Både kampen for et godt arbejdsliv og for et godt børneliv blev fremhævet, da BUPL-formand Elisa Rimpler holdt 1. maj tale i Kildevældsparken i Aalborg.

Opdateret d. 3. maj 2019

Af: Tríne Vinther Larsen (Journalist), Foto: Colourbox

I selskab med flere andre fagforeningspolitikere og blandt andre entertainere også musikeren ’Perlefar’, holdt BUPL-formand Elisa Rimpler sin 1. maj tale i Kildevældsparken i Aalborg.

Mange var mødt frem for at fejre arbejdernes kampdag, og Elisa Rimplers tale handlede ikke alene om det gode arbejdsliv, men også om det gode børneliv, som landets pædagoger hver dag sætter en ære i at sikre for børnene – fremtidens borgere.

Ord som velfærd, minumumsnormeringer, sammenhold og bæredygtighed var derfor fremtrædende i talen, som også lagde op til det kommende folketingsvalg.

Fem pointer fra formandens tale:

1.
Om vigtig velfærd

»Vi pædagoger kæmper for velfærden,« sagde Elisa Rimpler, og nævnte ikke mindst minimumsnormeringer som en samfundsinvestering i velfærd.
Hun pointerede også, hvordan forældredemonstrationer den 6. april 2019 understøttede det presserende behov for bedre normeringer i børnenes og pædagogernes institutioner.

2.
Om det gode børneliv

»Vi pædagoger kæmper for det gode børneliv,« sagde BUPL-formanden også. Og hun beskrev det gode børneliv som et liv, hvor børn trives og udvikler sig, hvor de blandt andet er nysgerrige og kreative, og hvor de kan få lov at bruge deres fantasi, indgår i gode fællesskaber og har tillid til omverden og troen på sig selv.

3.
Om det gode arbejdsliv

»Vi skal insistere på det gode arbejdsliv,« sagde Elisa Rimpler i talen, hvor hun også talte om vigtigheden af solidaritet og sammenhold på tværs af fag og professioner i kampen for et godt arbejdsliv og en værdig tilbagetrækning for alle. Også kampen for ligeløn blev fremhævet.

4.
Om bæredygtighed

»Vi skal tage ansvar,« sagde BUPL-formanden. Hun mente ikke mindst, at de voksne i dag skal tage ansvar for børnene i morgen og tænke i langsigtede løsninger og bæredygtighed, så de generationer, der overtager verden efter denne, også vil opleve det gode børneliv og det gode arbejdsliv.

5.
Om folketingsvalg

»Folketingsvalget er vigtigt. Det er her vi med vores stemme skal give børnene bedre kvalitet i daginstitutioner, fritidsinstitutioner og skoler,« sagde Elisa Rimpler og opfordrede også i sin tale de fremmødte til at bruge deres stemme på at sikre velfærd for de mange, fremfor skattelettelser til de få. »Vi vil uligheden til livs,« sagde hun.

Læs BUPL-formandens tale her.