Den skuddræbte eks-bandeleder, 31-årige Nedim Yasar, ville være pædagog og hjælpe andre unge ud af bandemiljøet. Opgiv aldrig de unge, der er i risiko for at ryge ud i kriminalitet, var hans råd til pædagoger, da Børn&Unge interviewede ham tidligere i år.

Opdateret d. 20. november 2018

Af: Tríne Vinther Larsen (Journalist), Foto: Per Morten Abrahamsen

»Pædagogerne må aldrig opgive de unge, der er i risiko for at ryge ud i kriminalitet. De skal forebygge.«

Sådan sagde den nu skuddræbte eks-bandeleder, 31-årige Nedim Yasar, til Børn&Unge, da fagbladet tidligere i år interviewede ham om hans tid i bandemiljøet, hvor han var leder af den Bandidos-relaterede bande Los Guerreros, Krigerne.

Efter 10 år lagde han kriminaliteten på hylden og fik efterfølgende hjælp via et exit-program til at komme ud af bandemiljøet.

Ville være pædagog

Interviewet i fagbladet er en del af et tema om bandekriminalitet, og Børn&Unge talte også med Nedim Yasar, fordi han læste til pædagog på Campus Carlsberg i København.

Som kommende pædagog ville han hjælpe andre unge ud af miljøet, på samme måde som han selv fik hjælp.

Han vidste, hvad der skulle til:

»Når de unge først er kommet i kløerne på et bandemedlem, så er det svært at få dem ud igen. Han bliver så forblændet af den kærlighed og opmærksomhed, han får af dem. Så lad os pædagoger give de unge det samme, som banderne giver dem,« sagde Nedim Yasar til Børn&Unge i januar 2018.

Frygtede for sit liv

Af interviewet med Børn&Unge fremgår det, at Nedim Yasar var bange for en dag at blive dræbt.

»Jeg levede med frygten for at miste mit liv hver eneste dag i bandemiljøet, og den frygt lever jeg egentlig stadig med. Men nu kæmper jeg for de unge mennesker,« sagde Nadim Yasar.

Kampen endte brat, da han mandag den 19. november i Københavns Nordvestkvarter blev han ramt af to skud fra en endnu ukendt gerningsmand og dagen efter afgik ved døden.

Ved sin død var han foruden pædagogstuderende også vært på programmet ’Politiradio’ på Radio24syv. Og i samarbejde med forfatter og journalist Marie Louise Toksvig havde han netop udgivet bogen ’Rødder – En gangsters udvej’ om hans vej ud af bandemiljøet.

Han blev dræbt på vej hjem fra receptionen for sin bog.

Læs eller genlæs Børn&Unges interview med Nedim Yasar.

Læs hele temaet om bandekriminalitet i Børn&Unge nr 1/2018.