BUPL’s lederformand Eva Munck Immertreu opfordrer politikere og forvaltning til at besøge daginstitutionerne og blive bekendt med de rammer og vilkår, lederne arbejder under. Invitationen kom under præsentationen af Ledelseskommissionens 28 anbefalinger tirsdag.

Udgivet d. 12. juni 2018

Af: Mikkel Prytz (journalist), Modelfoto: Colourbox

Der ligger et stort arbejde bag Ledelseskommisionens 28 anbefalinger om ledelse i den offentlige sektor, som blev overrakt innovationsminister Sophie Løhde (V) tirsdag formiddag. De 10 medlemmer af kommissionen har efter eget udsagn været i kontakt med hen mod 10.000 offentlige ledere, heriblandt også mange medlemmer af BUPL’s lederforening.

Men har politikerne og de kommunale og regionale forvaltninger lige så god føling med, hvad der rører sig i den enkelte børnehave, SFO eller vuggestue? Det spørgsmål stillede Eva Munck Immertreu, formand for BUPL’s lederforening, de omkring 300 fremmødte til præsentationen af Ledelseskommissionens anbefalinger.

»En tredjedel af vores medlemmer oplever, at politikerne og forvaltningen ikke er bekendt med de rammer, som ledere i det offentlige har. Og hvis det politiske niveau har en anderledes forventning om, hvordan vilkårene er, end sådan som det rent faktisk er, så bliver det en vanskelig opgave at være leder,« mener Eva Munck Immertreu, som derfor opfordrer politikere og forvaltning til at besøge en daginstitution og lære mere om de rammer og vilkår, de offentlige ledere arbejder under.

Nu starter dialogen

Ledelseskommissionen offentliggjorde først de 28 anbefalinger samtidig med, at Sophie Løhde fik dem overrakt, og derfor har det i skrivende stund ikke være muligt for Eva Munck Immertreu at nærlæse det store arbejde, som kommissionen nu har givet videre.

»Nu skal vi have analyseret materialet lidt dybere og danne os et billede af, hvor de indspark, vi er kommet med, bliver genspejlet i anbefalingerne, og hvor kommissionens anbefalinger går en anden retning,« siger Eva Munck Immertreu.

»Og så skal vi i dialog med vores samarbejdspartnere, først og fremmest KL og partiernes børneordførere, for hvis det er disse 28 anbefalinger, der skal være med til at understøtte arbejdet for vores ledere i det offentlige, hvad er så vores opgaver hver især?« tilføjer lederformanden.

Ledelse gør en forskel

Det var formanden for Ledelseskommissionen, Allan Søgaard Larsen, der stod for hovedparten af præsentationen af kommissionens arbejde. Han understregede flere gange, at offentlig ledelse er en særlig disciplin.

»Det betyder, at man ikke bare kan knipse med fingrene og sige, at hvis I nu gør lige som i en bestemt privat virksomhed, så bliver alt sammen godt og fint,« lød det fra formanden, som også lagde stor vægt på betydningen af de offentlige ledere.

»Vi ved at ledelse gør en forskel. Der er solid forskning, der viser det, og det er også det, vi har oplevet, når vi har været i dialog med alle mulige organisationer og institutioner. Vi har mødt mange gode eksempler på, at visionær ledelse og det at kunne sætte retning og perspektiv gør en forskel,« tilføjede Allan Søgaard Larsen.

Ny reform til efteråret

Innovationsminister Sophie Løhde (V) er enig med Allan Søgaard Larsen i, at de offentlige ledere er vigtige og gør en stor forskel.

»Kvaliteten af ledelsen er afgørende for, hvordan offentlige opgaver bliver løst ude i praksis. Det behøver man ikke et videnskabeligt studie for at være enig i. Man kan bare tage en tur ned i børnehaven eller skolen for at se, hvordan dygtige og engagerede ledere er afgørende for den virkelighed, som vi og vores børn og unge mennesker møder,« sagde ministeren under præsentationen.

Hun oplyste, at Ledelseskommissionens anbefalinger vil blive inddraget, når regeringen til efteråret præsenterer en ny ledelses- og kompetencereform.

Læs Ledelseskommissionens 28 anbefalinger til offentlig ledelse