Ældre pædagoger kan glæde sig over, at den nye vaccineplan forkorter deres ventetid på tilbud om COVID-vaccine. Til gengæld er yngre pædagoger med øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb røget bagerst i vaccinekøen. Pludselig forlænges perioden med uvished, fortæller udsatte pædagoger.

Opdateret d. 25. marts 2021

Af: Jesper Nørby, journalist

Sundhedsstyrelsens nye vaccinestrategi medfører, at alder bliver den afgørende faktor for vaccinationsrækkefølgen af ’den øvrige befolkning’ – omkring tre millioner danskere under 65 år.

Den nye plan betyder, at over en tredjedel af landets pædagoger – dem over 50 år – har udsigt til vaccinetilbud godt to måneder tidligere end med den gamle plan.

Det skyldes blandt andet at den nye vaccinestrategi nedlægger vaccinegruppe 10, ’borgere under 65 med tilstande, som giver øget risiko.’

Denne ændring rammer dog en række yngre pædagoger med blandt andet hjerteproblemer, gigtlidelser, diabetes, nyresygdomme og visse mave-tarmlidelser. Dette har mødt kritik fra både BUPL og en række interesseorganisationer.

Pludselig ikke i risiko alligevel

Den 25-årige pædagog Nicolai Hyldgaard, som har type 1-diabetes, er en af de danskere, der med den nye vaccineplan har udsigt til at få forlænget ventetiden mest. I stedet for at kunne få sit første stik midt i maj, risikerer han nu at skulle vente til juli.

Han havde i forvejen set, at der i Sundhedsstyrelsens vaccinekalender fra januar 2021 var en ’vaccinationsgruppe 10’ for personer med øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb. Heriblandt folk, der som han har diabetes.

Men midt i marts forsvandt denne gruppe, da vaccineplanen blev ændret.

”Jeg undrer mig over, at jeg som diabetiker først får at vide, at jeg er i risikogruppe og bør får vaccinen som en af de første i Danmark, og lige pludselig så gælder det ikke mere,” fortæller Nicolai Hyldgaard, som arbejder i en børnehave i Aalborg Kommune.

”Jeg kunne ikke få klare svar”

En anden pædagog, som nu ser ud til at skulle vente længere på tilbud om coronavaccine, er 46-årige Louise Mejlvang, der ligesom Nicolai Hyldgaard har type 1-diabetes.

Hun arbejder i vuggestuen i en integreret institution i Sorø Kommune. Her har flere børn og forældre været smittet med COVID-19, og en anden institution i kommunen har været nedlukket på grund af smitteudbrud.

Louise Mejlvang kunne ikke få klare svar fra hverken sin læge eller Sundhedsstyrelsens corona-hotline på, hvor farlig eventuel smitte med COVID-19 ville være for hende som diabetiker.

”Jeg og kollegerne har heldigvis været forskånet, men jeg har da tænkt ’uha, nu kommer det tæt på,’ nogle gange efterhånden. Både under genåbningen i foråret 2020 og i december, da smitten steg rigtig meget, var jeg meget nervøs. For jeg kunne ikke få klare svar på, hvor farlig eventuel smitte kunne være for mig. Især ikke i de første måneder,” fortæller Louise Mejlvang.

Også Nicolai Hyldgaard var meget påpasselig i månederne efter at coronavirus havde gjort sit indtog i Danmark.

”Så snart, jeg havde fri, tog jeg hjem, og jeg mødtes meget sjældent med nogen fra min omgangskreds. Ingen af mine kolleger er blevet smittet, men vi har haft forældre, som har testet positiv, og i de tilfælde gennemgik jeg mine interaktioner med barnet og forældrene gennem den seneste uges tid inde i mit hoved. For jeg blev jo nervøs,” fortæller han.

Ny vaccineplan: Forlænger uvisheden

Set i bakspejlet er Louise Mejlvang næsten glad for, at hun aldrig fik et klart svar på, om hun ville have fået mulighed for tidlig vaccine med den gamle vaccinationsplan.

”Hvis jeg havde haft vished om, at jeg var i gruppe 10, så havde jeg følt mig enormt snydt, da gruppen blev nedlagt i den nye vaccineplan. Men samtidig tænker jeg, at uvisheden for mit vedkommende kun forlænges nogle uger. Men der er pædagoger, som er yngre end mig, og som kan være i endnu højere risiko, og deres ventetid bliver væsentligt forlænget. Det synes jeg ikke er i orden,” fortæller Louise Mejlvang.

Nicolai Hyldgaard er blandt dem, som nu må vente væsentligt længere. I mellemtiden fortsætter han med at lade sig coronateste to gange om ugen.

”Men jeg synes da, det er lidt underligt at gå fra at være en af de første i vaccinekøen til nu at blive en af de sidste,” fortæller han.