Forsker Crisstina Munck har fulgt hverdagen i to vuggestuer gennem et lille år og er aktuel med en ny bog om vuggestuebørns perspektiver. Børnefællesskabets betydning må ikke træde i skyggen af ønsket om nærvær og omsorg, lyder hendes budskab.

Udgivet d. 13. november 2020

Af: Marie Bille, journalist / foto: Colourbox,

Pædagogers omsorg og nærvær – eller bekymring for manglen på samme – har fået ny opmærksomhed i kraft af debatten om daginstitutioner og minimumsnormeringer. Med god grund, for der er for få pædagoger, fastslår ph.d. og lektor på Københavns Professionshøjskole Crisstina Munck, der er aktuel med en bog på baggrund af sin forskning i børns perspektiver i vuggestuen.

Men det store fokus på pædagogernes omsorg og voksen-barn relationens betydning har en bagside, påpeger forskeren.

»Vi overser betydningen af børnenes egne fællesskaber og det, de er optagede af med hinanden,« siger Crisstina Munck.

Igennem et år har hun fulgt hverdagen for pædagoger og børn i to vuggestuer og observeret fra tidlig morgen til sen eftermiddag for at forstå, hvad der er betydningsfuldt for børnene.

»I min forskning ser jeg, at børn er optaget af børn. Der har længe været en forestilling om, at i vuggestuen er pædagogerne de vigtigste. Fordi de små børn mest har brug for tryghed, omsorg, ro og forudsigelighed. Og ja, det har de, men de har lige så meget brug for adgang til de andre børn.«

 

Et særligt børnesyn dominerer

Det store fokus på pædagogernes omsorg hænger sammen med en revitalisering af den gren af psykologien, som bygger på tilknytningsteorien, og som blev udviklet af den britiske psykiater John Bowlby og hans assistent Mary Ainsworth fra 1950erne. Tilknytningsteorien er ikke i sig selv problematisk, men får den en dominerende position, bliver vi blinde for andre ting, der har betydning for børnene, og det er ikke til børnenes bedste, mener forskeren.

»Det børnesyn, der kommer til at dominere, er blikket på barnet som lidt mere skrøbeligt, sensitivt og afhængigt. Det er børn også, men ikke kun. Det handler om, hvad vi sætter i forgrunden. I den tilknytningsteoretiske forståelse bliver børn hurtigt dem, der sidder lidt passive tilbage og afventer, at pædagogerne går foran og tilrettelægger gode omsorgs- og udviklingsmiljøer,« siger Crisstina Munck.

»Kontakten mellem pædagog og barn er vigtig, men pædagogerne kan blive så ivrige efter at skabe stimulerende miljøer, så de kvæler barnet i tiltag, initiativer og nærvær. Børnene bliver både passive og tavse. Så sidder de der og venter på, hvad den voksne nu finder på,« siger hun.

 

Facilitere børnefællesskaber

Der behøver ikke være en modsætning mellem fokus på omsorg og fokus på børnefællesskaber, mener pædagog Mai Broberg Seerup, afdelingsleder i Kompetencecenteret Jægersborg Børnehus, afdeling Sauntesvej, i Gentofte.

For pædagoger skal være nærværende for at få øje på børns perspektiver.

»Det ene udelukker ikke det andet. I vuggestuen har pædagogen en særlig betydning – ikke udelukkende som omsorgsgiver, men også som facilitator af børnefællesskabet. For når du har med vuggestuebørn at gøre, så er børnenes intentioner nødt til at blive oversat af en voksen,« siger hun.

Børnene har også blik for hinanden og giver hinanden omsorg. Mange børn kan hjælpe hinanden.

»Når et lille barn lige er startet og bliver ked af det, kan et større barn, som har knækket den sociale kode, hente en sut eller et lille sovedyr. Det kræver, at pædagogen oversætter for barnet, at det var empatisk: ’Du kunne faktisk se, hvad din ven gerne ville. Hun ville gerne have en sut, fordi hun var ked af det’.«

Hvis barnet ikke bliver mødt med anerkendelse for at gøre noget af det, der er med til at understøtte fællesskabet, så forsvinder fællesskabet,« påpeger Mai Broberg Seerup:

»Så vores rolle er også at understøtte og facilitere rammerne, hvor børnefællesskaberne kan opstå.«

 

Om forskeren

Crisstina Munck er ph.d. og lektor på Københavns Professionshøjskole. Hun er uddannet cand.mag. I pædagogik fra Københavns Universitet og har siden 2004 undervist i pædagogik med fokus på børn hverdagsliv og deltagelse i børnefællesskaber i daginstitutioner. I forbindelse med sin ph.d.-afhandling fulgte hun hverdagen i to vuggestuer gennem 10 måneder.

 

Om forskningen

Bogen ’Børns perspektiver i vuggestuen’ bygger på det empiriske grundlag fra Crisstina Muncks observationer i de to vuggestuer, hun har fulgt i arbejdet med sin ph.d. Gennem sine analyser viser hun, hvordan pædagoger kan undersøge børns perspektiver og handlinger som svar på det, der sker omkring dem. Hendes teoretiske grundlag er den dansk-tyske kritiske psykologi.