Regler og krav, når det gælder det psykiske arbejdsmiljø, skal samles i en bekendtgørelse. Det er én af 18 anbefalinger, som et ekspertudvalg fremlagde torsdag.

Opdateret d. 27. september 2018

Af: Mikkel Prytz (journalist), Modelfoto: Colourbox

Hvordan er reglerne, når en pædagog bliver syg af stress, trusler eller vold på arbejdet, og hvem har ansvaret for at håndtere problemerne og forebygge dem?

Det skal være lettere at finde rundt i reglerne for det psykiske arbejdsmiljø, og de skal samles ét sted. Det er en af anbefalingerne fra det ekspertudvalg, som beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har bedt om at udrede arbejdsmiljøindsatsen, og som torsdag fremlagde sine anbefalinger ved et pressemøde i Beskæftigelsesministeriet.

»Reglerne og kravene vedrørende forebyggelse af risici i det psykiske arbejdsmiljø skal man hente ud af de generelle arbejdsmiljøregler, og der risikerer den gældende lov om psykisk arbejdsmiljø at drukne,« lød det fra ekspertudvalgets formand Pia Gjellerup, der derfor kalder en samlet bekendtgørelse om det psykiske arbejdsmiljø for et »væsentligt fundament« at forebygge problemer med det psykiske arbejdsmiljø på.

Et stort fremskridt

Også FTF-formand Bente Sorgenfrey, der har siddet med i udvalget, bakker op om anbefalingen om en bekendtgørelse om det psykiske arbejdsmiljø.

»Man kan altid overveje, om man skal gå endnu videre på sigt, hvis det viser sig, at vi ikke rykker godt nok med en ny bekendtgørelse. Men det, at du får slået fast, hvem der har opgaven, hvilke værktøjer du kan bruge, at arbejdstid og ressourcer skal hænge bedre sammen, og at vi har fokus på vold – det er et stort fremskridt i forhold til sådan, som vi har det i dag,« sagde Bente Sorgenfrey ved pressemødet, hvor ekspertudvalget præsenterede i alt 18 anbefalinger, som skal være med til at give et bedre arbejdsmiljø på danske arbejdspladser.

Pia Gjellerup fremlagde de 18 anbefalinger som formand for det ekspertudvalg, som beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har nedsat.

Et arbejde, som Troels Lund Poulsen kaldte for et »solidt materiale«.

»For mig bliver det afgørende, at de politiske forhandlinger også kommer til at respektere det omfattende arbejde, udvalget har lavet,« tilkendegav beskæftigelsesministeren, som forventer at gennemgå anbefalingerne i løbet af oktober, så de politiske forhandlinger om emnet kan begynde til november.

Endnu ikke en sejr

»Det er yderst positivt, hvis der kommer mere klarhed over reglerne om det psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladser,« mener Mette Skovhus Larsen, faglig sekretær i BUPL med politisk ansvar for blandt andet arbejdsmiljø.

Hun tror, at en bekendtgørelse kan være med til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø på pædagogers arbejdspladser.

»Der er brug for at tydeliggøre nogle af de regler, som er alt for diffuse i dag,« siger Mette Skovhus Larsen, som dog venter med at kalde anbefalingen om en bekendtgørelse for en sejr for pædagogers psykiske arbejdsmiljø.

»Jeg vil gerne lige se en bekendtgørelse først, og jeg vil også gerne se den virke i praksis. Og så er det jo ikke nok med en ny lovgivning, når vi samtidig ser, at der mange steder bliver skåret i budgetterne på det pædagogiske område. Vi har stadig brug for bedre normeringer,« siger Mette Skovhus Larsen.

»Besparelserne er med til at presse pædagogerne og giver et mere presset arbejdsmiljø, og derfor må det store spørgsmål nu være, hvordan politikerne tænker, at man kan styrke handlemulighederne med en bekendtgørelse om det psykiske arbejdsmiljø, når man samtidig vil spare penge,« tilføjer hun.

Se ekspertudvalgets anbefalinger.