Regeringen vil have flere anbringelser af udsatte børn, og børnene skal anbringes tidligere. Men det er ikke uden udfordringer at finde ud af, hvem der er udsat, når børnene er helt små. Det kræver kvalifikationer og høj faglighed både at opspore og at kunne begrunde sin bekymring, siger ekspert.

Udgivet d. 14. januar 2020

Af: Af Mikkel Kamp og Steffen Hagemann, journalister

Den socialdemokratiske regering vil styrke indsatsen overfor udsatte børn og unge. Endnu ligger der ikke et endeligt forslag klar, men i et nyt udspil slår regeringen fast, at i hvert fald tre spor skal følges:

1.Flere børn skal anbringes, og de skal anbringes tidligere. Ifølge Danmarks Statistik var 1.572 børn i alderen 0-5 år anbragt, 3.393 børn i alderen 6-11 år og 6.750 i alderen 12-17 år. For sene anbringelser fører til, at for mange børn tager skade og udvikler komplekse problemstillinger, skriver regeringen i sit udspil.

2. Barnets stemme skal høres i sager om anbringelse. Blandt andet skal barnet have ret til at sige nej til samvær og kontakt med biologiske forældre.

3. Overgangen til voksenlivet skal lettes for anbragte unge, blandt andet gennem mentorordninger og venskabsfamilier.

Regeringen vil også have en ny Barnets lov vedrørende udsatte unge, hvor barnet skal sættes først, og anbringelse udenfor hjemmet ikke skal være sidste udvej. Samtidig vil regeringen også gøre det billigere for kommunerne at anbringe børn ved at øge den statslige refusion.

BUPL: Styrk den forebyggende indsats

BUPL tager positivt mod regeringens udspil. Hensynet til barnet skal nemlig altid komme i første række, mener BUPL’s formand Elisa Rimpler:

»Det er hjerteskærende, at vi som samfund og system er med til at omsorgssvigte børn, fordi vi griber for sent ind – og også ofte forkert. Derfor skal der også investeres i at styrke den forebyggende og fremskudte indsats over for børnene og deres familier.«

Fagfolk tøver med at underrette

Men den tidlige indsats, som regeringen lægger op til, er ikke uden udfordringer, for det er ofte vanskeligt at få øje på problemer hos de mindste. Informationer og bekymringer bliver heller ikke altid bliver delt mellem fagfolk som sundhedsplejersker og pædagoger.

Det kan være svært at dokumentere, om fagfolk opsporer problemer hos de allermindste. En indikation man få ved at se på antallet af underretninger: Generelt er tendensen, at der de seneste fire år er blevet underrettet mere – også på de mindste.

Faktum er stadig, at jo yngre børnene er, jo færre bliver der underrettet om. Men derfor kan man ikke konkludere, at de allermindste har færre problemer at slås med, fastslår Mette Skovgaard Væver, der er lektor på Københavns Universitet og leder af Center for Tidlig Indsats og Familieforskning (CIF).

»Det lave tal skyldes blandt andet, at man ikke får øje på deres mistrivsel, men sandsynligvis også, at fagfolk måske tøver, fordi de ikke kan underbygge deres bekymringer. Det kræver kvalifikationer og høj faglighed både at opspore og at kunne begrunde sin bekymring,« siger hun.

Vi var rygende uenige

En af de store udfordringer er, at de mindste børn i sagens natur ikke selv kan sætte ord på, hvad der er galt.

»Vi er nødt til at reagere på deres ydre adfærd for at vurdere den psykiske sundhed, og det åbner for en subjektiv fortolkning. Det er et problem, for det betyder, at nogle børn mistrives, uden man får øje på det,« siger Mette Skovgaard Væver.

Hun beretter om et forsøg, hvor hun sammen med kolleger skulle vurdere fire måneder gamle babyers følelsesmæssige udtryk udelukkende ved at kigge på deres ansigter på videooptagelser.

»Vi skulle uafhængigt af hinanden vurdere, om babyerne viste positive, negative eller neutrale ansigtsudtryk. Vi var rygende uenige om, hvad vi så, hvilket var skræmmende. På samme måde er de fagprofessionelle mange steder overladt til deres mavefornemmelse,« siger hun.

Invester i professionelle

Mette Skovgaard Væver opfordrer til, at sundhedsplejersker og pædagoger lærer metoder til systematisk at opspore små børn, der ikke trives.

»Vi er nødt til at blive enige om, hvad vi forstår ved mistrivsel, og hvad fagfolk skal reagere på. Fagfolk skal have et fælles sprog, og vi skal have forskningsbaserede metoder og resultater ud at arbejde hos de fagprofessionelle, som har de små i hænderne hver dag,« siger hun.

Mette Skovgaard Væver har oplevet, at det for nogle fagprofessionelle kan være svært at forene det at finde tegn på mistrivsel med den anerkendende tilgang og fokus på ressourcer, som kendetegner deres praksis.

»Jeg har ofte hørt fagprofessionelle sige, at de ikke vil være fejlfindere, men samtidig vil de jo også gerne kunne identificere mistrivsel. Det kræver, at vi investerer i at klæde de fagprofessionelle ordentlig på til opgaven, sådan at de bedre kan vurdere, hvad lille Emma kan, hvor hendes ressourcer er, og hvad hun har brug for støtte til,« siger Mette Skovgaard Væver.

Læs mere om den allertidligste indsats i det nye nummer af Børn&Unge, som efter planen skal ligge i din postkasse den 21. januar.

Læs regeringens udspil

Læs BUPL’s udspil om sårbare børn og unge

Når pædagoger underretter, ved de ofte ikke, hvad der sker. Læs Børn&Unges tema om underretninger