Mænd er ved at få øjnene op for pædagogfaget. Andelen af mænd på uddannelsen stiger nemlig. Til gengæld falder søgningen til pædagoguddannelsen igen, viser nye tal. BUPL håber, at minimumsnormeringer kan gøre faget mere attraktivt.

Opdateret d. 17. marts 2021

Af: Steffen Hagemann, journalist / Foto: Colourbox,

Interessen for at arbejde som pædagog ser ud til at stige blandt mændene, i hvert fald hvis man skal tolke nye tal fra Danmarks Statistik. De viser nemlig, at 27,5 procent af dem, der påbegynder en pædagoguddannelse i 2020, er mænd. Det er en markant stigning i forhold til 2008, hvor det kun var 20 procent, der påbegyndte en pædagoguddannelse, som var mænd.

Et andet notorisk kvindefag, sygeplejersken, ligger noget lavere. Her var der kun 6,6 procent mænd blandt dem, der begyndte på uddannelsen i 2020.

Det er glædeligt, hvis flere mænd får øjnene op for pædagogfaget, mener Lasse Bjerg Jørgensen, hovedkasserer i BUPL og politisk ansvarlig for BUPL’s uddannelsespolitik.

”Vi ved, at rigtig mange mænd går op i løn i forhold til den uddannelse, de vælger. Derfor er det glædeligt, at flere mænd alligevel synes, det er spændende at søge ind i det her fag og vil gøre en forskel for børn og unge,” siger han.

Færre søger ind på uddannelsen

Samtidig med at mændene nu ser ud til at rette mere opmærksomhed mod pædagogprofessionen, kommer Uddannelses- og Forskningsministeriet med helt dugfriske tal for ansøgertallet gennem kvote 2. Og her er der endnu engang færre unge, der har valgt pædagoguddannelsen som første prioritet. 3.538 søger pædagoguddannelsen, et fald på 131 i forhold til 2020. Dermed er der for femte år i træk færre, der søger en uddannelse som pædagog.

Stik modsat er det i øvrigt gået for medicinstudiet, der er gået fra 2.805 ansøgere i 2017 til 3.639 og dermed er det den mest søgte uddannelse i år gennem kvote 2.

Lasse Bjerg Jørgensen ærgrer sig over, at pædagoguddannelsen mister popularitet:

”Vi har i den grad brug for, at flere søger ind på pædagoguddannelsen. Børnetallet stiger, og minimumsnormeringer er ved at blive rullet ud, så der er brug for mange flere pædagoger i fremtiden. Vi har brug for, at der bliver gjort mere opmærksom på pædagoguddannelsen og få flere til at søge ind,” siger han og peger på, at det er fælles udfordring for Folketinget, Kommunernes Landsforening og BUPL at sikre, at flere søger uddannelsen, og derfor er der brug for en national rekrutteringsplan.

Mere attraktivt

Han håber, at blandt andet minimumsnormeringerne kan være med til at gøre pædagogfaget mere attraktivt i de unges øjne.

”Man måske har hørt om et hårdt presset pædagogisk arbejdsmarked, men det forandres i de kommende år. Det bliver en anderledes mulighed for at udøve sin faglighed som pædagog sammen med flere kollegaer. Så der er nogle gode ting på vej på det pædagogiske område, som vi skal ud og fortælle om,” siger Lasse Bjerg Jørgensen.

Samtidig håber han også, at der kan blive rettet op på pædagogernes løn, som er den laveste blandt fag med en mellemlang videregående uddannelse.

”Man er i den grad blevet bevidst om, at pædagogernes løn halter bagefter. Men i BUPL arbejder vi målrettet på at få arbejdsgiverne til at give en højere løn for vores værdifulde arbejde,” siger han.