Lis Poulsen har før søgt væk fra pædagogikken i en periode, men forholdene er nu så dårlige, at hun helt siger stop. Jeg er heldig, at jeg kan, siger hun.

Opdateret d. 22. maj 2019

Af: Trine Vinther Larsen, journalist, foto: Jakob Carlsen

Efter frokosten boltrer omkring 80 børnehavebørn sig på den kæmpe naturgrund, der udgør legepladsen for børnehaven i den integrerede institution Valhalla i Skoven i Ballerup.

Det bakkede og fantasifulde legelandskab, som ligger klos op ad Hareskoven, ligner umiddelbart et paradis for tumleglade børn. Men for pædagoger kan det forvandle sig til et helvede.

»Du kan ikke få overblik, og der kan sidde et barn i et hjørne og være ked af det, når vi ikke er nok voksne. Normalt er vi tre,« fortæller pædagog Lis Poulsen, der er alene med børnene, da Børn&Unge ankommer.

Hun har ellers taget fri, fordi normeringen i institutionen ikke tillader interview og fotografering til fagbladet i arbejdstiden. Og vi må vente på en afløser, før Lis kan fortælle sin historie om at sige farvel til pædagogfaget: På grund af forhold som dem på legepladsen i dag har den 64-årige pædagog besluttet sig for at gå på efterløn 1. maj.

Alene med 30 børn

Sidste sommer forestillede Lis sig ellers at blive til pensionsalderen, men hen over efteråret er arbejdsvilkårene blevet værre: Der er mere brandslukning og mindre plads til nærvær. Oftere står Lis eller kollegerne alene med 20-30 børnehavebørn i morgenmodtagelsen eller endnu flere på legepladsen. En nylig sammenlægning har påvirket arbejdsmiljøet i institutionen negativt, og flere har sagt op.

I oktober gik Lis ned i tid til 30 timer, men deltid har ikke været nok til at stå imod de opslidende arbejdsvilkår.

»Jeg er blevet mere glemsom og ting, som jeg før kunne rumme, lukker jeg nu meget mere ned for. Det tangerer stress, og ved juletid besluttede jeg at sige stop,« siger hun.

Ifølge en ny BUPL-undersøgelse er hun langt fra den eneste pædagog, der har fået nok: 11 procent af de adspurgte pædagoger i undersøgelsen har forladt et pædagogjob på grund af arbejdspres. Og 68 procent har af samme grund haft overvejelser om helt at forlade faget.

Blev tømrer i stedet for

Lis har før forladt pædagogfaget på grund af arbejdspresset. Da de pædagogiske læreplaner blev indført i 00’erne, oplevede Lis, at afrapporteringerne til kommunen tog tiden fra børnene og gjorde pædagogerne ufrie i deres udøvelse af fagligheden.

»Jeg stod for implementeringen, og det gav ikke mening med alt det papirarbejde. Det vigtige var nærværet og omsorgen for børnene, og vi pædagoger behøvede ikke læreplaner for at skabe udvikling og læring i samværet med børnene. Jeg var i en skovbørnehave, hvor folk gik ned med stress på stribe, og jeg kunne blive den næste,« fortæller Lis, der tog en pause fra faget.

Hun blev ansat i sin mands tømrerfirma, hvor hun i ni måneder isolerede vægge. Siden blev hun postbud og greenkeeper. Tre år senere blev hun med sin ansættelse i Valhallas skovgruppe pædagog igen.

Hun lærte, hvordan fag slider forskelligt. Tømrerarbejdet var fysisk nedslidende og pædagogarbejdet psykisk nedslidende. Hun kom i sin tid ind i faget for at gøre en forskel for børn og familier.

»Men alt det sjove ved at være pædagog, og det med at kunne gøre en forskel for nogen, det findes efterhånden kun i momenter. Man ved, hvad man kunne gøre for børnene, men man har ikke tid og hænder til det. Det slider,« siger Lis.

Råber op

Forholdene på Lis’ egen arbejdsplads og generelt i faget har siden sidste forår fået Lis til at skrive læserbreve i Ballerup Bladet om at være presset, frustrereret og savne tid til børnene og tid til forberedelse af meningsfulde pædagogiske aktiviteter.

»Jeg har ikke før været typen, der råbte op, men når man først har besluttet at åbne op om det, så kan man se, hvor galt det står til. Det kan man ikke holde til at se, mens man er i det. Man er nødt til at være positiv sammen med børnene og holde fast i alt det gode i jobbet for selv at kunne gå på arbejde, men nu føler jeg, at det er min pligt at råbe op,« siger Lis.

Hun håber på en bedre fremtid.

»Jeg er heldig, jeg kan gå på efterløn, men det vil mange af mine yngre kollegaer ikke kunne. Skal de holde tiden ud i faget, skal normeringerne forbedres nu,« siger hun.

Føler du dig også nedslidt? Klik på prikkerne på kroppen, og læs, hvordan pædagogjobbet giver dig alt fra skrumpehjerne til ømme knæ!