Din pension voksede med 1,19 procent i første halvår af 2018. Et fokus på mindre virksomheder har været med til at sikre Pædagogernes Pension en førsteplads i pensionsbranchen.

Udgivet d. 22. august 2018

Af: Simon Johansen, journalist

Pædagogerne har en af de bedste pensionskasser i landet, viser nye tal fra analysebureauet Morningstar.

Listen over pensionsselskabers afkast efter første halvår i 2018 toppes af Pædagogernes Pension, PBU, som har et afkast på 1,19 procent. Nærmeste efterfølger er Nordea Mellemrisiko med et afkast på 1,08 procent. I bunden finder vi Danica, som fik et negativt afkast på 2,18 procent.

PBU er tilmed for nylig blevet kåret til årets bedste pensionskasse af revisionshuset EY og finansmediet FinansWatch.

Undgår handelskrigen

»Succesen skyldes til dels et fokus på at investere i små og mellemstore virksomheder, som ikke bliver ramt af handelskrigen på samme måde som store, internationale virksomheder,« siger Sune Schackenfeldt, som er direktør i PBU.

Han henviser til den handelskrig, der verserer mellem USA, Kina og EU, hvor parterne skiftevis pålægger told på udvalgte importvarer i håb om at begrænse mængden af varer, som man importerer.

Handelskrigen skader store virksomheder, som begrænses i at sælge varer til udlandet, men rammer sjældent mindre virksomheder, fordi de i forvejen primært sælger deres varer lokalt.

Egne kapitalforvaltere

»I PBU skal vi kun fokusere på at finde de bedste investeringer til vores pædagoger, fordi vi arbejder meget selvstændigt og uafhængigt,« forklarer Sune Schackenfeldt.

Det kommer blandt andet til udtryk ved, at PBU arbejder sammen med kapitalforvaltere efter eget valg.

Det samme gør sig ikke altid gældende for andre pensionsselskaber, som i flere tilfælde er nødsaget til at bruge forvaltere, som i forvejen arbejder i virksomheden.

»Vi er uafhængige og frie til at vælge de mest succesfulde kapitalforvaltere verden over,« siger direktøren, som også henviser til, at PBU har mange likvide aktier.

Det vil sige, at aktierne handles meget og derfor er både lette at sælge og købe. Det gør, at PBU let kan flytte sig på aktiemarkedet.

Social ansvarlighed

Det gode resultat falder sammen med PBU’s støt stigende engagement i social ansvarlighed.

Det betyder blandt andet, at PBU ikke investerer i tvivlsomme virksomheder, som handler med våben eller behandler deres ansatte dårligt.

PBU har i den forbindelse også ekskluderet det amerikanske olieselskab Chevron, fordi virksomheden ikke respekterer klimaaftalen fra 2015, som skal minimere menneskeskabte klimaforandringer.

»Det er en udvikling, vi vil gøre alt for at fortsætte, hvor pædagogerne får mere værdi ud af deres pension, og hvor vi samtidig er med til at skabe en bedre omverden,« siger Sune Schackenfeldt.