En omgang talgymnastik sendte børnenes minister Mai Mercado ud på dybt vand, da hun fra talerstolen sagde, at halvdelen af landets kommuner lever op til BUPL’s anbefalede normering. Efter protester fra BUPL og pædagoger, trækker ministeren nu i land.

Opdateret d. 31. januar 2019

Af: Af: Cæcilie Kallehave Jensen (journalist) / Foto: Colourbox,

Børnenes minister Mai Mercado (K) kunne godt have bruge en ekstra matematiktime, da hun gik på talerstolen i Folketinget. Her måtte hun sande, at det er vigtigt at være præcis – ellers kan man risikere få en fagforening og dens medlemmer på nakken.

Ministeren udtalte den 22. januar, at halvdelen af landets kommuner lever op til BUPL’s anbefalinger om minimumsnormering, men det er langt fra realiteten. Udtalelsen fik BUPL og mange pædagoger op i det røde felt, hvor kritikken regnede ned over børnenes minister efter et opslag fra BUPL på Facebook:

»Pinligt. Ministeren burde i erhvervspraktik og se virkeligheden i øjnene,« skriver Berit Ebbe.

»Ministeren burde prøve at opholde sig i en daginstitution otte timer om dagen i en uge, så hun kan se, hvad det er, vi tilbyder vores børn. Det er simpelthen ikke i orden,« skriver Susanne Jungersen.

»Det er tydeligvis mangel på indsigt og forståelse for området,« skriver Ulla Hansen.

BUPL’s Facebook opslag og de vrede kommentarer fra pædagoger ude i landet har virket, for Mai Mercado udsendte en præcisering den 24. januar. Her beklager hun sin udtalelse fra talerstolen, hvor hun siger, at det går godt med normeringen i flertallet af landets kommuner.

»Jeg er efterfølgende blevet opmærksom på, at der kan være behov for præcisering af de mig angivne oplysninger,« siger Mai Mercado.

Læs den fulde præcisering her

I BUPL’s forslag til en minimumsnormering skal der være mindst 1 pædagog til 6 børnehavebørn og mindst 1 pædagog til 3 vuggestuebørn. Sådan ser virkeligheden, ifølge Danmarks Statistik og børneministeren, ud i cirka halvdelen af kommunerne. Men problemet er, at Danmarks Statistik regner alle lederne med i sin statistik. Uden lederne ser virkeligheden meget langt fra så positiv ud, viser BUPL’s tal.

»Faktum er, at kun fem kommuner lever op til BUPL’s minimumsnormering i vuggestuen – og 14 kommuner i børnehaven. Det er et MINIMUM! Ikke en anbefaling,« lyder det i BUPL’s Facebook opslag.

I løbet af efteråret har flere pædagoger vist deres hverdag med dårlige normeringer under hashtagget #minnormering, som vidner om, at der alt for tit mangler hænder ude i landets daginstitutioner.

BUPL’s minimumsnormering

  • 1 pædagogisk personale til 3 børn i vuggestuen
  • 1 pædagogisk personale til 6 børn i børnehaven
  • 80% pædagoger

Der er tale om et minimum og ikke en anbefaling.

Læs om BUPL’s minimumnormering her.