Søndag den 2. juni kalder forældrebevægelsen ‘Hvor er der en voksen?’ til demonstrationer for bedre normeringer igen. Demonstrationerne skal gerne presse flere partier til at støtte minimumsnormeringer. BUPL, FOA, LFS og FOLA støtter demonstrationerne.

Udgivet d. 10. maj 2019

Af: Af Henrik Stanek, journalist / Foto: Trine Vinther Larsen,

Søndag den 2. juni går forældrebevægelsen ’Hvor er der en voksen?’ igen på gaden. Målet er at få politikerne til at tage kravet om minimumsnormeringer i dagtilbud alvorligt. For en måned siden gik mindst 70.000 mennesker på gaden.

Der bliver demonstrationer i København og Aarhus, når forældrebevægelsen ’Hvor er der en voksen?’ igen markerer, at der er behov for regler om minimumsnormeringer i landets daginstitutioner. Men der kan sagtens komme flere andre demonstrationer arrangeret af bevægelsens folk lokalt.

»Forældrene står på spring rundt om i landet, for de har længtes efter, at vi skulle melde en dato ud. Nu kan de få deres aktioner på plads i løbet af de næste to uger. Vi er en græsrodsbevægelse, så tingene vokser nedefra,« siger Marie Blønd fra styregruppen.

Forældrene vil have politikernes holdning med i stemmeboksen

Demonstrationerne skal minde politikerne om, hvad kunderne i butikken – forældrene – synes om kvaliteten af dagtilbuddene.

»Vi har politiske tilkendegivelser om, at der skal investeres i velfærd, men mange partier har ikke meldt ud, hvordan de ser på minimumsnormeringer og børneomsorg. Det er der behov for, for vi står med et massivt problem, som kun bliver større, fordi der kommer endnu flere børn i de kommende år. Så når det ikke bliver sat på den poliske dagsorden i forbindelse med udskrivelsen af valget, er vi nødt til at reagere,« siger Marie Blønd.

Blandt andet Socialdemokratiet afviser at indføre minimumsnormering og argumentere med, at de ikke vil detailregulere. Men politikerne kan ikke ignorere de over 70.000 forældre, der var på gaden for en måned siden, mener hun.

»Vi vil gerne vide, hvordan partierne vil sikre kvaliteten i dagtilbuddene, hvis de ikke går ind for minimumsnormeringer. Det må de forklare os, og det skal være før valget, så vi kan tage deres udmeldinger med ind i stemmeurnen. Derfor giver vi dem en sidste chance for at komme ud med det.«

Respektløst at lægge låg på oprøret

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) deltog i demonstrationen i København for en måned siden og udtalte bagefter, at hun ikke oplevede den store frustration blandt forældrene. Det synes Marie Blønd er en arrogant udmelding.

»Vi går på arbejde, vi har små børn, og vi har travlt med alt muligt andet, så når vi prioriterer at gå på gaden, skyldes det, at vi er frustrerede. Men vi råber ikke kampråb eller sætter ild til bøger, for vi har børn med, så vores aktioner skal være hyggelige. Når politikere så lægger låg på os, er det både arrogant og respektløs,« siger hun.

Stadig forældrene der går forrest

Denne gang har forældrebevægelsen BUPL, FOA, LFS og FOLA i ryggen.

Forældrenes dagsorden er også pædagogernes dagsorden lige her, mener BUPL’s formand Elisa Rimpler:

»Vi vil rigtig gerne gøre mere end at sige tak. Vi vil gerne støtte forældrene. Og samtidig vil vi også have en mulighed for, at vi som pædagoger kan vise, hvor vigtigt vi synes, det er, at man investerer i børneområdet.«

BUPL kommer ikke til at stjæle forældrenes dagsorden, understreger hun.

» Vi kommer til at understøtte den, og det bliver ’Hvor er der en voksen?’, der kommer til at stå øverst på plakaten.«

Maria Blønd er glad for støtten.

»Det er vigtigt, at vi står sammen om at forlange acceptable vilkår for vores børn, men det er stadig et forældreoprør. Vi har støtte af de faglige foreninger, men det er stadig os, der går forrest,« siger Marie Blønd.

Det er endnu ikke fastlagt, hvor demonstrationerne i København og Aarhus kommer til at foregå, men Marie Blønd forestiller sig, at forældrene igen skal marchere mod et fælles mødested.

»Sidste gang gik folk fra tre steder i København. Det fungerede godt, fordi vi havde børn med,« siger Marie Blønd.

Du kan følge med på forældrebevægelsens side på Facebook.