som gennemsyrer den stolte danske pædagogiske tradition, er det evnen til at møde og danne små nye mennesker med afsæt i deres egne ressourcer og udviklingspotentialer.

De værdier, der ligger til grund for nye krav om at støtte op om leg og børneperspektiver, udspringer af pædagogiske værdier forankret i udviklende og eksperimenterende leg, som bl.a. Friedrich Fröbel og Maria Montessori stod for. Grundstenen, diamanten i dansk pædagogik, er netop at tage afsæt i børns frie vilje, støtte op om børns egne initiativer og idérigdom og bakke op om, at de vokser og gror ud af deres egne kerne som selvstændige mennesker, der ved, hvad de står for, og bliver bekræftet i, at de indgår i og bidrager til meningsfulde fællesskaber.

Danske pædagoger har i generationer sat leg og børneperspektiver i centrum for deres pædagogiske praksis uden at have modeller for det. Når der i dag er behov for at skrive det ind i daginstitutionsloven, er det paradoksalt nok måske netop et udtryk for, at mulighedsbetingelserne for at leve op til de værdier, der ligger bag, bliver stadigt mere udfordret, mener Anette Boye Koch.
Det er med andre ord kernen i demokratisk dannelse, vi sætter på spil, når vi trækker så meget ilt ud af nærværet mellem børn og voksne, argumenterer Anette Boye Koch.

»Hvis man ikke føler sig set, bliver man frataget en vigtig udvikling og mulighed for at opleve, at man indgår og bidrager i et meningsfuldt fællesskab sammen med voksne. Det rammer alle børn og de, som er udfordrede ekstra hårdt, fordi de ikke i tilstrækkelig grad bliver bakket op, når de har vanskeligt ved at finde ind i fællesskabet,« siger hun.

Usikkerhed udfordrer kernekompetencer

Ofte har Anette Boye Koch oplevet, at lettelsen har bredt sig blandt de pædagoger, hun møder i sin forskning, når hun bekræfter dem i, at de skal bruge de værktøjer, der sidder på rygraden, deres pædagogiske intuition og dømmekraft. Fordi de i hverdagens hektiske jagt efter at leve op til nye koncepter og læreplaner i et væk oppefra, har følt sig så trængt og usikre på, om de kunne leve op til de politiske krav, at de har følt sig nødt til at afmontere deres umiddelbare pædagogiske bagage for at rette ind efter firkantede evalueringsskemaer.

»Danske pædagoger er i udgangspunktet enormt stærke i at arbejde med børneperspektiver og interessere sig for børns leg. De værdier ligger så grundlæggende i den helt særegne danske pædagogiske tradition som en del af den kultur og overlevering, der er vokset ind i de danske daginstitutioner i årtier,« understreger hun og forklarer, hvordan det umiddelbare og intuitive bliver trængt og reduceret som observationsteknikker i et foruddefineret skema.

»Forskningen viser, at pædagogerne føler sig usikre, hvis de oplever, at de skal leve op til et facit i udefrakommende definitioner,« siger hun.

Og da bliver det vanskeligt at opfylde de grundlæggende forudsætninger for trivsel. At hjælpe barnet ved at se og anerkende og imødekomme spontane behov og samtidig skabe rammer og forudsigelighed i hverdagen, som børn har brug for, for at en tryg udvikling kan finde sted.

»At skabe tryghed indebærer også at leve op til forventningen om, at bogen bliver læst færdig, hvis man har aftalt, at nu sætter vi os og læser en bog sammen. Det er sådanne grundlæggende situationer af nærvær, der ustandseligt bliver truet af afbrydelser i en presset hverdag, hvor de voksne er for få,« siger Anette Boye Koch.

Trivsel kræver tid til erfaringer

I sin forskning har Anette Boye Koch samarbejdet med en institution, der konsekvent dedikerede sig til et forskningseksperiment, der gik på at sætte børnenes perspektiv i fokus. Pædagogerne observerede og foretog video-optagelser af børn, som spontant fortalte, hvad de bedst kunne lide at lave i daginstitutionen. Fraværet af planlagte aktiviteter var gennemgående i børnenes udsagn, mens det blev tydeligt, at bestemte legeredskaber ofte skabte konflikter mellem børnene. I de næste to uger droppede pædagogerne helt de planlagte aktiviteter og pakkede det konfliktskabende legetøj væk.

»For pædagogerne var det grænseoverskridende pludselig ikke at have en plan for dagen og på den måde være nødt til at afgive kontrol. Nogle blev rastløse og begyndte at kede sig. Børnene derimod, fik plads til at lege og eksperimentere, og pædagogerne fik mulighed for at lytte, følge med, reflektere over deres pædagogik. De slap koncepter og brød med rutinerne, og fik tid og rum til at eksperimentere, evaluere og blive klogere på deres egen praksis. Det kræver dedikeret tid med kollegaerne, bedre normeringer og et ustresset rum, hvor man kan blive klogere og udvikle sig sammen,« fastslår forskeren.

Eksperimentet her understreger noget meget vigtigt, mener Anette Boye Koch: Udefra kan nærvær og den betydningsfulde relation mellem børn og voksen synes usynligt, men trækker man nærværet ud af rummet, får det gradvist større og større negative konsekvenser.

»Derfor siger det sig selv, at trivsel, leg og børneperspektiver kræver, at der er pædagoger nok på arbejde og at man har tid til at reflektere og tale om de pædagogiske erfaringer, man som kollegaer skaber sammen.«