Kommunalvalget har indtaget SFO’en på Birkerød Skole. ’Politikerne’ har fremlagt deres valgløfter på baggrund af børnenes ønsker, og nu er børnene klar til at stemme. Og valgplakaterne er for længst kommet op i lygtepælene.

Opdateret d. 10. november 2021

Af: Kurt Balle Jensen, journalist

Udenfor på gader og stræder hænger valgplakaterne tæt, men det gør de også på hjemmelavede lygtepæle inde på Birkerød Skoles SFO. For samme dag, hvor de voksne går til valg, skal SFO-børnene også til valg. De stemmer om, hvem der skal være borgmester: Spiderman, Bamsen eller måske Løven?

”Der ligger jo en masse demokratisk dannelse i det her, så aktiviteten har også et pædagogisk formål,” fortæller pædagog og primus motor i valgprojektet Pernille Taisbak Hølledig, Birkerød Skoles SFO.

Hun har blandt andet snakket med børnene om, at der er valgplakater ude i gadebilledet, at de voksne skal stemme, og hvad det betyder at stemme.

”Så nu skal de så selv gennem en valghandling, hvor de hver især oplever, at de har et valg, og at ingen behøver at få at vide, hvad de har stemt – de bestemmer helt selv. Hvis de så senere på dagen skal med forældrene hen og stemme, ved de mere om, hvad det hele handler om,” fortæller Pernille Taisbak Hølledig.

Når valget i SFO’en er forbi, skal stemmerne tælles op, og borgmesterkæden af mange forskellige perler gives til vinderen. Fredag den 26. november er der så fest for demokratiet.
Her skal vinderens valgløfte indfries. For de opererer ikke med løftebrud i Birkerød Skoles SFO.

Valgplakater og valgstemning: Ingen må snyde

Birkerød Skoles SFO laver stemmebokse og stemmeurner. På valgdagen skal børnene fra 2. klasse være valgtilforordnede. De giver børnene en stemmeseddel og sætter et kryds med tusch på hånden, for ingen må stemme mere end en gang. De accepterer ikke valgsvindel i Birkerøds Skoles SFO.

Herefter guider de valgtilforordnede børnene hen til stemmeboksen, og når krydset er sat, putter vælgerne selv stemmesedlen i stemmeurnen. Valghandlingen er jo hemmelig.

Ligesom udenfor på gader og stræder er der hængt valgplakater i hjemmelavede lygtepæle.

Hvis jeg vinder, så….

De tre opstillede ’kandidater’ til valget, Spiderman, Løven og Bamsen, har hvert sit valgløfte:

Løven tilbyder alle børnene en Lions Bar. Og da et af ønskerne fra børnene var en pool fyldt med slik, bliver de mange Lions Bar serveret i en balje, som blandt andet skal udsmykkes med ’palmer’.

Spiderman tilbyder en udklædningsdag. Så kan børnene møde op i SFO’en udklædt som hvad, de nu har lyst til. Og den ide kan nok trække stemmer. Men kan den trække nok?

Vinder Bamsen, skal der holdes bamsedag, hvor alle kan tage deres bamse med, og alle får en lille pose vingummibamser. Også et yderst fristende valgløfte.

Men uanset hvem, der vinder, vil demokratiet blive fejret.

Borgmesterkæden: Særdeles farverig

Meget skal på plads før valgdagen. Her arbejder børnene der på borgmesterkæden, der bliver særdeles farverig. De tre kandidater må virkelig lægge sig i selen for at få børnenes stemme og dermed retten til at bære den smukke kæde.

Borgmesterkæden, som vinderen skal bære, er under produktion. Den bliver meget kulørt.

Andre valg-ønsker: Renere toiletter og en renere jord

Blandt ønskerne til ’politikerne’ var flere fantasifulde ønsker, for eksempel en rutchebane helt op til månen. Det kniber nok lidt med at opfylde ønsket, men der var også mere jordnære ønsker som en årlig kæledyrsdag, og det er et af de ønsker, der måske kan opfyldes.

Der var også børn, der ønskede en renere jord og renere toiletter. Det kan bruges i praksis, for her kan børnene jo selv gøre noget.

Blandt andre ønsker til ’politikernes valgprogram’ var en hoppeborg, tegneværksted og kage hver dag.

Noter fra børnenes brainstorm, der viser stor spændvidde i ønsker og drømme.