Udsendelsen ‘Eksperimentet med vores børn’ har endnu engang dokumenteret, at hvis der ikke er nok voksne i dagtilbud, går det ud over børnene. Det har forskere sagt i årevis. Vi har spurgt førende forskerne, hvad normeringerne betyder, og hvor de har deres viden fra.

Udgivet d. 7. november 2019

Af: Mikkel Kamp (journalist), Modelfoto: Colourbox

Børn går rundt alene det meste af dagen. Pædagoger må forlade børn, der er kede af det, for at trøste andre børn, som er endnu mere kede af det. Dokumentaren ‘Eksperimentet med vores børn’ har gjort indtryk på mange og igen pustet til debatten om normeringer, for udsendelsen viser, at det er absolut afgørende, at der er tilstrækkeligt med voksne i et dagtilbud.

Er det nyt? Næ. Det har pædagoger, forældre, forskere og mange andre sagt i årevis. Men hvad ved man egentlig helt præcist om det? Hvad bygger forskerne deres udsagn på? Hvilke forskningsprojekter og observationer ligger bag deres udsagn om, at normeringerne er afgørende? Det har vi spurgt nogle af landets førende forskere på området om.

En af dem er Mogens Christoffersen, der er seniorforsker emeritus ved VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Han henviser til flere undersøgelser, som viser, at normeringerne er helt afgørende for børnene i dagtilbud.

Den ældste stammer fra Sverige og er lavet i 1970’erne.

Hent undersøgelsen

Undersøgelsen minder i høj grad om forsøget i ‘Eksperimentet med vores børn’ og påviser en klar sammenhæng mellem normeringen og børns stressniveau. Undersøgelsen baserer sig på hele 6.000 urinprøver fra treårige børn, hvor forskerne målte indholdet af hormonerne adrenalin og noradrenalin.

Kort fortalt havde institutionerne i en periode en normering på én voksen til fem børn. Efter ni uger blev den forbedret til én voksen til tre børn. Det førte blandt andet til, at børnene udskilte mindre stresshormon, havde færre vredesudbrud, og færre børn viste svage angstsymptomer. For personalet faldt sygefraværet med 50 procent.

Normering og uddannelse er ligestillede

En anden grund til, at Mogens Christoffersen anbefaler bedre normeringer, er forskningsoversigten ‘Daginstitutionens betydning for børns udvikling’, som han selv var med til at lave i 2014.

Se forskningsoversigten

Forskerne sammenligner resultaterne fra en række undersøgelser fra ind- og udland og konkluderer, at kvaliteten i et dagtilbud er helt afhængig af normeringer, ligesom gruppestørrelser og personalets uddannelse er afgørende parametre. I rapporten står der blandt andet:

‘En ændring af normeringerne til færre børn pr. voksen har vist sig at gøre de voksne mere sensitive og opmærksomme, og børnene bliver tilbudt flere udviklingsrelevante aktiviteter og lærerige lege. Det giver også en hyppigere interaktion mellem det enkelte barn og den voksne, hvor barnet er engageret i samtale med den voksne. Resultaterne af den større opmærksomhed ses også i børnenes sproglige og kognitive udvikling. En højere normering er også associeret med færre stresssymptomer hos barnet samt færre adfærdsvanskeligheder og konflikter børnene imellem.’

Da forskningen ifølge Mogens Christoffersen viser, at både normering og uddannelse er afgørende, kan man ikke konkludere, at det ene er vigtigere end det andet i forhold til at skabe høj kvalitet i dagtilbud.

»Vil man forbedre kvaliteten, må man satse på begge dele. Selv en nok så veluddannet pædagog har svært ved at gøre et seriøst pædagogisk arbejde, hvis hun er alene med 15 børnehavebørn. Normeringer er forudsætningen for, at uddannelsen kan slå igennem, men normeringerne er heller ikke nok alene,« siger seniorforskeren.

Forskere ser det hele tiden

Annegrethe Ahrenkiel er leder af Center for Daginstitutionsforskning på Roskilde Universitet. Hun ser og hører nærmest hele tiden indikationer på, at normeringer både er helt afgørende og langt fra tilstrækkelige.

»Jeg er leder af et forskningscenter, som har 20 forskellige projekter med 25 forskere. De er alle ude i institutioner, og de ser både børn, der er alene, og konflikter, som pædagogerne ikke får øje på. Begge dele skyldes, at der er for mange børn pr. voksen. Vi forskere er også jævnligt nødt til at droppe vores intention om ikke at gribe ind, når vi samler et barn op, som har slået sig,« fortæller hun.

Når Annegrethe Ahrenkiel argumenterer for bedre normeringer, stammer talmaterialet blandt andet fra analyser fra Bureau 2000, som viser, at normeringerne er blevet dårligere og dårligere siden 1981. Siden 2014 har de dog været nogenlunde stabile.

Hent analyse fra Bureau 2000

Den vigtigste enkeltfaktor

Én ting er, at normeringer skal nå et niveau, hvor pædagoger eller medhjælpere ikke er alene med større børneflokke. Skal pædagogerne for alvor have mulighed for at skabe de bedste rammer for børns udvikling, skal de også have tid til at være sammen uden børn.

»Det kræver tid at skabe refleksionsrum, ligesom det tager tid at evaluere, om arbejdet lever op til de intentioner, man har, og ændre de praksisser, der ikke er hensigtsmæssige. Det er nærmest helt skåret væk,« siger lederen af Center for Daginstitutionsforskning.

Annegrethe Ahrenkiel peger på, at normeringerne også er afgørende for kvaliteten af handlinger, som oftest ikke bliver målt og vejet.

»Pædagogisk arbejde er også omsorgsarbejde. Og skal pædagogerne yde omsorg, skal man også yde omsorg for pædagogerne, hvilket blandt andet handler om, at der er nok personale. Ellers bliver det for svært for dem.«

Som dokumentation for det synspunkt peger hun på forskning, som Thomas Gitz-Johansen fra Center for Daginstitutionsforskning har lavet.

Se forskningen

Annegrethe Ahrenkiel ser normeringen som den vigtigste enkeltfaktor i forhold til kvalitet i et dagtilbud.

»Et rimeligt forhold mellem antallet af børn og voksne er forudsætningen for, at pædagoger kan udøve faglighed. Selv den dygtigste pædagog kan ikke levere børnesensitiv pædagogisk kvalitet til 20 børn på en gang,« siger hun.

Dokumentaren gør indtryk

I dokumentaren på TV2 er Grethe Kragh-Müller eksperten, som analyserer børnenes forhold, og hvordan de påvirker børnene. Selvom lektoren fra DPU, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, har en lang forskerkarriere og har opholdt sig utallige timer i forskellige institutioner, har programmet gjort stort indtryk.

»Jeg tænker: ’Hold da op.’ De små drenge på tre år formår ikke at være i den sammenhæng, hvor der er ret meget kaos. Og så gjorde det også stort indtryk at se de samme børn, da normeringen blev gjort bedre. De reagerede meget bedre på omgivelserne og fungerede i det hele taget bedre,« fortæller hun og tilføjer, at eksperimentet er ekstra interessant, fordi institutionerne er velfungerende på de fleste andre parametre end normeringer.

»Der er god ledelse, dygtige og engagerede medarbejdere, og arbejdet er velstruktureret. Mange ting er i orden, men der er 18 treårige til halvanden pædagog. Det ser vi konsekvenserne af. En af dem er, at pædagogerne bliver mere irettesættende over for børnene,« siger Grethe Kragh-Müller.

Når hun mere generelt skal pege på konsekvenserne af, om børnene har få eller flere voksne omkring sig, peger også hun ligesom Mogens Christoffersen på forskningsoversigten ‘Daginstitutionens betydning for børns udvikling’.

Se oversigten

Uddannelse og normering er vigtigst

En anden forsker, Grethe Kragh-Müller skeler til, er amerikanske Megan R. Gunnar.

»Hun har undersøgt, hvad det betyder for børns stressniveau, hvis de voksne omkring dem har travlt. Resultatet er, at børnene bliver mere stressede,« siger hun.

Hent Megan R. Gunnars undersøgelse

Selvom Grethe Kragh-Müller er enig i, at normeringerne er vigtige, er de dog langt fra den eneste afgørende faktor for kvaliteten i et dagtilbud.

»Der er også faktorer som pædagogernes uddannelse, strukturen og organiseringen, bygningerne og den tone eller kultur, der er i institutionen. Forskningen peger dog ret entydigt på, at normeringer og personalets uddannelse er de to vigtigste faktorer, men er der en dårlig kultur, kan man sagtens opleve, at kvaliteten er lav, selvom både normeringen og uddannelsesniveauet er i orden. Der er ikke en direkte årsagssammenhæng,« siger hun.