Forældretilfredshed kan ikke bruges som argument for, at ressourcerne i daginstitutionerne rækker. Vi er nødt til at trække børns liv i dagtilbuddet ud af en arbejdsmarkedspolitisk dagsorden. Minimumsnormeringer er et skridt på vejen, mener lektor ved DPU Ditte Winther-Lindqvist.

Opdateret d. 21. maj 2019

Af: Anne Anthon Andersen, Journalist

For en håndfuld år siden var hun selv i tvivl. Hvis man indførte minimumsnormeringer, som skulle gælde alle landets daginstitutioner, kunne det anspore kommuner med bedre normeringer til at skære. Minimumsnormeringerne kunne således utilsigtet blive en laveste fællesnævner, frygtede hun.

I dag er lektor i udviklingspsykologi ved DPU Aarhus Universitet Ditte Winther-Lindqvist overbevist om, at minimumsnormeringer er nødvendige.

»Vi er nået en bund, hvor jeg vil stille spørgsmål ved, om selv den allerbedste og mest kvalificerede pædagog kan arbejde med børnene på en måde der lever op til dagtilbudsloven under de rammebetingelser, man giver dem,« siger hun.

Handler om børns udvikling

Debatten hviler ofte på en skæv opfattelse af, hvad daginstitutionens opgave er, mener Ditte Winther-Lindqvist.

»Dagtilbud ikke et servicetilbud for forældre, men et udviklingstilbud for børn,« fastslår hun og derfor giver det efter hendes mening slet ikke mening at vurdere kvalitet via forældretilfredshedsundersøgelser.

»De siger ikke nødvendigvis noget om kvaliteten, for det har forældre ikke forudsætningerne for at vurdere. Pædagogerne gør selvfølgelig, hvad de kan for at fortælle, at det har været en god dag, ligesom forældre har brug for at fortælle sig selv, at dagtilbuddet er godt. Hvordan skulle de ellers kunne holde ud at aflevere deres børn og tage på arbejde for at hente dem igen kl. 16.30,« spørger Ditte Winther-Lindqvist.

Behovet og opgaven er vokset

Når Ditte Winther-Lindqvist taler om behovet for minimumsnormeringer, henviser hun ikke mindst til politiske krav om, at dagtilbud skal gribe børn i udsatte positioner så tidligt som muligt. Krav, der blandt andet kommer til udtryk i regeringens 1000-dages program.

Samtidig har mange kommuner sænket aldersgrænsen for, hvornår børnene rykker fra vuggestue til børnehave. Flere steder starter børn i børnehave, når de er 2 år og 8 måneder.

»Børnehavepædagoger skal tage sig af en langt større børnegruppe af de yngste, børn, der ofte stadig bruger ble og kræver mere hjælp og voksenkontakt. Her burde man have løftet normeringerne tilsvarende. Man har gjort det modsatte, sænket dem yderligere. Vi har nået smertegrænsen, hvis vi skal leve op til dagtilbudsloven«, siger hun.

En svær opgave

Forskeren ønsker at flytte fokus fra det arbejdsmarkedspolitiske til barnets tarv og udvikling, men det er ikke let:

»Børnenes tarv er foruroligende fraværende i debatten om prioriteringen af vores daginstitutioner. Og hvis man alene tænker dagtilbudspolitikken ind i en arbejdspolitisk og økonomisk dagsorden, så er vi på vej ind i et eksperiment, vi ikke kan overskue konsekvenserne af.«

»Spørgsmålet er, om vi giver vores børn modstandskraft til at møde de udfordringer, livet byder dem? Eller om vi gør flere generationer af børn meget sårbare over for stress? Spørgsmålet er, om vi ønsker en overskudssituation eller underskudssituation,« lyder det fra Ditte Winther-Lindqvist.