Conny Spiegelhauer brugte en feriedag for at demonstrere foran Forligsinstitutionen, hvor topforhandlere fra stat, regioner og kommuner var indkaldt til første møde. Det ser meget svært ud, siger BUPL’s formand Elisa Bergmann.

Udgivet d. 1. marts 2018

Af: Steffen Hagemann, journalist

Overenskomstforhandlingerne er brudt sammen på statens, regionernes og kommunernes område. Derfor havde forligsmand Mette Christensen 1. marts indkaldt alle topforhandlerne fra de tre områder til møder i Forligsinstitutionen, der har til huse på Sankt Annæ Plads i hjertet af København – få hundrede meter fra Amalienborg, hvor hende, der kan kaldes arbejdstagernes direkte modsætning, bor.

For at arbejdsgivernes forhandlere, blandt andet innovationsminister Sophie Løhde (V) og Michael Ziegler fra Kommunernes Landsforening, ikke skulle være i tvivl om, hvad de var oppe imod, havde en lille, hårdfør skare trodset vinterkulden for at svinge med de røde faner.

Bruger en feriedag

Pædagog Conny Spiegelhauer, der arbejder i en vuggestue på Frederiksberg, havde valgt at bruge sin feriedag foran forligsmandens indgang.

»Jeg synes, det her er rigtig vigtigt. Jeg synes, det er vigtigt for vores børn, for vores ældre, for vores syge,« siger hun om grunden til at troppe op.

Hun blinker ikke ved udsigten til konflikt.

»Jeg tror, vi alle sammen er indforstået med en konflikt, for det er vigtigt, det her. Det er specielt vigtigt for at få noget godt, uddannet personale, der gider at være i institutionerne. Lønningerne er jo ikke så høje,« siger Conny Spiegelhauer.

En anden tone ved forhandlingsbordet

Om de røde faner på Sankt Annæ Plads har gjort indtryk, er ikke sikkert. BUPL’s formand Elisa Bergmann har ikke selv været med til mødet i Forligsinstitutionen, og man må i øvrigt heller ikke referere fra møderne, pointerer hun.

»Men det ser altså meget svært ud. Jeg ved fra tidligere, at når vi hører forhandlingslederne fra arbejdsgiverne i medierne, kan det godt være, at de lyder meget villige og meget rummelige. Der er ligesom en anden tone og retorik, når vi kommer ind til forhandlingsbordet,« siger Elisa Bergmann.

Men forligsmand Mette Christensen har indkaldt til møder i næste uge.

»Så krydser vi fingre for, at der kommer nogle løsninger der,« siger Elisa Bergmann.

Fredag  morgen mødes Forhandlingsfællesskabets repræsentantskab. Her skal man blive enige om konfliktgrundlaget. Hvis der ikke sker uventet – godt – nyt, bliver der sendt konfliktvarsel til de kommunale arbejdsgivere i næste uge.

Men en strejke er stadig ikke en realitet før tidligst i begyndelsen af april.