I 30 år har børneforsker Erik Sigsgaard ­bekæmpet skældud i dagtilbud og på skoler. Selvom samfundsudviklingen er gået mod mindre skældud og større anerkendelse af børn, ser han stadig et behov for sin nye bog ’I stedet for skældud’.

Opdateret d. 5. marts 2019

Af: Trine Vinther Larsen, Journalist

Da Erik Sigsgaard sidste år fyldte 80, blev han i en omtale kaldt ’Skæld ikke ud-Erik’.
Den fremtrædende børneforsker har da også brugt de seneste 30 år af sit professionelle virke på at forklare voksne, og især dem i børnenes dagtilbud og skoler, at de ikke må skælde ud på børn. For som børnene ofte fortalte ham, oplevede de mere skældud i institutionerne, end de gjorde derhjemme, og skældud er ’ligesom at slå med stemmen’, og det gør ’ondt indeni’, sagde to 5-6-årige børnehavebørn.

Ansporet af disse og mange lignende udsagn gik Erik Sigsgaard til kamp mod skældud: Først kom bogen ’Skældud’, der er baseret på hans forskergruppes undersøgelser helt tilbage fra 1990’erne og egne interview med både børn og personale i to danske børnehaver. Senere henvendte han sig også til for­ældre i bogen ’Skæld mindre ud’. Og nu genoptager han emnet i en ny bog med titlen: ’I stedet for skældud’, som er blevet til i samarbejde med familievejleder Christina Abildgaard og skribent Julie Top-Nørgaard.

Bogen retter sig på ny mod personale i dagtilbud, for der er fortsat behov for at tale om skadevirkningerne af skældud, men der er også meget, der kan gøres for at undgå skældud, lyder det fra bogens både bekymrede og tillidsfulde forfattere.
’Vi er bekymrede for de børn, der lider under skældud, men vi har samtidig tillid til pædagogers muligheder for at nedbringe mængden af skældud,’ skriver de i forordet.

Undgå skældud

Ifølge en nyere under­søgelse fra Dansk Center for Undervisningsmiljø bliver cirka hvert fjerde børnehavebarn udsat for skældud i børnehaven.

Erik Sigsgaard har gennem sin forskning set skadevirkningerne på børnene men også mødt pædagoger, som på bedste vis er ­lykkedes med at skabe helt eller næsten skældudfrie børnemiljøer. Flere af eksemplerne er med i den nye bog: Der fortælles om en børnehave, hvor pædagogerne bemærkede, at de altid skyndte og skældte på børnene på vej hjem fra tur, fordi de skulle nå hjem til frokosten. De besluttede derfor at aflyse den faste spisetid på turdage, og som resultat skældte de mindre ud.

»Skældud i institutioner opstår tit, fordi man er overudfordret på eksempelvis plads, tid eller normering. Vi aner­kender, at ­dagens daginstitutioner har svære­ ramme­vilkår, der ud­fordrer både pædagoger og børn, men der er ­altid ­noget, man kan gøre for at undgå at ­skælde ud. Og er man ­lykkedes med at ­eliminere skældud i en situation, får man bedre overskud til at arbejde med at ­mindske ­skældud i andre ­situationer,« siger Erik Sigsgaard.

Tror på forbud

Mens skadelige fysiske overgreb som lussinger, endefulde og slag med spanskrør længe har været forbudte og strafbare i både børns hjem og institutioner, går det mere trægt med at indføre et egentlig ­forbud mod psykiske overgreb som ud­skamning, ­systematisk mobning, ned­gørelse, kræn­kelser, overfusninger, irettesættelser og andre former for skældud af børn. Men det går dog fremad, oplever Erik Sigsgaard.

»Vi er begyndt at tale om skældudsskadelige virkning på børnenes selvværd og psyke. Og regeringen har netop fremsat et lovforslag, som skal straffe psykisk vold i nære relationer på lige fod med fysisk vold og med fængsel i op til tre år. Det skal nok blive vedtaget, men i nære relationer kan det blive svært med bevisførelsen,« bemærker han.

Han finder det ikke utænkeligt, at det en dag bliver ulovligt at skælde sit barn ud, på samme måde som det fra 1997 blev ulovligt at slå sit barn.

»Måske om 100 år bliver skældud forbudt, men det sker ikke på én gang og kun ved, at vi alle sammen sætter os realistiske mål om at skælde mindre ud og hjælper hinanden med at nå dem,« siger han.

Selv vil han fortsætte med at skrive bøger om emnet og har et nyt bog­projekt i gang om skældud i skolen. Men vi skal som samfund løfte i flok.

»Især mange politikere mener, at børnene ikke tidligt nok kan lære at vente på tur, sidde pænt, være sulten på klokkeslættet, modtage en kollektiv besked og tisse i takt, så de er for­beredt til skolen og alt det, der kommer efter. Men hvis vi vil afvikle skældud, så er vi som samfund nødt til at opgive noget af alt det forberederi, løsne op for institu­tionaliseringen og give børnene større frihed og plads til at være børn,« mener Erik Sigsgaard.

Sigsgaard har skrevet mere end 20 politiske og pædagogiske værker. Nu er han aktuel med sin tredje bog om skældud. Fotograf: Jakob Carlsen

Legelysten er væk

Erik Sigsgaard tænker ofte på, hvordan den omfattende institu­tionalisering af børns liv i mål- og ­læringsstyrede dagtilbud i dag og lange skoledage er i risiko for at ødelægge ­børnenes naturlige legelyst.

»Groft sagt holder børn jo nærmest op med at lege, når de som 5-6-årige begynder i skole og skal rette ind, for ellers kan man nok få skældud eller blive sendt uden for døren. Legen er jo forsvundet i en sådan grad, at legetøjsbutikkerne går konkurs,« siger Erik Sigsgaard.

Han så gerne en mere legende skole og hilser naturskoler, unschooling-bevægelsen og skovbørnehaver velkomne, fordi de i høj grad vil give børn plads og rum til at udfolde ­deres nysgerrige, eksperimenterende natur og i mindre grad hæmmer børnenes leg.

»Det allermest værdifulde er det legende, og vi skal ikke proppe for meget styring og under­visning ned i børns tidlige institu­tionsliv, for så forhindrer vi børnene i at opleve legens glæde, frihed, kropslighed, spænding og karakter af at være en op­dagelsesrejse. Når børn leger, har de det godt med hinanden, og når kroppene er i gang, udvikler børnene sig, og de kan faktisk ikke undgå at lære noget,« siger Erik Sigsgaard.

Vigtigt med modstand

Børneforskeren bliver optimistisk, hver gang han ser modstand mod for meget styring af legen. Og han ­husker et eksempel på dette fra en institution, hvor pædagogerne gjorde en dyd ud af at sætte børnene fri og bryde med den institu­tionalisering, som ifølge forskeren er skyld i meget skældud:

I institutionen var der en gruppe på 4-5 drenge, som hver dag mødtes i deres ­hemmelige klub. De mødtes på legepladsen ved hegnet mellem institutionens grund og græsmarken uden for. Her kunne de snakke og kigge ud over marken. En dag hentede de børnehavens skovle og spader og gik i gang med at grave en tunnel. De arbejdede længe og i mange dage, og pædagogerne ­observerede dem fra afstand. Da drengene efter nogle dage havde gravet et hul hele vejen ud ­under ­hegnet, begav en af drengene sig ned i hullet og fik sig mavet igennem og op på den anden side af hegnet. Her tissede han på græsset i udkanten af marken, hvorefter han kravlede tilbage gennem hullet. Da han var kommet tilbage, gik drengene i gang med at dække hullet til igen. Efter nogle få dage kunne man faktisk ikke se, at der engang havde været en tunnel.

»Det er jo en fantastisk historie. Ikke om, at de tvangsanbragte i institutionen prøver at undslippe, men om, at de voksne lader dem gøre modstand og ikke begrænser dem. Vi må lade stå lidt åbent, hvorfor børnene gør, som de gør, men umiddelbart tænker jeg, at børnene her finder en tryghed i at opleve, at de ikke fuldstændig har mistet magten over deres eget liv men kan grave sig ud i fri­heden. Både børnene og pædagogerne kan ­siges at forholde sig kritisk til de institu­tionelle ­rammer,« siger Erik Sigsgaard.

Han ser også sig selv som kritiker, når han igennem sine bøger viser sin modstand mod alt fra skældud i dagtilbud til fravær af leg i skolen. Han vil gerne vise en anden vej og mener, at der i samfundet skal meget mere fokus på, hvordan børn kan få lov til bare at være, frem for hvad de skal lære.

»Det er som om, man tænker, at fordi ­børnene senere skal på arbejdsmarkedet og gå så grueligt meget ondt igennem, kan de kun tidligt nok begynde. Så sætter vi dem til at terpe a’er, selvom det ikke giver nogen mening i en 4-5-årigs liv. Lad dem nu lege. Børnehavens opgave er ikke at gøre børn skole­parate. Hvis vi vil minimere mængden af skældud, skal vi omvendt have dagtilbud og skoler, der er parate til børnene,« siger Erik Sigsgaard.

Se også artiklen i Børn&Unge nr 3/2019.

Få her en læseprøve fra bogen ‘I stedet for skældud’, der er udkommet på Akademisk Forlag.