Lad os tage et fælles ansvar og inddrage os unge i diskussionen om vores trivsel. Sådan lød det fra næstformanden i Danske Skoleelever, Oskar Sommer. BUPL vil nedsætte en trivselskommission med unge repræsentanter.

Udgivet d. 15. juni 2018

Af: Mathilde Graulund, Journalist

Danske Skolelevers agenda var soleklar i endebat om ‘hvor ungdommen blev af’: Hvis børn og unge skal trives i det præstationssamfund, vi lever i, så skal vi tage et fælles ansvar.

Det stigende antal stressdiagnoser blandt børn og unge var udgangspunktet i diskussionen om, hvem der egentlig har ansvaret for, at børn og unge trives. Næstformanden for Danske Skoleelever, Oskar Sommer, mente, at ansvaret ikke kun skal placeres ét sted. De unge, pædagogerne, lærerne og forældrene har et fælles ansvar.

»Når man diskuterer vores trivsel, synes jeg hurtigt, at debatten kommer til at handle om at pege ud, at det er jeres og jeres ansvar. Sådan er det ikke, elevernes trivsel er et fælles ansvar,« sagde næstformanden.

Ja tak til trivselskommission

I debatten i BUPL’s telt på Folkemødet stod næstformand Oskar Sommer overfor formanden for BUPL, Elisa Bergmann, næstformanden for Skole og Forældre, Rasmus Edelberg, og undervisningsordfører Annette Lind (S).

Der var bred enighed om, at der skal gøres noget aktivt for at få børn og unge til at trives bedre, end de gør nu. Men hvilken metode, der skal tages i brug, delte vandene. BUPL foreslog tidligere på året en trivselskommission, men det forslag blev nedstemt i Folketinget. BUPL kæmper stadig for at få den igennem.

»Vi skal finde ud af, hvordan vi skal samarbejde om at skabe trivsel hos de unge. For eksempel ved hjælp fra en trivselskommission, hvor de unge selv er med. Vi skal både kigge på, hvordan man skal gebærde sig på sociale medier, og hvad vi kan gøre for at hjælpe. Og så skal lovene fra Christiansborg kigges igennem med børnebrillerne på,« sagde Elisa Bergmann.

Undervisningsordfører Annette Lind (S) svarede:

»Vi undlod at stemme ja til trivselskommissionen, fordi vi ikke må love så meget. Vi vil gerne finde pengene først, og så finder vi ud af det.«

Spørg eleverne

En trivselskommission er en god idé, mente næstformanden for Danskeskoleelever. Men det vigtigste er, at eleverne selv bliver hørt i stedet for, at fagpersonerne alene gør sig til eksperter på de unges trivsel, mente han.

»Det undrer mig, at diskussionen om elevernes trivsel går lige over hovedet på kernen i det hele: Eleverne. Forældre, lærere og pædagoger skal ikke lave en plan for, hvordan eleverne trives uden at høre eleverne selv. Det giver ingen mening,« sagde Oskar Sommer og modtog klapsalver fra hele teltet.