Det var den ældre kollegas regler, der gjaldt, husker Birgitte Dilling tydeligt om sit første job som uddannet. Men når reglerne blev for strenge og gammeldags, blev den nyuddannede pædagog tvunget til at stå op for, hvad hun selv fandt rigtigt.

Opdateret d. 22. november 2021

Af: Mikkel Prytz (journalist), Foto: Jeppe Carlsen

Nu kan du stå der og kigge ind i væggen, til jeg kommer tilbage og finder ud af, hvad jeg skal gøre med dig.

Sådan sagde min kollega til drengen. Højt, så både jeg og de andre børn på stuen kunne høre det, selvom hun havde trukket drengen med ind på kontoret overfor. Så gik hun. Og jeg stod måbende tilbage.

Det var i 1992, og jeg arbejdede i mit første vikariat i en børnehave, efter jeg var blevet uddannet pædagog. Jeg kan ikke huske, hvad drengen havde gjort. Vist ikke noget, andre børn ikke kunne finde på. Og helt sikkert ikke noget, der gjorde ham fortjent til at komme i skammekrogen.

Hvem bruger overhovedet afstraffelse længere? Sådan tænkte jeg dengang, mens jeg hurtigt blev klar over, at jeg måtte træffe et valg. Min kollega var den ældste og den, der havde været længst på stuen. Og man kan roligt sige, at hun var af den gamle skole. Hun var firkantet og autoritær og kunne fylde hele stuen med sit syn på tingene. Hun slog hårdt ned på børnene og skældte meget ud, men andre gange kunne hun grine og have det rart med dem. Hun var meget humørbestemt, men tit med et negativt blik på sit arbejde og børnene generelt.

 

‘Det er ulækkert. Det lugter!’

Jeg kom lige fra uddannelsen med kufferten fuld af etik og ideologi. Jeg kunne slet ikke forstå det perspektiv på børn, der herskede på stuen, når denne kollega var på arbejde. ’Hvorfor har du makrel med? Det er ulækkert. Det lugter! Der er ingen ved mit bord, der skal spise makrel,’ kunne hun sige til et barn, som krympede sig under hendes ord. Eller hun kunne finde på at overvåge, om børnene spiste med kniv og gaffel, selvom de knap var fyldt tre år.

Den anden pædagog på stuen sagde hende ikke imod. Engang havde vi sammen lagt en plan for et barn, der var ked af at være flyttet til os fra en anden institution. Han kunne reagere meget kraftigt, og vi aftalte, hvordan vi kunne imødekomme ham. Det var, mens vores ældre kollega var på ferie. Og vi havde en helt anden tilgang, end hun ville have valgt. Hun havde nok givet ham besked på at stoppe, og det skulle være lige nu!

’Jeg er spændt på, hvad hun siger til vores plan, når hun kommer tilbage,’ sagde den anden pædagog til mig. Sådan var det. Vi kunne godt drøfte pædagogiske spørgsmål, men når vores ældre kollega var på stuen, var det hendes regler og hendes negative børnesyn, der fyldte. Vores leder kunne jeg ikke gå til. De var gamle veninder, min leder og min ældre kollega.

 

Jeg måtte selv gribe ind

Så jeg måtte selv gribe ind. Det gjorde jeg flere gange, også den dag, hvor drengen kom i skammekrogen. Jeg gik ind på kontoret og hen til ham. Jeg lagde min hånd på hans skulder og sagde: ’Sikke noget værre noget. Men her behøver du ikke at stå. Kom med mig tilbage på stuen, så sætter vi os og leger.’

Her sad vi, drengen, hans kammerater og jeg, da min kollega kom tilbage. Hun brokkede sig højlydt: Jeg skulle ikke omstøde hendes dom. Sådan gjorde vi ikke her. Jeg husker ikke, hvad jeg svarede, eller om vi talte om det efterfølgende. Men der var ikke flere børn, der blev sat i skammekrogen, mens jeg arbejdede der.

Det er en dag, jeg ofte har tænkt tilbage på, og ofte har fortalt om. Og som har bekræftet mig i, at det er vigtigt at stå op for det, man ved er rigtigt. Jeg er sikker på, at jeg ville have handlet på nøjagtig samme måde i dag. I øjeblikket i hvert fald. Men bagefter ville jeg have gjort mere ud af den pædagogiske debat. Jeg ville have forklaret, hvorfor jeg handlede sådan, og jeg ville have spurgt ind til min kollegas handlinger og refleksioner. Hvorfor valgte hun at håndtere børnene på den måde? Følte hun sig måske magtesløs i situationen? Når man tager debatten, kan man i fællesskab reflektere fagligt over sine reaktioner. Og man kan nå en fælles forståelse af, hvilken pædagogisk kultur man gerne vil have i huset.


 

Pædagogen bag vendepunktet

Birgitte Dilling (52)

Pædagog i Børnehuset Regnbuen, Køge

Uddannet i 1992

Har du selv haft en oplevelse, der fik afgørende betydning for dit virke som pædagog? Så send en mail til journalist Mikkel Prytz, og fortæl om dit vendepunkt.