Ph.d. Micki Sunesen har undersøgt, hvad og hvordan pædagoger og lærere lærer i kompetenceudviklingsforløb. Svaret er klart: Ikke ret meget, hvis ikke deres behov og motivation er taget med i forberedelsen

Opdateret d. 10 oktober, 2017

Af: Malene Mølgaard, Journalist

Metoder, koncepter, teorier og færdige forløb. Knap er det ene færdigstrikkede kompetenceudviklingsforløb færdigt, før det næste sættes i gang – ofte besluttet af udviklingsivrige kommunalpolitikere. Men desværre sjældent med bund i de behov og udfordringer, som pædagoger og lærere står med i hverdagen. Derfor bliver de nye koncepter og teorier igen og igen sat på hylden og aldrig rigtig foldet ud, når projektforløbene er slut.

Det er en af de observationer, som Micki Sunesen har gjort under forskningsarbejdet med sin Ph.d. om læreres og pædagogers læringsudbytte af et pædagogisk kompetenceudviklingsforløb i 84 institutioner. Som en del af forskningsarbejdet interviewede han omkring 100 pædagoger og lærere om deres læringsudbytte.

»Min forskning viser blandt andet, at professionelle kun arbejder med det faglige indhold af et forløb, så længe de skal. Ofte ses det, at de stopper, så snart projektperioden udløber,« siger Micki Sunesen, chef for forskning, pædagogik og læring i konsulenthuset Axept.

»Deltagerne beskriver det som, at der sker en fordampningsproces. Det betyder, at den viden, de tilegner sig, fordamper, fordi den ikke bliver fastholdt i deres hverdag, hvor de ikke har tilstrækkelig mulighed for at anvende det faglige indhold fra kursusforløbet til at løse de problemer, de oplever i deres pædagogiske praksis,« forklarer Micki Sunesen.

“Professionelle arbejder kun med det faglige indhold af et forløb, så længe de skal. De stopper ofte, så snart projektperioden udløber,” siger Micki Sunesen, chef for forskning, pædagogik og læring i konsulenthuset Axept. Foto: Hung Tien Vu

Forhindrer læring

Micki Sunesen understreger, at han ikke betragter koncepter, teorier eller metoder som noget udelukkende negativt, der forfladiger pædagogers faglighed.

»Mit standpunkt er, at ingen metode kan noget i sig selv. En metode, et system eller en model kan være en måde at strukturere nogle pædagogiske, psykologiske og didaktiske ideer. Men den pædagogiske virkelighed er alt for kompleks til, at man altid skal gøre noget på én bestemt måde. Så en metode kan kun fungere, når nogen kan se en mening og fornuft i at bruge den. Metoder skal bruges med forsigtighed og på en refleksiv måde,« konkluderer han og kritiserer implementeringsforståelsen i det offentlige.

»Filmen knækker ikke, når pædagoger og lærere beslutter sig at gøre brug af en metode. Den knækker, når politikere beslutter at rulle koncepter ud over alle professionelle i hele kommunen. Det er en underlig forståelse af, hvordan professionelle lærer og en stensikker måde at forhindre, at nogen lærer noget. Man har næsten garanteret, at det samlede arbejde bliver en fiasko, fordi de professionelle bliver tvunget til at deltage i noget, som fratager dem et professionelt handlerum og ikke giver mening i forhold til deres praksis og behov,« konstater Micki Sunesen.

Oppefra og ned duer ikke

Den konklusion er helt på linje med BUPL’s erfaringer og holdninger, fortæller faglig sekretær og medlem af forretningsudvalget Lasse Bjerg Jørgensen.

»Det falder fuldstændig i hak med den øvrige forskning på området, der siger, at koncepter og metoder, som kommer ind fra oven, uden at pædagogerne bliver inddraget, ikke dur,« siger Lasse Bjerg Jørgensen, som møder samme oplevelse hos medlemmerne.

»Mange pædagoger oplever, at deres faglighed bliver udfordret, fordi de her koncepter, som er one-size-fits-all, ikke tager udgangspunkt i dagligdagen. Når pædagogerne ikke tages med på råd, giver det bare modstand. Det er at gøre grin med den pædagogiske faglighed med al den her konceptindkøbing, for dermed siger man jo også, at pædagoger aldrig har arbejdet efter metoder, og det passer ikke. Pædagoger er bare gode til at bruge dem ud fra de behov, børnene har og den fysiske virkelighed, og hvem de er som personalegruppe, konstaterer han.

Grundig drøftelse

Hvis en kommune eller en institution vil gøre brug af en teori, model, et koncept eller en metode, skal man overveje og drøfte det grundigt, anbefaler Micki Sunesen.

»Problemet er ikke metoden. Problemet er de processer, som fører frem til valget af metode. Min pointe er, at kompetenceudviklingsforløb lynhurtigt kommer til at handle om metode og teorier i stedet for at handle om de problemer og udfordringer, forløbet skal løse. Jeg efterlyser dialoger, hvor de professionelles erfaringer bliver taget alvorligt. I stedet for at tage udgangspunkt i tal og grafer bør man drøfte: Hvad er det for nogle udfordringer og krav, som vi på daglig basis oplever at komme til kort over for? Hvad er det for en viden, vi er nødt til at tilegne os? Er der noget, vi har brug for at blive bedre til at gøre? Meningsfuld kompetenceudvikling er, når de kompetencer, fagfolk skal lære, matcher deres udfordringer og krav og ikke handler om, at alle udfordringer skal håndteres med en bestemt metode.«


Om forskningen

For undersøge, hvordan ny læring bedst implementeres i hverdagen, udviklede Micki Sunesen et kompetenceudviklingsforløb i Medieret Læring baseret på den israelske Feuerstein-teori om mediated learning experience og didaktiske teorier fra norske Erling Lars Dale med fokus på at udvikle arbejdet med inklusion. Forløbet blev afprøvet med fem undervisningsdage i løbet af et halvt år på 600 pædagogiske personaler og 94 ledere i 84 institutioner. Ph.d.-afhandlingen blev lavet på DPU – Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse i perioden 2013-2016.


Stil disse spørgsmål

Her er de vigtige spørgsmål, man bør forsøge at finde svar på, inden nye koncepter eller kompetenceforløb skal implementeres:

  1. Er forløbet planlagt grundigt? Ønsker det pædagogiske personale at tilegne sig det faglige indhold, der er udvalgt? Er det drøftet med de professionelle, hvorfor netop disse fagområder, metoder eller koncepter er udvalgt og ikke nogle andre?
  2. Hvordan kommunikerer teamet om den nye faglige terminologi, og de erfaringer teamet gør sig – og hvordan teorierne kan udføres i praksis?
  3. Er der gode rammer og vilkår for at lære både individuelt og sammen – og er der afsat tid til at mødes og planlægge, udføre og evaluere?
  4. Ledes medarbejderne på det faglige indhold, som de skal lære, og bliver de understøttet med support – eller bliver de sendt på kursus, hvorefter det er op til dem selv at implementere den nye viden i egen praksis?
  5. Nåede personalet at blive færdige med kompetenceudviklingsforløbet før et nyt projekt eller initiativ blev sat i gang?

Kilde: Micki Sunesen