Der er i stigende grad fokus på overgange mellem børnehave og skole, og selvfølgelig skal vi være optagede af, hvordan børn får en god skolestart, men forberedelserne er ved at tage overhånd, mener forsker i overgangspædagogik Anja Hvidtfeldt Stanek. Skolen skal i højere grad gøres børneparat, end børnene skal gøres skoleparate, siger hun.

Opdateret d. 17. august 2019

Af: Tríne Vinther Larsen (Journalist), Foto: Colourbox

Over 60.000 børn i seksårsalderen er i august 2019 begyndt i børnehaveklasse. Men for mange af børnene begyndte forberedelserne til skolen længe før.

»Hvornår skal du I skole?« har de voksne spurgt. Skoletasken fik de for flere måneder siden. Og i mange børnehaver har børnene været i storegrupper, hvor de har trænet opgaveløsning, øvet sig i frikvarter og været på skolebesøg.

59 kommuner har i dag rykket skolestarten et halvt år, sådan at børnene allerede foråret før, de starter i børnehaveklasse, begynder deres skolegang ved tidlig SFO-start.

Anja Hvidtfeldt Stanek forsker i overgangen fra børnehave til skole og er medforfatter til rapporten ’Børneparat skole & skoleparate børn? Fokus på overgangspædagogik’. Hun finder det stadig stigende fokus på skoleforberedelse foruroligende.

»Vi sætter helt vildt mange pædagogiske tiltag i værk. Og de her tiltag er blevet sat i værk tidligere og tidligere i børnenes liv og på en måde, hvor vi nu ser vuggestuebørn blive trænet i skoleparathed i bekymring for, at det skulle blive svært for dem, når de senere skal i skole. Det er ved at tage overhånd. I stedet for hele tiden at tænke i at børn skal være skoleparate, og tidligt forsøge at få dem til at tilpasse sig skolens rammer, så bør vi tænke i at skabe en mere børneparat skole,« siger Anja Hvidtfeldt Stanek.

Får nervøse børn

At skolen kan blive mere børneparat understøtter en ny spørgeskemaundersøgelse, som er gennemført af Rambøll for Egmont Fonden blandt cirka 700 skolestartende børnehavebørn og børn i børnehaveklassen.

Selvom 83 procent af de skolestartende børn glæder sig til at starte i skole, siger 41 procent samtidig, at de er nervøse for det, og 43 procent tror, det bliver svært.

Skolen er stadig svær for mange efter et år i skolen, for blandt de adspurgte børnehaveklassebørn siger 30 procent, at det var svært at starte i skole, og 31 procent siger, at det nogle gange er svært at gå i skole.

Anja Hvidtfeldt Stanek finder en lille nervøsitet naturlig, når børn skal starte noget nyt, så hun er ikke alarmeret over tallene, men hun ser også en sammenhæng mellem omverdenens voldsomme fokus på børns skolestart og undersøgelsens resultater.

»Fra mine egne undersøgelser kan jeg se, at det, vi har sat ind med og skærpet i årevis er en ide om, at en god skolestart handler om tidlig forberedelse. Men jeg tror, at jo mere vi forbereder, jo mere kommer børnenes nervøsitet til at stige. Det er ikke fordi, man ikke må tale om skolen eller tage på besøg derovre. Men der er voldsom forberedelse til den skole lige nu, og der er brug for, at opmærksomheden bliver vendt lidt på hovedet, sådan at der kommer fokus på børnene mere end den skolegang, de skal til at begynde,« siger Anja Hvidtfeldt Stanek.

Brug for børneperspektiver

Forskeren efterlyser forståelse for børnenes perspektiv i den proces det er at gå fra børnehavelivet og komme over til skoleverden. Hun oplever, at børnene generelt er interesserede og nysgerrige på det nye i skolen, hvilket også viser sig ved, at næsten alle børn glæder sig. Men mere end tidlig forberedelse til noget abstrakt, der venter dem i fremtiden, så har børnene brug for voksne, der har tid og forstår dem.

»Børnene har brug for, at vi ser dem, når de er startet i skolen. Hvordan kan vi hjælpe dem, når de faktisk står der? Hvordan kan vi konkret få øje på, hvad det var, som Julie havde brug for, at vi støttede hende i? Og hvad det var, Tobias havde brug for. For det er så forskelligt, og vi ved ikke, hvad det enkelte barn har brug for, før barnet står i skolen. Det opstår først i den nye kontekst og i de nye relationer og rammer, som børnene bliver mødt af i skolen, men der sætter vi ganske få ressourcer af til at hjælpe dem,« siger Anja Hvidtfeldt Stanek.

At ressourcerne er knappe dokumenterer også en ny budgetopgørelse, som viser, at budgetterne for fritidstilbuddene siden 2015 er reduceret med 880 millioner kroner. Og alene i 2019 budgetterer kommunerne med besparelser for knap 300 millioner kroner.

Børnehavepædagogikken ind i skolen

Trods knappe ressourcer i skole og fritid og ligeledes ringe normeringer i børnehaverne har mange kommuner prioriteret forskellige skoleforberedende indsatser.

Anja Hvidtfeldt Staneks studie kortlægger indsatserne og undersøger, hvad der virker, men svaret på det sidste er ikke entydigt.

»Mange kommuner arbejder med glidende overgang til skolen ved tidlig SFO-start, og nogle gange følger en pædagog med børnene, når de starter i SFO’en. Jeg har ikke langtidsfulgt børnene, men jeg har fulgt konkrete initiativer som så geniale ud og andre, som ikke gjorde. Der er gode eksempler med pædagoger, der kender børnenes historik og udfordringer og derfor kan hjælpe, hvis børnene kommer skævt ind i skolen. De har nogle teknikker til at justere på børnene og vise de nye voksne, hvordan de plejer at gribe børnene i de situationer. De nye voksne kan så tage børnene videre derfra. Andre gange er det ikke en fordel for børnene at have en forforståelse med sig i skole, fordi det, der måske passede på børnene i børnehaven, ikke giver mening i den nye skolesammenhæng og måske ligefrem går imod det, som børnene har brug for,« siger Anja Hvidtfeldt Stanek.

Hendes studier viser, at et godt sted at starte for den gode overgang er at lade børnehavepædagogikken fylde mere i skolestarten.

»I stedet for at lade skolens rammer synke ned i børnehaver, bør vi i højere grad skal lade den måde, som børnehavepædagoger arbejder på, styre meget mere i skolestarten. Børnehavepædagoger skal stå stærkere på børnehavepædagogikken og derfra informere skolens personale og ledelse om, hvordan man arbejder med store børn i børnehaven, og hvordan pædagoger jonglere med store børnegrupper og engagerer og griber dem i det, som de er nysgerrige på – også uden at tvinge børnene til at skulle sidde stille, blive inde i klassen og være stille,« siger Anja Hvidtfeldt Stanek.

Kulturer clasher

I børnehaven kan der også sagtens foregå læring om meget komplekse sammenhænge, men en stor forskel fra skoleverden er, at børnene som regel gerne må tale sammen undervejs og gå fra og til, som de vil.

Friheden i børnehaven clasher med skolekulturens krav om ro og orden og skemalagt tid, og for børnene vil det at starte i skole derfor hurtigt opleves som om, de skal tilsidesætte sig selv, mener Anja Hvidtfeldt Stanek.

»Børnehavelivet bygger børnene op til at blive selvstændige væsener, der ved en hel del om, hvem de selv er, og hvad de selv vil. Men når de træder ind i skolerummet, så bliver det faktisk ikke efterspurgt. Her kræves i stedet af børnene, at de kan lægge alt det, de gerne selv vil, på hylden, og i stedet træde ind i et fællesskab, hvor alle skal gøre det samme og ville det samme på samme tid. Og det, som de skal ville, er noget, som en lærer gerne vil. Kun i frikvartererne er plads til det, som børnene selv gerne vil,« siger hun.

Og jo mere det forventes, at børnene er forberedt på skolestarten allerede fra børnehaven og i tidlig SFO, jo kortere er lunten i skolerummet i forhold til at acceptere, at børnene lige skal omstille sig:

»Med den kortere lunte er der kortere vej til skældud, og skældud er noget, som har ret stor betydning for, hvordan skolestarten bliver for børnene. Men det er ikke så meget i fokus i debatten. Den handler mere om, hvorvidt børnene er parate til at sidde stille og være stille og løse bestemte typer opgaver. Og man kan blive helt i tvivl, om det vi vil med skolen i virkeligheden er at lære børnene at tilsidesætte sig selv, fremfor at udvikle sig til selvstændige personer, der kender sig selv, og ved, hvad de vil i verden,« siger Anja Hvidtfeldt Stanek.

Bryd skolestrukturen

Forskeren har bemærket, hvordan mange børn strutter af stolthed over at skulle i skole, og virkelig er optagede af at skulle lære noget.

Mange vil også gerne have skolestruktur, og have bøger og skrive deres navn. Men de har ikke lyst til at få skæld ud, blive overset eller blive misforstået.

»Det er faktisk størstedelen af alle børn der er optaget af at lære, og det er det også i børnehaven. Men når de træder ind i det der skolerum, går der ikke ret lang tid, før deres videbegærlighed bliver lukket ned, fordi de undervises under nogle rammer og forhold, hvor det, som de faktisk var nysgerrige på, er noget, som de lige må vente med at spørge om til om en time, for nu skal de lige gøre det, som læreren har planlagt hjemmefra og følge programmet. Det er nogle andre strukturer, de skal operere i, som ikke er på børnenes præmisser, og som man godt kunne bryde lidt, hvis man turde,« siger Anja Hvidtfeldt Stanek.

Og her kommer børnehavepædagogerne og børnehavepædagogikken i spil.

»I stedet for, at de hele tiden tager på sig, at de skal overtage skolens struktur og forsøge at disciplinere børnene til skole, så kunne man godt vende bøtten og sige, vi arbejder børnehavepædagogisk og følger børnenes spor, og så kan skolen bygge ovenpå det. Og henad vejen skal børnene selvfølgelig også lære at kunne tie stille og sidde stille, men går det for stærkt, vil lyset i børnenes øjne og lærelysten alt for hurtigt slukkes,« siger Anja Hvidtfeldt Stanek.

Giv det tid

Især er det farligt, hvis skolen forventer, at kommunale skoleforberedelsesindsatser allerede har sikret, at børnene er parate til at sidde stille og lytte fra første dag i skolen, og at klassefællesskabet bare fungerer.

»Sådan noget kan ikke ordnes på forhånd. Det skal der sættes tid og ressourcer af til at arbejde med i både klassen og SFO’en. Især ved skolestarten, men også løbende,« siger Anja Hvidtfeldt Stanek.

Mange børn vil også i den første måske lange tid opleve, at det er svært at finde venner og passe ind i skolen. Og selvom en tryg skolestart er vigtig for alle børn, så er det også naturligt, hvis der opstår ked-af-det-hed eller usikkerhed hos børnene de første dage, uger eller måneder. Det vil ikke være determinerende for børnenes videre skolegang, hvis bare der er voksne, der tager sig af børnenes trivsel, mener forskeren.

»Forældre skal ikke have ondt i maven, hvis lille Julie kommer grædende hjem efter to dage, fordi ingen vil lege med hende. Børnene skal jo lige have lov at finde hinanden, og lærere og pædagoger skal lige have arbejdet med de her fællesskaber og de problemer, der kan opstå. Måske er nogle børnehavevenner kommet til at vende hinanden ryggen, og så skal børnene have hjælp til at finde hinanden igen eller finde nye relationer. Det farlige opstår kun, hvis skolen lukker øjnene for trivselsproblemer eller børns udfordringer, fordi de tænker, det burde nogle andre have taget sig af. Så kan det godt få konsekvenser for børnene langt ind i livet,« siger Anja Hvidtfeldt Stanek.

Hun understreger, at hendes kritik af den voldsomme fokus på skoleforberedelse ikke handler om, at man ikke skal være optaget af, om børnene får en god skolestart. Men opmærksomheden skal flyttes fra strukturen og over på børnene og deres konkrete situationer.

»I stedet for at forberede og forberede og forberede, skal vi kigge på problemerne, der hvor problemerne opstår, og også give skolen lidt fred til at ikke skulle have så travlt med at opfylde alle mulige læringsmål, og så skal hele indskolingen have personalet, tiden og ressourcerne til at tage godt imod børnene,« siger Anja Hvidtfeldt Stanek.

Anja Hvidtfeldt Stanek

… Er lektor på Institut for psykologi på SDU og forsker i overgangen fra daginstitution til skole. Hun står bag projektet ’Samskabende pædagoger i overgangen fra børnehave til skole’, som undersøger forskellige modeller for overgange fra børnehave til skole, hvor pædagogerne spiller en central rolle. Projektet er finansieret af SDU og BUPL’s forskningsfond.

Læs Anja Hvidtfeldt Staneks rapport: Børneparat skole & Skoleparate børn? Fokus på overgangspædagogik (pdf)

Se oversigt over hvordan kommunerne tilrettelagde børnenes overgang til sfo/ skole i 2018 (pdf)

Læs mere om forskningen i Børn&Unge nr. 8/2019