Nogle institutioner nedtoner det, når børn får store advents- og julegaver, mens andre må nøjes med små, fordi forældrene enten ønsker det sådan eller ikke har råd til mere. Julen er ellers oplagt til at lære børn at tackle, at de har forskellige vilkår, mener børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.

Opdateret d. 11. december 2017

Af: Henrik Stanek, Journalist

 

Der findes næppe en institution uden juletraditioner. Men netop julen gør de sociale og økonomiske uligheder mellem børnene synlige, hvis ikke pædagogerne bevidst sørger for at undgå det. Det mener Helle Eglin, som er leder af Barrit Børnehus i Hedensted Kommune.

»Vi har masser af juletraditioner, men vi gør meget for, at uligheden mellem børnenes familier ikke bliver synlig. Der er for eksempel ingen tvivl om, at uligheden smitter af på børnenes kalender- og adventsgaver derhjemme, og derfor giver vi ikke gaverne særlig opmærksomhed. Hvis børnene selv fortæller, hvad de har fået, eller hvis de har taget et hårbånd eller en bluse på fra pakkekalenderen, anerkender vi det i samtalen med barnet, men vi fremhæver ikke gaven ved at sige: ’Se, hvad Anna har fået’,« siger Helle Eglin.

Pædagoger spørger ikke til gaver

Samme tilgang har pædagogerne i Simmerbølle Børnehave på Langeland.

»Vi bager, laver keramik, klipper, synger og går Lucia-optog, men vi har ikke fokus på, hvad børnene får i gave, for nogle får hver dag, og andre får ingenting. Derfor spørger vi ikke til det, men selvfølgelig fortæller børnene, at de har åbnet en låge i deres julekalender eller har fået et viskelæder eller en blyant, som kan lyse. Det er i småtingsafdelingen, så det er ikke noget, vi oplever som problematisk,« siger pædagog Dorthe Grønnegaard.

Simmerbølle Børnehave har den regel, at hvis et barn har noget med om morgenen, skal forældrene tage det med hjem igen, når barnet har vist det til sine bedstevenner. Derfor har børnene ikke hele dagen til at vise de andre, hvad de har fået.

»Vi har alt det legetøj, børnene skal bruge, og hvis nogle har deres eget med, skaber det let konflikter og misundelse, og det kan gå i stykker,« siger Dorthe Grønnegaard.

Ingen sidder med en stor fjernstyret bil

Risikoen for konflikter er også årsag til, at børnene ikke må have legetøj med i SFO’en på Byskolen i Nakskov.

»Det giver for mange konflikter, hvis de bytter Pokémon-kort og fidgetspinnere, for når de skal hjem, vil de måske ikke bytte alligevel. Reglen betyder også, at der ikke sidder en med en stor fjernstyret bil, som han har fået i adventsgave, mens andre må nøjes med en træbil,« siger Kim Jensen, der er pædagog i SFO’en.

Han har ikke oplevet klasseforskellen og den sociale ulighed som et særligt problem i forbindelse med julen i de 15 år, han har været ansat. Det gør pædagog Iben Bitsch fra SFO’en på Bakkegårdskolen i Trige nord for Aarhus heller ikke.

»Jeg kan kun huske én dreng, som sagde, det var lidt træls, at han ikke fik kalendergaver, men vi hører ingen sige: ’Se, hvad jeg har fået.’ Heller ikke selv om de gerne må have legetøj med hos os,« siger hun.

Bruger nissen til at vise familielykke

I modsætning til i mange institutioner får børnene i Barrit Børnehus ved Hedensted ikke en nisse med hjem på skift.

»Den hopper vi ikke på, for i nogle familier vil nissen opleve en masse, mens andre ikke har overskud til at finde på. Det bliver også meget synligt, hvis forældrene er ordblinde. Desuden bruger nogle forældre snarere nissen til at fremstå som en lykkelig familie end til at opfylde barnets behov for at være sammen med den,« siger leder Helle Eglin.

At børnehuset er bevidst om den sociale ulighed i alt, hvad den gør, betyder også, at det er gratis for familierne at deltage i den årlige juleklippedag. Også selv om de må tage de kager, dekorationer og julepynt med hjem, som de laver.

»Hvis det kostede 20 kroner for voksne og 15 kroner for børn, ville det kunne få familier med to-tre børn til at holde sig væk. Derfor har vi heller ikke en kalender, som børnene har pakker med til, for det vil også gøre uligheden synlig,« siger Helle Eglin.

Børn skal lære, at der er forskel

Hver institution og SFO må finde sine egne traditioner og måder at gå til julemåneden på, men de behøver ikke være bange for at udstille uligheden, mener børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.

»Det er livets skole, når en pige opdager, at en anden har fået et par støvler med kaninskind på, som hun selv ønsker sig. Når hun sætter sig og aer kaninskinnet, må pædagogen sige, at hun godt kan forstå, at pigen synes, støvlerne er dejlige, men at hun også selv har nogle fine støvler. Børn skal lære at tackle misundelse, for vi kan ikke lave en regel om, at ingen må få støvler med kaninskind på. Men vi kan lære dem, at ikke kun det ydre tæller,« siger hun.

Gavens størrelse er dog ikke altid afgørende.

»Børn kan blive ligeså glade for en blyantspidser til ti kroner, der ligner et hundehus, som for en ting til det sørøverskib, de fik den første søndag i advent. For med blyantspidseren kan de spidse deres farveblyanter. Som pædagog er det vigtigt, at man ikke fremhæver den dyre gave, men bruger begge gaver til at italesætte, at det er dejligt med jul,« siger børnepsykologen.

Bidrag med det, man kan

Margrethe Brun Hansen kan godt lide tanken om, at det skal være gratis for familierne at deltage i institutionens julearrangementer. Men i hendes optik, må forældrene gerne bidrage med det, de kan.

»Hvis forældre har lys og pynteting til juledekorationer i overskud, skal de have lov at tage det med, men det skal indgå i en pulje, som alle kan tage af. Det må ikke være sådan, at nogle sidder med en masse ting, mens andre kun må tage af det, institutionen stiller til rådighed.«

I sidste uge var hun til klippeklistredag i sine børnebørns daginstitution, og her så ingen skævt til de forældre, der ikke havde noget med.

»Institutionen er et fællesskab, som vi bidrager til ved at dele ud af det, vi har, og har man lidt, kan man måske dele ud af sit humør. Den slags omsorg og pædagogik kan man sagtens lægge ind i julen, så alle får et stearinlys at tænde. Det må ikke blive sådan, at forældre næsten skal blive kede af, at de har noget i at dele ud af,« siger Margrethe Brun Hansen.

Derfor skal det hedde: Vi skal lave dekorationer, vi skal bruge pynt, hvordan skaffer vi det?

»Så lærer børn, at de kan få hjælp af andre, hvis de selv har en svag periode. Når de så selv får overskud, kan de selv hjælpe andre. Børn gør det, de ser: ’Har du ingen mandarin? Så må du få noget af min’. Vi har brug for flere fællesskabsbørn.«

Afstem traditioner med forældrene

Selv om en institution har opbygget sine juletraditioner gennem mange år, anbefaler Margrethe Brun Hansen, at man hvert år afstemmer forventningerne med forældrene.

»Hvis pædagoger hører forældre sukke over, at de skal have nissen med hjem, kan det være, at de skal ændre det til næste år. Og det behøver ikke være de ressourcesvage, som siger fra. Det kan lige så godt være dem med en travl hverdag, som synes, det er en belastning, at de sent om aftenen skal skrive en lang historie om, hvad nissen har oplevet.«

Anledningen kan også være, at nogle forældre skriver langt, mens andre næsten ikke skriver noget. Det behøver ikke betyde, at alle institutioner nu skal droppe deres nisse, understreger Margrethe Brun Hansen.

»Man kan aftale, at forældrene kun må skrive tre punkter: Nissen har set fjernsyn sammen med Johannes. Nissen har spist risengrød. Nissen har været med til at købe fredagsslik. Så kan pædagogen spørge Johannes, hvad det var for fredagsslik, de købte«.

Lad ikke laveste fællesnævner styre

Man skal ikke udstille de svage, men man skal også passe på, at det ikke bliver laveste fællesnævner, der styrer, fordi fire-fem familier har det svært.

»Man skal se det med børnenes øjne, og de glæder sig til at få nissen med hjem. De vil sove med nissen, og nogle ringer til farmor for at fortælle om nissen. Men man skal lade være med at lægge det alt for stort op,« siger Margrethe Brun Hansen.