Emil Sjøberg Falster undersøger hverdagslivet for børn med funktionsnedsættelse, set fra børnenes perspektiv og med fokus på barriererne. Vi skal lytte meget mere til børnene selv, mener han.

Udgivet d. 16. december 2019

Af: Marie Bille (journalist), Modelfoto: Colourbox

Hvordan oplever børn med funktionsnedsættelser hverdagslivet derhjemme, i institutionerne og i deres fritidsliv? Hvad er et godt liv for dem? De svar er forsker Emil Søbjerg Falster på jagt efter, og våbnet er primært børnenes eget perspektiv: Hvordan ser hverdagen ud fra deres position?
Vi har spurgt forskeren, hvad han undersøger, og hvorfor forskningen er vigtig. Her kan du læse hans svar:

 

Hvad undersøger du?

»Jeg undersøger, hvilket liv børn med funktionsnedsættelse lever, og hvad der begrænser dem i at tilegne sig et godt liv. Jeg ser på, hvordan funktionsnedsættelse forandrer sig, afhængigt af hvor og hvordan man bevæger sig rundt.

Jeg har primært fokus på barrierer: Det kan være bygninger, som ikke er tilgængelige, men det kan også være diskrimination, som betyder, at børn med funktionsnedsættelse behandles anderledes eller nedværdigende. Eller at sociale aktiviteter foregår på en måde, hvor de ikke kan være med. Jeg forsøger at leve mig ind i børnenes perspektiv og undersøger hverdagslivet i forskellige arenaer: den private arena, en institutionsarena og en fritidsarena.«

Hvorfor er din forskning vigtig?

»Der er grundlæggende tre begrundelser. Den første er etisk: Børn med handicap er mennesker, og derfor skal vi alle interessere os for, hvilket liv de lever, og hvad der begrænser dem i at tilegne sig et godt liv. Den anden begrundelse er juridisk: I FN’s børnekonvention står, at børn har ret til at udtrykke deres synspunkter i alle forhold, der vedrører dem selv. Forskningen kan give indsigt i, om vi overholder den konvention.
Den tredje begrundelse er mere praktisk: Hvis vi i højere grad lytter til børn med handicap, tror jeg, vi vil finde ud af, at de er supergode til at udtrykke, hvad de foretrækker, hvornår de har det godt, og hvad de har brug for. Hvis forskningen i højere grad er lydhør over for børnenes verbale og nonverbale perspektiver, så kan vi forbedre både pædagogiske og sundhedsfaglige eksisterende praksisser.«

Hvordan gør du?

»Jeg følger børnene i et dagtilbud, en specialskole og et botilbud, hvor jeg primært foretager observationer: Hvad sker der? Hvad gør børnene glade? Hvad gør dem kede af det? Hvad bliver hverdagen fyldt ud med?

Jeg ser også på, hvornår børnene begrænses. Når jeg analyserer, tager jeg fat i de konkrete observationer, hvor barnet begrænses eller konfronteres med sin ’anderledeshed’. Institutionerne er i høj grad indrettet til børnene, men når man bevæger sig ud i samfundet, kommer mange af de materielle barrierer til syne, men det handler også om de måder, som folk kigger på. Nogle tvinger sig selv til ikke at kigge, mens andre bare nedstirrer børnene.

Nogle børn kan ikke kommunikere verbalt, men det er overraskende, i hvor høj grad de er i stand til at give udtryk for, hvad de har lyst og ikke lyst til. Her er det kropslige sprog vigtigt, og bliver vi bedre til at læse det kropslige sprog, så bliver vi bedre til at forstå, hvornår praksis virker godt, og hvornår praksis ikke fungerer.«


Om forskeren

  • Emil Søbjerg Falster er uddannet fra Roskilde Universitet i forvaltning og har tidligere arbejdet i Børne- og Socialministeriet med området børn med handicap. Han er optaget af børneområdet, dagtilbud og barndomssociologi.
  • Emil Søbjerg Falster undersøger i sit ph.d.-projekt hverdagslivet for børn med fysisk funktionsnedsættelse under Forskningscenter Livet med Mobilitetshandicap på Roskilde Universitet (Limo). Projektet løber frem til 2021.