Socialdemokraterne lancerede for nyligt et børneudspil, hvor formand Mette Frederiksen samtidig annoncerede, at hun vil være ’børnenes statsminister’, hvis hun kommer til at danne regering. Børn&Unge har mødt hende til et interview om det nye udspil.

Opdateret d. 11. oktober 2018

Af: Mikkel Prytz (journalist), Modelfoto: Colourbox

For nyligt erklærede hun, at hun vil være børnenes statsminister, hvis hun får mulighed for at danne regering efter næste valg. Hvorfor dette fokus på børnene? Og hvordan kommer pædagoger til at mærke det, hvis landets næste statsminister på forhånd har stillet sig på børnenes side?

Børn&Unge var i denne uge inviteret til Christiansborg for at tale med socialdemokraternes formand Mette Frederiksen.

Sammen med journalister fra andre fagblade fik vi lejlighed til at spørge Mette Frederiksen ind til nogle af punkterne i det børneudspil, hendes parti for nyligt har præsenteret.

Den vigtige socialisering

I foreslår flere pædagoger på skoler med mange udsatte børn. Kan du sætte ord på, hvad der er pædagogens rolle i skolen?

»Jeg skelner ikke mellem lærer eller pædagog på alt det, der vedrører børnenes sociale kompetencer, relationsarbejdet barn-voksen-forælder eller det at skabe et undervisningsmiljø, hvor barnet er klar til at lære. Det kan en dygtig pædagog og en dygtig lærer på samme vis.

Det er klart, at en lærer i den rene undervisningssituation kan noget, som en pædagog ikke kan. Det er de uddannet til. Men på andre områder komplimenterer lærere og pædagoger hinanden mere, end man har haft faglig vilje til at vedkende sig.

Den socialisering, som foregår i et almindeligt fungerende hjem, den har mange udsatte børn ikke oplevet. Og det viser sig i alle mulige situationer, men det er tydeligst i konflikthåndtering. Børn er naturligt i konflikter med hinanden. Det er en del af det at modnes som menneske. Mange af vores udsatte børn har ikke lært at trække sig eller bede en voksen om hjælp til det. Det kan en pædagog lære barnet.«

Hellere 72 end 41 procent pædagoger

Et af jeres andre forslag handler om et mål for andelen af uddannet personale, som I lægger op til, at regeringen skal aftale sammen med kommunerne. Hvad er en god andel af pædagogfagligt ansatte i daginstitutioner?

»Jeg er ikke der, hvor jeg synes, at alle i vores institutioner skal have en uddannelse, for en dygtig ufaglært pædagogmedhjælper kan også tilføre noget til en institution. Men du bliver nødt til at have et mål om, at en væsentlig del af personalet er uddannet, og lige nu går det den forkerte vej.«

’En væsentlig del’, er det 80 procent eller 75 procent eller… ?

»Jeg tør ikke sætte et præcist tal på. Det er trods alt også afhængigt af, hvad det er for mennesker, vi har med at gøre.«

Normeringstal fra Danmarks Statistik viser, at fordelt ud over landets kommuner går pædagogandelen fra 41 til 72 procent i de institutioner. Gennemsnittet er omkring 57 procent uddannede pædagoger.

»Jeg vil hellere ligge på de 72 procent end på de 41.«

Hvad med et gennemsnit på 57 procent, hvordan lyder det?

»Det lyder som et lavt gennemsnit, det må jeg sige.«

Hvordan vil I få kommunerne med på, at det skal højere op?

»Det er ikke kommunerne, der er problemet. Jeg har endnu ikke mødt en socialdemokratisk borgmester, som synes, det er sjovt at skære på børneområdet. Forleden dag så vi i 21Søndag et indslag fra Hjørring, hvor man skulle vælge imellem at lukke et plejehjem eller skære i normeringerne. Man så en borgmester, som nærmest havde tårer i øjnene, for han ved godt, at begge beslutninger er forkerte.«

Fedt, hun dækkede det demografiske træk

Nu nævner du selv besparelser, og det er jo i disse uger, at de kommunale budgetter falder på plads. Der er besparelser på børneområdet mange steder. Hvis du bliver børnenes statsminister, hvad kan du så gøre for at få kommunerne til at prioritere børnene højere?

»Jeg tror som sagt ikke, at det er, fordi kommunerne ikke vil prioritere højere. Men der kommer markant flere ældre i Danmark, og der kommer også flere børn. Det siger sig selv, at hvis der er flere, der har brug for vuggestuer og børnehaver, og flere der har brug for hjemmepleje og plejehjem, så bliver du nødt til at udvide dit velfærdsbudget hvert år for at fastholde samme niveau som i dag.

Problemet med den siddende regering er, at de ikke vil lade velfærdsbudgettet stige i takt med, at vi bliver flere i Danmark. Så min første og vigtigste beslutning bliver at sørge for, at det grundlæggende velfærdsbudget følger med antallet. Det bliver også den kedeligste beslutning. Der er nok ikke mange børn, der kommer til at tænke: Fedt, hun dækkede det demografiske træk. Hende vil jeg stemme på, når jeg bliver 18.«

Tilliden er nødvendig

I foreslår både flere pædagoger i daginstitutioner, skoler og fritidstilbud med mange udsatte børn. Ifølge Danmarks Statistik er normeringen i en gennemsnitskommune 3,4 børn pr. vuggestuepædagog og 6,6 børn pr. børnehavepædagog. I forhold til BUPL’s minimumsanbefalinger svarer det til, at der mangler 30 pædagogtimer om ugen i en vuggestue og en halvtidsstilling i en børnehave. Hvorfor ikke arbejde for minimumsnormeringer for alle børn i stedet for at fokusere på de steder, hvor der er udsatte børn?

»Minimumsnormeringer kan være et værktøj. Dilemmaet for os er, at vi samtidig foreslår en selvstyrereform. Jeg er af den overbevisning, at vi lige nu blander os for meget, både i folkeskoler, i daginstitutioner og andre steder. Der har været en tendens til på daginstitutionsområdet, at alle pludselig skulle have en vaske hænder-politik, en sukkerpolitik, en inklusionspolitik. Vi bliver nødt til at have tillid til, at en leder i en daginstitution eller kommunalbestyrelserne kan træffe de rigtige beslutninger, uden at politikerne herinde skal bestemme alt.

Kompromiset for os, når vi på den ene side gerne vil have flere pædagoger, uden at vi vil blande os ned i detaljen, er at sikre, at der er flere pædagoger der, hvor der er flest udsatte børn, og at vi sammen med kommunerne får lavet et mål for andelen af uddannet personale.«

Kontanthjælpsloftet er ikke hele forklaringen

Noget af det, der skaber social ulighed og negativ social arv, er ifølge blandt andre AE-rådet og Rådet for Socialt Udsatte kontanthjælpsloftet. En Ritzau-rundspørge i jeres eget bagland viser, at mange her også er rigtig trætte af kontanthjælpsloftet. Med det her udspil rører I ikke ved noget af det, der er roden til problemerne. Kunne det ikke også være et sted at sætte ind?

»De problemer, vi har med udsatte børn, de var der også, dengang der ikke var et kontanthjælpsloft. De var der også, da jeg var barn. Vi reproducerer de samme problemer på kryds og tværs af høj- og lavkonjunktur, af høje ydelser og lave ydelser.

Lave ydelser har en betydning. Men hvis man tror, de er forklaringen på, at der er børn, der ikke har det godt, så tager man fejl. Hvis vi tager børn, der lever med vold i hjemmet, der har senfølger efter seksuelle overgreb, eller som har problemer omkring kriminalitet, så er offentlige ydelser en del af forklaringen og kan være en del af løsningen. Men de er bestemt ikke hele forklaringen, og bestemt ikke hele løsningen.

Vi er imod de lave ydelser på grund af børnene, for børnene må aldrig betale prisen for mors og fars situation. Men samtidig må jeg anerkende, at nogle mennesker bliver ved med at være på overførselsindkomst, og det kan være en voldsom belastning for børnene. Vi har foreslået en ydelseskommission, der har som opgave at sikre, at børn ikke vokser op i fattigdom. Og indtil da har vi præsenteret det her specifikke udspil omkring børnene.«