De seneste år er synet på børns sprog blevet mere og mere snævert. Det har konsekvenser for, hvordan pædagoger og forældre agerer sammen med børnene, siger lektor Lars Holm, der har analyseret, hvordan man i Danmark har kategoriseret børns sprog de seneste 100 år.

Opdateret d. 12. april 2018

Af: Mikkel Kamp (Journalist), Foto: Colourbox

Børn skal blive gode til at læse, når de kommer i skole, og i børnehavealderen identificerer man bedst børnenes kommende læseevner ved at undersøge deres ordforråd. Sådan lyder en forsimplet udgave af det sprogsyn, der en del år har domineret de politiske initiativer på børneområdet og til dels også har sat dagsordenen for forskere og pædagogikken.

Det sprogsyn er for snævert, mener Lars Holm, der er lektor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU).

»Når den læseorienterede tilgang er så dominerende, er der en stor risiko for, at man kommer til at sætte klappen for det ene øje og for eksempel ignorere, at særlige faktorer gør sig gældende for de flersprogede børn,« siger han.

Det påvirker den pædagogiske opmærksomhed.

»Det synliggør nogle aspekter og usynliggør andre aspekter af børns sproglige udvikling. Dermed påvirker det, hvad vi opfatter som normalt. Alle forældre glæder sig over deres børn, men de bekymrer sig også om, hvordan de udvikler sig. Her er de sproglige kategoriseringer væsentlige, da det, som gøres centralt i diskussionen om og forståelsen af sprog, påvirker, hvad man bekymrer sig om,« siger lektoren.

Sådan måles børn

Lars Holm har analyseret, hvordan man i den pædagogiske verden kategoriserer og historisk har kategoriseret små børns sprog. Den første sproglige kategorisering tager afsæt i specialpædagogikken.

I begyndelsen af 1900-tallet begynder man i skolen at skelne mellem normale børn og børn med indlæringsvanskeligheder – vanskeligheder, der primært handler om det sproglige. Ligesom ved intelligenstest skelner man her mellem børn, der er ’aldersvarende’ og ’ikke-alderssvarende’. Når de professionelle vurderer børns sprog, sker det ud fra en opfattelse af, at barnets sprog kan vurderes ud fra en måling af en række delelementer som udtale, ordforråd, og hvordan sætningerne grammatisk sættes sammen.

I 1990erne dukker en ny kategorisering op, da man begynder at operere med ’etsprogede’ og ’tosprogede’ børn. I stedet for en standardiseret norm om at være alderssvarende, identificerer man en særlig ’sprogbrugssituation’, hvor der sigtes mod at give en bred sproglig profil af barnet, og det er en grundantagelse, at barnets sprog ikke kan adskilles fra situationen, barnet bruger det i.

I 1990’erne tog også en anden udvikling form. Skoleverdenen blev ramt af flere chok, da læseundersøgelser placerede de danske børn længere nede på de internationale ranglister, end de fleste havde forventet. Det er en væsentlig del af baggrunden for den sproglige kategorisering, Lars Holm kalder ’det læseorienterede fokus’.

Når børns sprog derefter skal vurderes, foregår det i en stærkt styret interaktion mellem en pædagog og barnet, og forældrene bliver også inddraget via spørgeskemaer. Inden for det læseorienterede fokus opfattes børns ordforråd som en af de vigtigste forudsætninger for at blive en god læser i skolen.

Man opfatter i høj grad sproget som noget, der kan nedbrydes i små dele og analyseres – og i mindre grad som noget, der foregår i en interaktion mellem børn.

Ikke så simpelt

Kategoriseringerne er historisk fortløbende, men de afløser ikke fuldstændig hinanden, og det specialpædagogiske fokus eksisterer stadig. Men nutidens altdominerende fokus er det læseorienterede, som Lars Holm gerne så udskiftet.

»Det er hensigtsmæssigt at anlægge et andet perspektiv på sprog, nemlig som noget børn gør med hinanden og sammen med voksne. Med det perspektiv kan man ikke bryde sproget op i små enkeltdele og se det udenfor sammenhæng. I stedet kan man observere interaktionen mellem børn som en helhed, hvor man blandt andet også medregner gestik og toneleje,« foreslår han.

Holder man fast i det læseorienterede fokus, er man derimod med til at cementere en bestemt forståelse af, hvad sprog er, forklarer Lars Holm.

»Man installerer sprog som noget børnene har, i stedet for noget kommunikativt. Det betyder for eksempel, at hvis en test viser, at lille Peter ikke kan så mange ord, så leger man bestemte sproglege – det kan være vendespil – i en uendelighed, fordi han skal lære flere ord. En måling eller test er aldrig bare en test. Det er også med til at skabe en forestilling om, hvordan ting er. Forældre bliver også påvirkede af det. Det spiller en stor rolle for handlingerne i dagligdagen, hvad mor og far anser som normalt, og om de ser sproget som et individuelt fænomen eller som en interaktion mellem mennesker,« siger han.

Læs hele forskningstemaet i Børn&Unge nr 5/ 2018.