Hvordan er vilkårene for børns dannelse i en tid, hvor fokus i mange år har været på præstationer og kompetencer? Og hvilken rolle spiller pædagogikken i børns medmenneskelige udvikling? Få psykolog Svend Brinkmanns svar på disse og andre væsentlige spørgsmål her.

Opdateret d. 10. marts 2021

Af: Mikkel Prytz (journalist), Foto: Fra webinaret

Når vi ser for meget på, hvordan et barn er unikt, risikerer vi at glemme de værdier, der er fælles for alle børn. Og når vi gerne vil gøre alle børn til vindere, glemmer vi, at der i et spil også altid er tabere.

Sådan lød nogle af pointerne fra forfatter og psykolog Svend Brinkmann, da han for nyligt blev interviewet af BUPL-formand Elisa Rimpler, mens omkring 1.200 pædagoger fulgte med fra deres egne computer- og mobilskærme.

Arrangementet havde fået navnet ‘Pædagogik i præstationssamfundet’, og under den overskrift blev der plads til både diskussioner om dannelse, humanisme og kultur i vores moderne samfund – og til spørgsmål fra nysgerrige pædagoger.

Børn&Unge lyttede med, og her får du Svend Brinkmanns otte vigtigste pointer:

 

1. Alle er som alle, som nogle og som ingen

Hvad gør egentlig mennesker til mennesker? Det er et af de spørgsmål, Svend Brinkmann som almen psykolog interesserer sig for, og derfor har han i den senere tid været ganske optaget af en læresætning, som efter hans mening giver en god indgang til netop at forstå andre mennesker: ‘Alle er som alle andre, som nogle andre og som ingen andre’.

Ordene stammer fra et psykologisk hovedværk af Henry A. Murray & Clyde Kluckhohn fra 1950’erne, men er ifølge Svend Brinkmann stadig aktuelle i dag. For alle er som alle andre, forstået på den måde, at vi har mange fællestræk med andre mennesker, som udspiller sig i relationer og fællesskaber med andre. Alle er som nogle andre, eftersom vi hver især hører til grupper og fællesskaber, som har stor betydning for vores selvforståelse og identitet. Og alle er som ingen andre, fordi vi er unikke mennesker med egne drømme, forhåbninger og livsvilkår.

“De senere år har vi efter min mening lagt rigtig stor vægt på især sidste del: Vi er som ingen andre. Vi har set individualiseringspædagogikker rulle ind over landet, hvor det enkelte barn skal identificere sin læringsstil, føre logbog og portefølje. Man har sine unikke kompetencer eller en form for kerne, der skal forløses, og det kan alt sammen være rigtigt nok. Men spørgsmålet er: Hvis vi kun fokuserer på alt det, hvad sker der så med de andre dimensioner og især den, jeg mener har været glemt i højeste grad, nemlig det fællesmenneskelige, hvor vi er som alle andre?” spørger Svend Brinkmann.

 

2. Dannelse er højnelse til humanitet

Svend Brinkmann tyer, som han selv siger det, til døde filosoffer, når han skal definere et begreb af stor vigtighed for pædagogikken, nemlig dannelse, som han forstår som ‘højnelse til humanitet gennem kultur’. En forståelse, der ifølge Svend Brinkmann siger alt om den opgave, pædagoger står over for.

Med ‘højnelse’ er man ifølge Svend Brinkmann ude i at få noget til at vokse op, oplyses eller opdrages. Med ‘humanitet’ bliver det klart, at det er det fællesmenneskelige, man gerne vil løfte andre op til. Og med ‘kultur’ slås det fast, at det sker gennem kulturelt udviklede sammenhænge.

“Der ligger meget pædagogisk tænkning og praksis i Danmark i denne definition, men jeg tror også, dannelsen har været udgrænset i den senere tid med den individualiseringstendens, der har skyllet ind over verden. Den har blandt andet fået betegnelser som præstationssamfund, konkurrencestat og neoliberalisme. I stedet for at tale om dannelse, har man fokuseret på det individuelle. Det er rigtigt, at alle er som ingen andre, men det er ikke nok at se det på den måde,” mener Svend Brinkmann.

 

3. Børn bliver set som olie eller jernmalm

I Svend Brinkmanns optik er det vigtigt at holde fast i en klassisk dannelsestanke. Ja, han kalder det ligefrem for “den måske vigtigste pædagogiske opgave netop nu”, hvor samfundet efter hans mening igennem mange år har været præget af andre tankemåder.

“I konkurrencestaten er dannelsesbegrebet på mange måder væk og erstattet af et syn på, at vores børn skal væres soldater i konkurrencestaten. Viden, medmenneskelighed og kundskaber har kun værdi, hvis de kan omsættes og bruges til noget. Og børn bliver her betragtet som ressourcer ligesom olie eller jernmalm, som skal optimeres, så en nation kan klare sig i konkurrencen mod andre stater. Det er en ekstrem reduktion af børn, men ikke desto mindre er det det syn på børn, unge og studerende, der har ligget bag mange af de seneste års reformer,” siger Svend Brinkmann.

 

4. Vi går opad en rulletrappe, der kører nedad

Svend Brinkmann er ikke modstander af, at landsholdet vinder i fodbold eller håndbold, eller at nye vacciner bliver udviklet. Men han er til gengæld betænkelig ved et samfund, hvor alt kan gøres til genstand for optimering. Med den tyske sociolog Hartmut Rosa tegner Svend Brinkmann et billede af, at vi alle sammen går opad en rulletrappe, der kører nedad:

“Alene for at blive på samme sted, skal vi bevæge os. Men det kan vi ikke hele tiden. Nogle gang har vi brug for at stå stille, og så kører vi nedad, mens dem på rulletrapperne ved siden af ser ud til at løbe fra os. Vi bliver nødt til at avancere og blive endnu dygtigere, hvis vi skal følge med, og det stopper aldrig. Vi har livslang læring og kompetenceudvikling, og det er en frygtelig stressende erfaring at gøre sig. Det er en del af forklaringen på tidens mange epidemier af stressrelaterede lidelser som angst og depression. Og det gælder både børn og voksne.”

 

5. Pædagogisk opgave at udvikle de almene dyder

Et af de spørgsmål, Elisa Rimpler var nysgerrig efter at høre Svend Brinkmanns svar på, var, hvad der vil ske, hvis vi ikke kæmper for de klassiske dyder, som handler om at lære at begå sig i samfundet som en demokratisk medborger. Hvortil psykologen svarede, at man kan frygte en udvikling som i USA.

“Vi har set nogle triste år i USA med større splittelse og ulighed, mange konspirationsteorier og en humanitet, der er svær at få øje på. Man kæmper ikke for det fælles menneskelige, men for særinteresser, og det kan også blive risikoen herhjemme, hvis vi mister humaniteten af syne. Vores klassiske dyder skal holdes ved lige og udvikles, og det er en pædagogisk opgave at gøre det,” mener Svend Brinkmann.

 

6. Hvis alle vinder, hvem er så taberne?

Det er ikke bare politikere og økonomer, der vil noget med børn og unge. Det vil pædagoger også, indrømmer Elisa Rimpler og kalder det et dilemma for pædagoger:

“For selvom en af vores opgaver er at lære børn og unge, at de er gode nok, som de er, så skal vi heller ikke slå os til tåls med, at vi ikke giver dem de bedste betingelser og udviklingsmuligheder,” siger BUPL-formanden, som får ret af Svend Brinkmann:

“Der er ikke noget galt med at præstere og blive dygtig til noget. Men jeg er allergisk over for retorikken om, at alle skal være vindere. Jeg ved ikke engang, hvad det betyder. For hvis alle er vindere, er ingen vindere. Og man må logisk set også tale om tabere, hvis nogen er vindere,” siger han.

 

7. Et håndværk, et instrument, en sport og et sprog

I stedet for at tale om, at alle skal være vindere, vil Svend Brinkmann hellere argumentere for, at der er nogle færdigheder, som børn bør lære sig som en del af deres dannelse. Med ord lånt fra Thomas Aastrup Rømer, lektor i pædagogisk filosofi, siger Svend Brinkmann, at alle børn skal lære mindst ét håndværk, mindst én idrætsgren, mindst ét musikinstrument og mindst ét fremmedsprog.

“Det er klart, at nogle er bedre til sprog end til håndværk, og at andre er bedre til musik end til sport. Og det er fint nok, for vi er alle forskellige. Men hvis vi som minimum prøver at føre vores børn ind i de fire sfærer, så får vi mennesker, der forstår sprogs opbygning, kan bruge deres krop og hænder, har sans for kvalitet og æstetik og forståelse for lyd, rytme og melodi. Og vi skal ikke være flove over at bruge tid på den slags, for det er nogle af de fænomener, der er med til at højne mennesker til humanitet,” siger Svend Brinkmann.

 

8. Vi ødelægger værdierne, når vi måler dem

Men hvordan argumenterer man for, at begreber som pædagogik og dannelse har en effekt, når det er svært at måle den? Det var ét af de spørgsmål, som Elisa Rimpler stillede Svend Brinkmann på vegne af medlemmerne:

“Vi kan jo ikke give en karakter for et være en god ven eller påvise effekten af nærvær og dannelse. Hvordan skal vi så få løftet de værdier i diskussionen om det gode børneliv over for politikere, som synes, at vi i forvejen er et af de lande, som bruger aller flest ressourcer på institutioner?” spurgte Elisa Rimpler Svend Brinkmann, som svarede optimistisk:

“Jeg tror, at langt de fleste mennesker kan overbevises om, at det ikke skyldes dovenskab, hvis vi ikke måler værdierne. Det er, fordi vi ødelægger dem, hvis vi prøver at gøre det. Det ligger der selvfølgelig en vis opgave i at oplyse befolkningen og politikerne om. Og dem, der ikke kan forstå det, er uden for pædagogisk rækkevidde.”


Svends litteraturtips

Disse bøger er ifølge Svend Brinkmann gode steder at begynde, hvis man vil vide mere om ‘Pædagogik i præstationssamfundet’:

  • Henry A. Murray & Clyde Kluckhohn: Personality in Nature, Society, and Culture (1953)
    Det er herfra, Svend Brinkmann har hentet sit motto gennem det seneste år: ‘Alle mennesker er som alle andre, som nogle andre og som ingen andre’.
  • Ove Kaj Pedersen: Konkurrencestaten (2011)
    Ifølge Svend Brinkmann “Den mest toneangivende politologiske analyse af samfundet de seneste 10 år, som har haft kolossale konsekvenser for reformer inden for pædagogik, uddannelse og universiteter.”
  • Anders Petersen: Præstationssamfundet (2016)
    Svend Brinkmann fremhæver Anders Petersens analyse af, at når vi aldrig får en pause og aldrig kan præstere godt nok, er det giftigt i forhold til at udvikle depressioner, angst og andre stressrelaterede lidelser.
  • … og desuden omtaler Svend Brinkmann sociologen Hartmut Rosa og filosofferne Hans-Georg Gadamer, Johann Gottfried von Herder, Søren Kierkegaard og Aristoteles.